Forsvarers og anklagers ekspertvidner bekræfter hinanden: Presset ytringsfrihed i Tyrkiet

Retsmøderne 27, 28 og 29 i appelsagen mod ROJ TV i Østre Landsret, 13., 15. og 16. maj 2013

Både Daniella Kuzmanovic, antropolog og Tyrkiet-ekspert i Danmark og Haluk Gerger, professor i politik-videnskab og medstifter af den tyrkiske menneskerettighedsorganisation IHD, slår fast med deres vidneudsagn i Østre Landsret, at informationsfriheden ikke er entydig i Tyrkiet, om end de udtrykker sig med forskellige tunger.

Kuzmanovic fremstiller, med sin af anklagemyndigheden bestilte ”objektive rapport” om kurderne, Tyrkiet som landet, hvor kurderne på den ene side påstås at have civile rettigheder, men når rettighederne så forsøges ført ud i livet, risikerer fængsel.

- Så længe man opgiver sin kurdiske identitet, er de velkomne i et parti, udtaler Daniella Kuzmanovic.

Gerger, der er forsvarers i-Byretten-forbudte-vidne opsummerer sin gennemgående frustration over Forbuds-Tyrkiet:

- Som statsborger (tyrkisk) vil jeg finde ud af hvad og hvorfor og undersøge det kurdiske, men der er ikke mulighed for at diskutere dette. Andre har en mening, som jeg måske ikke synes om, men jeg mener ikke, han skal fængsles for det; jeg stoler bare ikke på ham. La’ vær’ med at læse vores bøger eller se vores film, men de fængsler os, derfor er der et problem.

- I flere årtier har der været ”krig”, 50 – 60.000 dræbt, 10.000 såret, 5.000 landsbyer udtømt, millioner deporteret, fredsinitiativer er blevet ”forgiftet”. Vi er NØDT til at se på, hvorfor der er krig. Men det er forbudt at diskutere det.

Tyrkiet har to hoveder og to tunger

Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist spørger vidnet Haluk Gerger, om han mener, der er censur i dag i Tyrkiet?

- Ja. Både selvcensur og af myndighederne, svarer professoren, der har haft forbud mod at arbejde på et tyrkisk universitet, siden han blev fyret efter militærkuppet.

I Tyrkiet efter 1980 blev over 1000 lektorer fyret fra de tyrkiske universiteter, da militærkuppet kom. Haluk Gerger var på det tidspunkt ansat ved Ankara Universitet, Internationale studier og måtte forlade sit job øjeblikkeligt. Siden har han arbejdet som journalist, forfatter og uafhængig forsker. Han har skrevet omkring 14 bøger om hovedsagelig amerikansk-, mellemøstlig- og tyrkisk udenrigspolitik.

I 1986 var han medstifter af den første tyrkiske menneskerettighedsorganisation, IHD, der den i dag fortsat er den førende organisation, der rapporterer til staten, som til EU og udenlandske ambassader og parter.

IHD er også en af de anerkendte organisationer, som Tyrkiet-ekspert Kuzmanovic nævner oplever et pres fra myndighederne, når de udtaler sig kritisk om overtrædelse af menneskerettighederne. Senest i forbindelse med undertrykkelsen af kurderne, har IHD sammen med Amnesty kritiseret Tyrkiet for, at den reformpakke, som Erdogan efter alvorlig EU-kritik lovede, skulle regulere misbrug af lovgivningen, ikke virker efter hensigten.

Der sidder nemlig fortsat tusindvis af politiske mennesker varetægtsfængslet på flere år uden dom.

Daniella Kuzmanovic nævner gentagne gange, at forholdene i Tyrkiet er ambivalente; en tosidet fredsproces, en tvetydig medielovgivning, statens todimensionelle holdning til det kurdiske og ikke mindst beskriver hun en af de vigtigste årsager til dette forhold, nemlig Kemalismen, der ved grundlæggelsen af staten med Atatürk kun tillader ét folk, ét sprog og ét flag, skrevet ind i forfatningen.

Så selvom kurdiske medier er tilladt, bliver de konstant lukket og genopstår næste dag. Det tyrkiske radio- og tv-nævn, RTÜK, regulerer stadig i forhold til ”besudling af Atatürks minde”, som betyder at hvis medier kritiserer staten, så fornærmer de tyrkiskheden.

Og der må stadig ikke tales kurdisk i Parlamentet eller ved politiske møder, ligesom det er strafbart for journalister at citere de af Tyrkiet stemplede terrorbevægelser.

Haluk Gerger siger direkte, at han opfatter PKK som ”væbnet modstand” og dermed ikke er enig med den tyrkiske regerings stempling af Det Kurdiske Arbejderparti som en terrorbevægelse.

På samme måde med KCK, som han opfatter som den generelle kurdiske bevægelse, der bruger ikke-voldelige-midler til at forsvare de almene kurdiske rettigheder.

Han nævner en embargo mod 46 forsvarsadvokater, der snart har siddet 500 dage varetægtsfængslet for at have passet deres job som forsvarere for Öcalan. Og de mange varetægtsfængslede i KCK-sagen (4-10.000), der stadig ikke har fået nogen dom.

Der skal to til en tango, som til krig og til fred

Elmquist beder begge ekspertvidnerne om at forholde sig til den fredsproces, der lige nu er i gang mellem fængslede Öcalan og regeringen, og igen dukker tvetydigheden op som medspiller.

Haluk Gerger forklarer, at Erdogan har to store vanskeligheder med parlamentspartierne CHP og MHP, der begge er imod fredsforhandlingerne med PKK. Det kommer til at stå og falde med, om man vil acceptere kurderne eller ej. Der skal nemlig to til en tango, to til krig og to til fred.

Haluk Gerger nævner de tidligere forfejlede fredsforhandlinger og giver sin vurdering af mulighederne for fred denne gang, sammenholdt med at oppositionen og en stor del af befolkningen, sammen med regeringen, stadig fastholder forbud mod ”kurder”, ”Kurdistan” og fortsat ikke har levet op til EU-påbud om ændringer.

- Jeg kan ikke være med på optimismen, for der er ikke et reelt ønske om eller sket konkrete ændringer, siger Gerger og udtrykker sine bange anelser om, at dette kan være en taktisk manøvre fra Erdogans side. Han hentyder her til flere mediers referencer til ministerpræsidentens ønske om at blive valgt til præsident ved næste valg.

Elmquist spørger, om han anser det for realistisk, at der bliver udarbejdet en ny forfatning i sammenhæng med fredsprocessen?

- Måske, men første del har en betingelse, selvstyre og modersmålsundervisning, og dét er Erdogan fuldstændig modstander af. Men hvis det skete, ville alle sagerne mod kurderne stoppe og en fuldstændig demokratisering var opnået.

Også Daniella K forholder sig adspurgt til spørgsmålet om en eventuel forfatningsændring er mulig.

Hun forklarer, at hvis Erdogan får stemmerne fra det pro-kurdiske BDP, skulle der være mulighed for at få ændret minoritetsrettighederne, så det hedder ”medborger” i stedet for ”tyrker” i forfatningen. Ligesom en omdefinering af modersmålene er påkrævet.

Om fredsprocessen påpeger Daniella Kuzmanovic, at der er parter på begge sider, der er imod. På den ene side oppositionen i parlamentet, MHP og CPH, og på PKK-siden, er der også grene, der er imod fredsprocessen.

Daniella Kuzmanovic deltager her i foråret 2013 i et debatmøde på Christiansborg sammen med Nikolaj Villumsen, foto:lilsim

Til gengæld tillægger Kuzmanovic tilbagetrækningen af PKK-styrkerne til den kurdiske region i Nordirak en vis betydning i sammenhæng med situationen i Syrien og de kurdiske frie områder dér.

Hun fortæller, at regeringsleder Barzani, fra den kurdiske regering i Region Kurdistan, og PKK er delvist konkurrenter som kurdernes leder. Men at Barzani tillader PKK’s eksistens. Samtidig med, at Tyrkiet efterhånden har investeret så meget i den kurdiske federale region, at Barzani skal holde balancen mellem sine to samarbejdspartnere. Igen et tosidet og komplekst forhold.

Dog understreger Kuzmanovic:

- Barzani er ikke PKK’s forlængede arm!

UPS! Hvad skete der lige dér?

To ekspertvidner, begge videnskabeligt funderede personer, men med hvert sit udgangspunkt, beskriver nærmest enslydende, at kurderne ikke er accepteret i Tyrkiet som folk og at hver gang den kurdiske identitet er i spil, bliver terror-kortet trukket.

Daniella Kuzmanovic er den danske ekspert, som anklagemyndigheden har bestilt en objektiv erklæring fra. Og den er ”uden vurdering” og udarbejdet på grundlag af videnskabelige rapporter, tænketanke med mere, fortæller vidnet i starten af retsmødet. Derefter oplæser anklager hendes erklæring fra Byretten, som hun stort set tilslutter sig.

En klokkeklar og nøgtern beskrivelse af hvor mange kurdere, der anslået er, deres sprog, oprindelse, historie, dannelsen af den tyrkiske enhedsstat, fornægtelsen af det kurdiske folk og helt op til den aktuelle fredsproces. Herefter beskriver hun situationen her og nu på det politiske område, lovgivningen, internationale konventioner og aftaler og om det nationale og Kemalismen.

Hun gennemgår forholdene for medierne og de kurdisk-sprogede især, medielovgivningen, som fx gør at Peter Plys og Pippi Langstrømpe får fletning og hånd i den tyrkiske censurklemme. Hun kommer også ind på Den Dybe Stat og De Grå Ulve, Ergenekon-sagen, landbyvagterne, de bekymrede EU-rapporter og hele svineriet med misbrug af lovgivningen til terrorstempling.

Desværre er Daniella Kuzmanovics erklæring ikke tilgængelig udenfor retssalen (aktindsigt afslået), den dokumenterer ellers sort på hvidt, at kurderne, deres medier og al anden presse er censureret, presset og krænket i Tyrkiet. Og er dermed den videnskabelige dokumentation, som gør det tydeligt hvorfor ROJ TV er en evig torn i øjet på Tyrkiet.

Halluk Gerger er videnskabsmanden, der på helt egen krop har oplevet censuren, presset og krænkelserne – og stadig gør. Og han er ikke engang kurder, men etnisk tyrker.

Da han i ’96 modtog Hellman-Hammett Prisen i USA, skrev de tyrkiske medier, at han var agent. For Gerger er den intellektuelle, der som mange andre akademikere tager deres fag alvorligt og undersøger det kurdiske spørgsmål. Ikke mindst i jobbet som medstifter af IHD og som arbejdende medlem i et FN-organ, svarende til FN-forbundet i Danmark.

Sammenlagt to år har Gerger været fængslet for sit videnskabelige arbejde. Og to af de domme han fik, er blevet anket ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Gerger tilkendt erstatning. Siden ’99 har der ikke været rejst nogen tiltaler imod ham, samme år, som han i en TV-duel kom i voldsom clinch med en af PKK’s medstiftere, Duran Kalkan, og herefter har han ikke skrevet i pro-PKK-medier siden (14 år).

Da forsvarer Elmquist på et tidspunkt spørger forfatter og forsker Gerger, om han har haft omkostninger ved at blande sig i den offentlige diskussionen om det kurdiske spørgsmål, svarer han:

- Jeg har mistet min karriere og min frihed.

- Risikerer du noget ved at være her (i Østre Landsret), spørger forsvarer igen.

- Det er muligt. Men for at demokratiseringen skal komme, må man tage en risiko for at skabe demokrati.

I samme tråd skriver Haluk Gerger en ugentligt klumme i den tyrkisk/kurdiske avis Yeni Özgür Politika, som han kalder ”et demokratisk forum”, hvis redaktion er i Tyskland med tre millioner bosiddende kurdere og tyrkere.

Og lige præcis den avis forsøger anklager at mistænkeliggøre ved at fremvise en udskrift af skribentlisten fra avisens website. Det mærkelige er blot, at på anklagers liste figurerer kun fire skribenter, udover Haluk Gerger, hvorimod hvis du som helt almindelig internetbruger går ind på sitet Yeni Özgür Politika, så viser der sig 62 vidt forskellige skribenter.

UPS! Hvad skete der lige dér?

Er PKK en terrorbevægelse eller en frihedsbevægelse med hang til kvindefrigørelse og økologi?

At kurdernes har en helt særlig fortælletradition er vist efterhånden gået op for de fleste, som er involveret i denne retssag. Eksempler som stilen i formidling af nyheder med underlægningsmusik, som den kurdiske musikgenre Stranên Berxwedanê, såkaldte “modstandssange”, er typisk lige så anderledes i fortælledramaturgi som dagligdagen er for fx folk i Mellemøsten, der lever med krig, er for Jens fra Frederica.

Så da anklager pludseligt blænder op for musikvideoen “Slaget ved Oramar”, på 29. Retsmøde, netop som forsvarer har afspillet 19 tv-klip fra ROJ TV om kritik af PKK og med opfordringer til fred og våbenhvile, er vi her vidner til et sjældent fænomen. For fra min tilhørerplads kan jeg både se og mærke begejstringen fra de to anklagere. De har glædet sig til at gense denne hyldest af to unge mænd, som døde i kamp ved Oramar.

”Se, han fører folkedansen, hans krop er graciøs og sej …. Hans øjne er smukke og seje, synger en gruppe PKK-ere i dans”, mens billeder af smilende afdøde glider ind og ud af billedet, ledsaget af en iørefaldende melodi.

Timingen er uudgrundelig. Derfor her en assisterende videnskabelig forklaring på den kurdiske musikgenre:

” I klassisk kurdisk fortælling er der tradition for at hylde mennesker, der er døde i kampen,  som helte, det kaldes Destan eller Lawik og er en klassisk genre fra 1700-tallet. Den mere moderne udløber-genre hedder Stranên Berxwedanê, ”modstandssange” og indeholder ”modstand mod de tyrkiske myndigheder og glorificerer væbnede grupper”, skriver JIYAN.dk.

”Forsker ved Toronto University, David Romano, der har beskæftiget sig med sammenhængen mellem medier og etnisk bevidsthed, påpeger, at en følelse af undertrykkelse på baggrund af etnicitet ”legitimerer mobilisering og politisering af etnicitet med det formål at forsvare sig selv og sin gruppe”.

Citat hentet fra Sirwan Perwer - Kurdernes Stemme", JIYAN

Osman Baydemir, overborgmester i Diyarbakir, holder af den kurdiske fortælletradition

Lidt anderledes er stilen i den dansk producerede reportage fra Lars Toft Rasmussens besøg i en PKK-lejr i 2009, som vises i retten på forsvarers foranledning.

Vi hører Natasja Crones karakteristiske stemme annoncere frihedsbevægelsen PKK, og hører reporteren stille spørgsmålet:

- Er PKK en terrorbevægelse eller en frihedsbevægelse med hang til kvindefrigørelse og økologi?

Og lige derefter får retten syn for en Dags Dato, Special med ”Træning til Terror” af journalist Pola Rojan, der netop har været i retten og fortælle om forholdene for at lave netop denne reportage fra PKK-lejren i Quandil-bjergene.

Forud for tv-udsendelsen oplever vi studieværten Poul Erik Skammelsen udspørge Pola Rojan om, hvad der gjorde mest indtryk ved at være i PKK-lejren for reportage: ”At folk var så klar til at gå i krig”, svarede han.

Reportagen fører os rundt i lejren, hvor vi møder Kasim, Serhat, Zozan, Tekosher, og Kawa, Serhat, Nizar, Medya, Serxvebun, Maksum og Murat Karayilan. Ligesom vi introduceres for Mirza og  Welat. Alle forklarer lidt om, hvad de laver af både dagligdags gøremål og de mere specifikke som fx angrebsøvelser, kamuflering af en parabol eller undervisning i kvantefysik. De 13 navngivne medlemmer af PKK bidrager glimtvis til et billede af deres livsstil og om hvorfor de har valgt denne.

Reportagen afsluttes med et indslag om projektet HAWPAR, der går ud på opsamling af miner. Udsendelsen varer i alt 40 minutter og blev også vist i Byretten.

Det er første gang vidnerne forsker Haluk Gerger, medie-jura-ekspert Oluf Jørgensen, journalisterne Pola Rojan og Martin Selsøe Sørensen vidner i sagen mod ROJ TV; alle var forbudte vidner i Byretten og ligeså forsvares tv-klip.

Snart møder retten også forsvarers to sidste vidner, direktør Kirim Yildiz fra Kurdish Human Rights Project og læge Negin Jaafar Nasrallah, hvoraf den ene også var forbudt i Byretten, og med dem har forsvarer leveret sidste brik til den samlede vurdering.

Det skal snart vise sig, om de forbudte vidner og forbudte tv-klip lige netop danner den modvægt, der tipper hele billedet af sigtelsen mod ROJ TV over til en sag om informationsfrihed og menneskerettigheder.