Ø skal tage ét opgør med fagtoppen!

At være politisk aktiv venstreorienteret handler helt basalt om en frihedskamp for at forandre samfundet og i sidste ende opnå én endelig frigørelse.

I denne daglige kamp, handler det altid om at lede efter mulighed og åbninger, for at vinde terræn og ændre på styrkeforholdende i samfundet. En kamp der absolut ikke har været let de sidste mange år!

Da Enhedslistens blev dannet var det alene som en valgalliance for at opnå parlamentarisk repræsentation, og igennem disse muligheder, sikre sig bedre betingelser for at vinde sejre og ændre styrkeforhold. Der blev, som udgangspunkt, ikke gjort naive forestillinger om at samfundet kunne ændres grundlæggende indenfor folketingets rammer – De største og mest afgørende beslutninger for vores dagligdag, har f.eks. aldrig set snerten af ”demokratisk styring”

Mens årene gik, og særligt op gennem 00’erne blev de parlamentariske illusioner internt i Enhedslisten desværre styrket, og der blev i høj grad kigget frem mod et regeringsskifte, hvor det var muligt at føre ”en rød politik”.

Som bekendt stod det dog lynhurtigt klart efter valget i 2011, at der intet nyt var under solen, og selv en S-ledet regering ville fortsætte toget af de spor den tidligere borgerlige regering allerede havde lagt.

Siden dette (den parlamentariske strategis fallit?) har gode kammerater i og udenfor Enhedslisten forsøgt at fremlægge hver deres forslag til strategi som kunne trække klassekampen frem igen og se lyse muligheder i en mørkeblå tid.

Man skulle selvfølgelig være et skarn hvis ikke man skulle prøve at bidrage til denne debat, og pege på hvor Enhedslisten - og resten af venstrefløjens - største muligheder og kamppladser findes.

For mig at se er det helt åbenlyst at, hvis vi som lønmodtagere og venstrefløj skal forsøge at vinde terræn og fremskridt i fremtiden, kræver det at arbejderbevægelsen organisationer og forsvarsværker genopbygges skridt for skridt.

Vores største nederlag i nyere dansk historie er ikke spørgsmålet om dårlige ”reformer”, men derimod hvordan at arbejderbevægelsens egne organisationer og kamppladser er nedsmeltet, og ikke længere har samme styrke til at kunne kæmpe for nye sejre.

Selv Michael Valentin formulerede det med bogen: ”bare det holder min tid ud” og sandheden er jo desværre, som en fransk kammerat udtrykte det, at de faglige ledere pt. ”Begår selvmord med åbne øjne”.

For mens arbejdsgiverne – hovedfjenden - er i offensiven, og krisen bruges som undskyldning for at kræve indrømmelser fra lønmodtagerne. Så har de faglige ledere opgivet ethvert forsøg på at tale om klassekamp og forskellige interesser. Socialdemokraternes klassesamarbejde er opsagt af arbejdsgiverne, som indleder angreb på angreb, mens fagbevægelsen med Harald Børsting i spidsen render i haserne, og forsøger at få sit navn med på samtlige forringelser for at vise indflydelse.

Men sandheden er at når fagbevægelsen helt grundlæggende opgiver at fortælle om modsætninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, så amputere de også alle argumenter for at være fagligt organiseret. Dermed gør fagtoppen sig direkte til en forhindring for at kunne rette et samlet skyts mod arbejdsgiverne.

Og sandheden er også, at så længe vi som venstrefløj ikke går åbent i konflikt med de faglige ledere og deres totale destruktion af arbejdsbevægelsens sidste ”demokratiske” masseorganisationer, så gør vi os selv medskyldige – ved at vende det blinde øje til.

Hvad mere skandaløst er, at vi faktisk til tider bære ved til bålet, ved at præsentere de faglige ledere som kammerater, vi gerne giver politisk indflydelse og lytter på, når der skal udarbejdes forslag og forhandles parlamentarisk. På trods af at man – uden at være flabet – kan stille stort spørgsmålstegn ved deres mandat som repræsentanter for arbejderklassen. Det er jo efterhånden lykkes dem at gøre fagbevægelsen til så passiv en institution, at kun de færreste kollegaer deltager aktivt i det faglige arbejde, eller blander sig i det ”interne demokrati”, og netop i disse år, må det stå lysende klart at toppen af fagbevægelsen i højere grad plejer deres interesse for socialdemokraterne, end for medlemmer – Læs f.eks. Harald Børstings nedtoning af dagpengeproblemet i mandagens politiken.

Men skal vi som venstrefløj, reelt snakke om at vinde terræn og genopbygge et styrkeforhold, vil jeg derfor påstå at det mest åbenlyse sted at starte er en fundamental genopbygning af fagbevægelsen, både internt opbygningsmæssigt, men også ved et skifte af den fagpolitiske linje.

Men foruden at alle gode kræfter selvfølgelig skal bidrage og bære ved til dette, så kræver det også at én større politisk kraft, formulere en troværdig og realistisk strategi for dette arbejde, som kan udstikke delmål og konkretisere opgaven.

Eneste større organisering, som troværdigt og med en vis pondus har denne mulighed, er Enhedslisten. Som ét parti med 10.000 medlemmer, hvoraf minimum 5.000 er registret som medlemmer af en fagforening, flere hundrede tillidsposter og mange tusind forskellige arbejdspladser. Så besidder Listen en optimal chance for, koordineret at kunne rejse krav om fornyelse i fagbevægelsen, et krav som selvfølgelig efterfølgende skal løftes og stilles konkret af Enhedslistens medlemmer overalt i fagbevægelsen, og på alle niveauer.

En åben udmelding fra Enhedslisten omkring forandring i fagbevægelsen, ville også have den yderst positive effekt, at Enhedslisten i offentligheden kunne markere sig på en ikke-parlamentarisk platform og vise at vi som socialister arbejder på mange niveauer.

Dertil kommer at de få beskedne krav som man ville starte med at rejse i fagbevægelsen, er så basale at de ville vække gehør i de fleste kredse på arbejdspladsniveau.

Jeg skal ikke alene kloge mig på hvilket topkrav som ville være både brede nok til at være samlende, og konkrete nok til være delmål. Dette arbejde sætter jeg min store lid til blandt andet vil blive belyst når Enhedslistens faglige konference til November vil vedtage et politisk papir om vores holdning til fagbevægelsen og arbejdsmarked.

Men som indspark til denne debat, og frem mod konferencen. Så vil jeg foreslå at man starter med de lavest hængende frugter, og opstiller de gamle faste travere:

• Nedsættelse af fagtoppens løn – ingen over medlemmerne
• Faste regler om rotation blandt fuldtidsvalgte/ansatte
• Udvidelse af demokratiet – bedre mulighed for at tilbagekalde mandater
• Gør op med pligten til at tillidsrepræsentanter og fagforeningsfolk er tvunget til at forsøge at bekæmpe egne kollegaer og medlemmer som nedlægger arbejdet.
• Fagtoppen skal afspejle medlemssammensætningen, alder, køn, etnicitet mm.
• Brug af faglige aktioner mod politiske indgreb
• A-Kasserne tilbage til medlemmer – uden politisk regelrytteri og snævre bånd – nægte tåbelig administration
• Ret til at nægte at arbejde med uorganiserede
• Nej til medlemsfjerne mastodont forbund – fagbevægelsen tættere på medlemmerne
• Èn reel og dækkende arbejdsløshedsunderstøttelse, hvor ingen kastes ud i fattigdom og tvinges til at fungere som løntrykkere!

Jeg er i mit hjerte slet ikke i tvivl om at en sådan opsang, og opfordring fra Enhedslistens ledende lag, ville blive vel modtaget i det ganske danske land, og vække stor sympati, samt faktisk for alvor gøre det muligt, internt i fagbevægelsen at sætte kravet om strukturelle ændringer på dagsorden, og vinde opbakning til disse – Selvfølgelig skal en sådan åben markering følges op af Enhedslistens medlemmer, som påtager sig også at rejse disse krav internt i fagbevægelsen, gennem generalforsamlinger og aktiv deltagelse – men det bliver øjensynligt lettere, hvis den overordnede linje allerede er formuleret åbent i offentligheden.
Ingen tvivl om at det er yderst tiltrængt at få en aktiv, mobiliserende, aktiverende og kæmpende fagbevægelsen på banen – med status quo er det alene spørgsmål om tid før de sidste forsvarsværker er kollapset.

Så hermed en åben bøn, ikke alene til Listens ledende kammerater og organer – men også generelt til faglige kammerater og kollegaer – lad os få taget det opgør med fagtoppen! lad os kræve bevægelsen tilbage til medlemmerne! Lad os få kæmpende organisationer der kræver forandring, og sætter magt bag kravene!