Annonce

27. november 2015 - 19:48

Stærke Venstre, svage DF - del 1

Hvad der kunne have været en svag et-parti regering har desværre vist sig at være en særdeles konsekvent, ambitiøs og handlekraftig en af slagsen. Partiet har en drivende, men typisk uudtalt, overordnet fortælling, der handler om at velfærdsstaten er for stor - og en dertilhørende langsigtet mission om, at der af samme grund må skæres ned på de offentlige udgifter år efter år efter år. Mens der i vores tidligere ikke-altid-lige-velkoordinerede-regering sad en folkesocialist på den ene ministerpost, en socialliberal på den anden og en socialdemokrat for bordenden, så virker den ene ministerhånd i vores nuværende regering yderst fortrolig med, hvad den anden foretager sig – og selvfølgelig også fortrolig med den fælles målsætning: en rundbarbering af offentlige udgifter uagtet de voldsomme sociale eller miljømæssige omkostninger.

Socialministeren afskaffer f.eks. fattigdomsgrænsen kort tid inden beskæftigelsesministeren skærer i ydelserne for især dårligt stillede familier.

Skal der bruges flere penge til politiet, så tager man dem bare fra ungdomsuddannelserne og bortviser alle uenige partier fra forhandlingerne

Man forringer ledige borgeres mulighed for at modtage dagpenge, hvilket betyder at flere ledige ryger over i kontanthjælpssystemet – og foreslår derpå yderligere nedskæringer på kontanthjælpssystemet for at tage et opgør med det stigende antal kontanthjælpsmodtagere

Eksemplerne er talrige og der er skam en lang tråd igennem det hele – men rød er den så sandelig ikke.

Banale paroler gentages igen og igen, som var de guddommelige budskaber – ”grøn realisme”, ”det skal kunne betale sig at arbejde”, ”vi skal hjælpe i nærområderne” - samtidig med at det umiddelbare indhold af disse budskaber i substansen modarbejdes igennem den førte politik. Det ene eksempel mere grelt end det andet.

”Den tidligere regering efterlod et stort hul i statskassen” forklarede den nytiltrådte finansminister på bedste billedlige vis tilbage i august, som anledning til dramatiske nedskæringer på de offentlige udgifter. Alligevel lykkedes det af uvisse årsager højrefløjens partier kort tid efter at finde ikke mindre end et milliardbeløb til skatterabatter primært til de absolut rigeste bilkøbere, boligejere og virksomhedsarvinger. Ulandsbistanden, flygtninge, miljøet, kulturen, klimaet, forskningen, den kommunale velfærd og de fattigste pensionister må stå for skud for at få blå bloks meget klare politiske prioritering til at gå op

Venstres politiske prioriteringer er direkte afledt af en liberalistisk funderet virkelighedsopfattelse, som i mine øjne er både usolidarisk, kortsigtet og ubæredygtig. Deres effektivitet, håndværksmæssige kunnen og mangel på tvivlens nådegave, når det kommer til at få gennemført deres politik – kombinationen af disse egenskaber hos vores modstander bliver vi som venstrefløj nødt til at tage meget alvorligt. 

Det er en dristig strategi Løkke har valgt. Spørgsmålet er, om han blot lægger hårdt ud med nedskæringer for at bløde mere op i de kommende år – eller om han tror nok på sine evner til at fortsætte den massive kamp mod velfærdssamfundet i alle de næste fire år. Det må tiden vise.

Det er i hvert fald sikkert, at vi ikke bare kan fæste vores lid til at Løkke-regeringen taber pusten eller bliver væltet af sine egne. Hvis rød blok ikke leverer et omrids af et ideologisk funderet, sammenhængende, visionært og operationaliserbart politisk grundlag, så kan vi som udfordrere ikke vinde det næste folketingsvalg mod en af de mest benhårde og drevne politikere i dansk politik.

Tilmed kræver kampen om velfærdssamfundet også at vi for alvor går målrettet i kødet på selve den parlamentariske forudsætning for nedskæringerne - Dansk Folkeparti. Men kan det være en opgave, der langt om længe endelig synes at være indenfor rækkevidde?

Mere om dette i anden del af dette indlæg.

Annonce