Dommedag.

De gamles retssag om gamle dage?

Så faldt der dom i sagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl.

Læser man aviserne, er der tale om gamle ronkedorer, der graver i deres navle og en fortid, som ingen mere behøver at forholde sig til. Den kolde krig er jo slut – muren faldt! Punktum.

Men sagen er i høj grad politisk!

For mig at se indeholder den både menneskerettigheds aspekter og aktuelle samfunds aspekter, som burde være af stor interesse.

Dels er der spørgsmålet om, hvad myndighederne egentlig har ret til at registrere om vores gøren og laden, og hvordan disse registreringer forvaltes.

Dels er der spørgsmålet om, hvordan politiske aktiviteter og beslutninger behandles, når de politiske vinde vender.

Overvågning og paranoia.

Jeg husker hvordan vi i halvfjerdserne koketterede med, at vi blev overvåget. Vi udvekslede erfaringer om klikkende lyde i telefonen, om mystiske personer ved møder og demonstrationer osv. Sandheden var, at vores fantasier blev overgået af virkeligheden.

Regeringserklæringen fra 1968 har vist sig ikke at være det papir værd, den blev skrevet på, og det er mere end vanskeligt at få at vide, hvad der ligger i mapperne i PET. Standardsvaret er, at de hverken vil be- eller afkræfte, om der overhovedet ligger noget.

I Jørgen Dragsdahls tilfælde ligger der noget. Det ved han. Og dele af det, har han fået tilladelse til at se. Andre dele, er lukket for alle. Men i mellem de to kategorier er der så en særlig forsker del! En del, som Jørgen ikke selv må se, men som en historiker, som Bent Jensen fik adgang til, gennem en direkte intervention fra Statsministeriet under Anders Fogh Rasmussen.

Materiale, der varierer mellem enkeltpersoners spontane vurdering til afskrift af telefonaflytninger, kan således anvendes efter en forskers forgodtbefindende til at understrege pointer eller skabe historier. Tilfældige menneskers private forhold.

Retten til privatlivets fred, som den europæiske menneskerettigheds konventions paragraf 8 gælder kun så langt, som registreringer af den art enten forvares fuldstændigt (hvilket er temmelig usandsynligt) eller tilintetgøres, når en evt efterforskning er afsluttet.

Som forholdene er, har man ingen jordisk chance for at vide, hvad arkiverne gemmer af tilfældige nedslag i ens eget liv. Og dermed ingen mulighed for, at kunne korrigere eller berigtige en fremtidig tilfældig forskers offentlige vurdering af de handlinger, der er registreret.

Bent Jensen gik nok i virkeligheden efter at ramme socialdemokrater som Lasse budtz og ikke mindst Mogens Lykketoft, som jo stadig spiller en rolle politisk. Undervejs tog han så fat på nogle andre aktører, som deltog med analyser og informationer. Hvis Bent Jensen kunne "bevise" at de var KGB, var det næste skridt ikke så stort. Og Jørgen Dragsdahls viden og analyser var vigtige både for politikere og Informations læsere.

Politisk revision af historien.

Jeg fulgte debatten under det alternative sikkerhedspolitiske flertal i halvfjerdserne tæt på.

Jeg levede sammen med Pelle Voigt, og Gert Petersen har siden min barndom været en af mine nærmeste venner.

Forsvarspolitik og fredskampen fyldte meget i mit politiske og mit private liv.

SF havde historisk placeret sig som den 3. vej mellem stalinismen og socialdemokratismen, og i det internationale arbejde fulgte partiet en tilsvarende linje. Nogen gange mere heldigt end andre gange, men det er en anden historie.

Under den kolde krig, var det 3. standpunkt pludselig i vækst. Den politisk platform mellem USA's imperialistiske krigsførelse og udnyttelse af tredjeverden og Sovjets jerngreb om det halve Europa gennem Bresnjevdoktrinen samt deres politiske proselytters mere eller mindre åbenlyse forsøg på at spore alt ind på Moskvas linje, blev anfægtet af en stigende del af befolkningen, som først og fremmest var trætte af oprustningen og af den evige frygt for en altødelæggende atomkrig.

Det var denne folkelige bevidsthed, der gav opbakningen til det alternative flertal i Folketinget i 80´erne.

Allerede dengang, var der personer på den politiske højrefløj, som anså fodnote politikken for at være forræderi og falden på halen for Sovjet. Der var ingen nuancer her: Enten var man med NATO eller også var man med KGB.

Fogh og Dansk Folkeparti, som ikke er til nuancer, ønskede at skille os i ”Får og Bukke” - eller i ”Ulve, får og vogtere”.

I dette livssyn er der ikke plads til 3.vej eller andre rundkredspædagogiske overvejelser. Her er det et enkelt valg: Enten er du med os, eller også er du landsforrædder, KGB agent, Terrorist... fortsæt selv listen.

Det synspunkt tabte i Højesteret.

Man er ikke KGB agent, fordi man er uenig med Bent Jensenerne.

Vi var mange, der følte os frikendt i går, da dommen faldt, og vi skylder Jørgen Dragsdahl stor tak, fordi han gik igennem alle 3 instanser med vores sag.