Banaz, offer for æresdrab: ”Jeg var hans sko, og han tog mig på, når som helst han lystede”

Kurdiske filmhistorier strømmer ud fra London Kurdish Film Festival og peger mere indad end ud, i spejling og kritik af traditionel kurdisk kultur. Mest chokerende direkte, indtil videre, er dokumentarfilmen, ”Banaz: A Love Story”, der råt for usødet kortlægger fakta for et af Storbritanniens over 3000 officielle årlige æresdrab.

Filmen "Banaz: A Love Story", vises på 8th London Kurdish Film Festival, skærmbillede

Banaz var bare 19 år, da hun blev dræbt af sin egen familie i London i 2006. Forsvundet og fundet igen, parteret og nedgravet i en kuffert på en forladt byggetomt.

Tvangsgift, misbrugt og forslået ser vi Banaz i levende live på filmlærredet fortælle sin egen historie, gennem dokumenterede afhøringsvideoer fra britisk politi, flere år før det uundgåelig skete. Og gennem mobilchat og fotos med sin nye ven afdækker fortællingen, hvordan det kan ske, at Banaz ender med at blive myrdet af tre fætre, med sine forældres samtykke og en tavs kreds af London-kurdere, der styres til tavshed af en hardcore minoritet.

Det er oprørende dokumentariske optagelser og interviews, vi som publikum på London Kurdish Film Festival får kendskab til. Og så her i London, hvor mange fra det kurdiske miljø må kende til historien, tænker jeg, dér i mørket, hvor jeg både hører snøft og mærker anspændtheden i hele biografsalen brede sig.

Det er oprørende, men uundgåeligt, lyder det i introduktionen før visningen, som i efterdebatten, med deltagelse af to af de medvirkende menneskerettighedsorganisationer, der i den grad har været aktive i opklaring af mordet på unge Banaz og mange andre lignende tragedier i London, HBVA (Honour Based Violence Awareness Network og Memini, sammen med en kerne af ihærdige politifolk.

Banaz’ søster, Bekhal, er hovedvidnet, der med citatet: ”Jeg fortryder kun én ting, at jeg ikke tog min søster med mig”, får blodet til at isne og igen minde mig om de vilkår nogle unge mennesker har at slås med ved at have flere identiteter.

Tre mænd ender med at få livstid for mordet, hvoraf to af dem bliver hentet hjem fra Irak. Dér har de gået rundt og pralet så meget med, hvordan de har været med til at voldtage og derefter dræbe Banaz, at det rygtes til det engelske politi.

Faren får først livstidsstraf, men bliver alligevel skånet med nedsættelse af straffen til 14 år, ”af kulturelle grunde”, som moderatoren tørt tilføjer i en sidebemærkning.

Fortællingen er bygget op som en thriller, der langsomt afslører spor, så man til sidst sidder frosset fast til biografsædet og næsten ikke tør se nogen af de tilstedeværende mænd i øjnene, for kunne det være en af dem, der vidste noget?

Se selv filmen, der har vundet adskillige filmpriser siden premieren i efteråret 2012, i sin fulde længde (70 min) og læs mere om den her.

Instruktøren af filmen, ”Banaz: A love Story”, er Deeyah, som jeg sjovt nok blev opmærksom på for år tilbage, da hun var ung og bemærkelsesværdig popstjerne i Norge. Nu er hun top-tunet menneskerettigheds-kunstner, der både udgiver andre forfulgtes kunst, mens hun selv stikker hånden i den kulturelle bikube. Deyah er pakistansk født, bosiddende i London.

Tilbage står udtalelsen, ”filmen skal vises, selvom det sætter den kurdiske kultur i miskredit”. Må denne film blive vist verden over, og særlig i de kulturer, hvor æresdrab næres og fortsat desværre sker.