Frem med kapitalismekritikken!

Nogle af de tidligere top-SFere, der forlod partiet, har selvfølgelig været igennem en process, som deres ungdom kan forklare. Andre hævder, at de i virkeligheden altid har været fx socialdemokrater. Men uanset hvad, har SF selv et stort ansvar for, at unge mennesker, der er rappe i replikken, intelligente og ambitiøse har fået fremtrædende poster, selvom det ikke var helt klart, hvad deres politiske fundament egentlig var. Jeg husker selv en række møder i SF, hvor begejstringen over de unge ingen ende ville tage, men hvor der aldrig varen egentlig politisk debat.

Der er så mange, der modsætter sig kønskvotering, fordi de ikke mener, man skal vælges på sit køn, men på sine kvalifikationer. Jeg er jo overbevist om, at vi har en udvælgelse af mænd alene på deres køn, og at kønskvotering er en af de måder, man kan tydeliggøre det på.

Men det er interessant, at mange af dem, der er modstandere af kønskvotering, mener, det er OK at vælge folk på deres alder!

For mange år siden, da jeg første gang stillede op til Folketinget, var der mange, der priste, at jeg var ung(36!) og kvinde. Og jeg indrømmer, at jeg solede mig i deres begejstring. Indtil Ingerlise, Kofoed, der var en slags mentor for mig, sagde noget i retning af dette her: Jeg synes, politik er noget af det mest interessante. Blandt andet fordi, det deler folk efter anskuelser og ikke efter alle andre kriterier. Jeg sætter pris på, at man ikke skal forholde sig til alder eller udseende eller andet, men alene forholde sig til hinandens synspunkter!

Jeg har altid syntes, det var klogt sagt, og jeg tog det til mig med røde ører.

Ellers som de siger over Atlanten: Don´t get cute – get competent!

SF har meget at lære.

Både af regeringssamarbejdet og af de processer og politiske kamelslugninger, det gav anledning til.

Men især af de interne processer, som lod en lille gruppe overtage magten i et parti med stærke demokratiske traditioner. En lille gruppe der oven i købet i dag klart siger, de ville forandre partiet til noget helt andet, og som nu for manges vedkommende har fået kollektive politiske åbenbaringer, som Paulus, da han gik til Damaskus.

Det er en stor opgave, Pia Olsen Dyhr har fået som formand for et parti, der er i identitets – og vælgerkrise. Det værste, der kan ske, er at partiet glemmer alt og husker intet. At opfatte årene fra 2007 -14 som en slags 7 magre år, er ikke nok. Et parti, der ikke har en vision, vil være et let offer for populisme og andre tilfældigheder. Det vil også alt for let kunne overtages af dygtige ambitiøse folk – uanset deres politiske overbevisninger. Et venstreorienteret parti, som skal hamle op med Socialdemokraternes brede appel og Enhedslistens idealisme, skal gøre sig nogle overvejelser over sin position og sin strategi, hvis det skal stå klart for nogen som helst, hvad dets eksistensberettigelse egentlig er.

Efter SFs nedsmeltning i midten af halvfjerdserne lykkedes det for Gert Petersen, at få samlet partiet op, og få sat en kurs. Tilnavnet ”Den store Rorgænger” kom efter en tur til Nordkorea, og var en blanding af satire og respekt. Historien køre til en vis grad i ring for SF: Vi bliver grebet af begejstring, når det går godt, og tror, vi kan gå på vandet. Men vi bliver også angrebet af flid og kreativitet, når vi er nede med nakken.

Der er naturligvis forskel på fortid og nutid. Men der er nu alligevel efterhånden en del politisk erfaring samlet i SF. Nu bør den så bruges til at samle stumperne. Det virker som om der stadig bruges meget kraft på at lave mediestrategi (Find 3 ord om SF eller lav et godt slogan!), og for lidt på at udvikle en moderne kapitalisme kritik og en vision for et mere demokratisk og grønt samfund.

Der er ellers nok at tage fat på!