Fædre vrøvler islam og Aljazeera - Mig jeg uskyldig

Alle vegne taler man om Yahya Hassan. TV, landsdækkende dagblade og de sociale medier svømmer over med Yahya Hassenomtale.

Og med rette!

Yahya Hassans nyligt udkomne digtesamling er nemlig intet mindre et forrygende fyrværkeri af liv, desperation, smerte og oprør.

Oven i det legemliggør Yahya Hassans person både en dansk og international modsætningsfyldt forbindelse mellem det udsatte liv i en palæstinensisk flygtningelejr og et (anderledes) udsat liv i en såkaldt ghetto i Århus. Det ene sted flygter man fra droneangreb, det andet sted sted kan man frygte sin fars prygl og opgør med andre halv eller hel-kriminelle eksistenser.

Med digtenes temaer stikker Yahya Hassan frygtløst hele hånden ned i yderst betændte politiske konfliktområder. Vi læser om temmelig moralsk angribelige familiesammenførsler, et højkriminelt miljø, spekulation i kontanthjælp, kvindeundertrykkelse og børnemishandling i alt for rigt mål.

Endelig er hans egen biografi, så kontrastfyldt som noget tænkes kan. Et liv som åbenbart voldelig kriminel i et af de miljøer, som hele Danmark frygter, og så som digter, der oveni købet har vundet accept og er kommet indenfor på Forfatterskolen. Et ben i både top og bund på en social prestigeskala.

Yahya Hassan digte er et stærkt kunstneriske greb, der kan minde om det Karl Ove Knausgård udførte for få år siden med 6-binds sagen ”Min Kamp”. Knausgård skabte et unikt værk ved at gøre sig selv til en romanfigur. På samme måde gørYahya Hassan sin egen stemme til et digter-jeg og sit eget liv til stof i digte. Der er ingen tvivl om at digter og digterstemme ligger meget tæt på hinanden. Men digte er fiktion. Digteren Yahya Hassan skriver om en jeg-figur, som han deler navn med. Denne figur er et forsømt barn, en forhutlet, institutionsanbragt teenager-kriminel og – digter.

I den stemme der udfoldes i digtene ligger en uhyre kraft. Som læseren bliver uden at vide af det hvirvlet ind i et univers, hvis eksistens man nok anede, men hvis smerter og fortvivlelse de færreste nok har gjort sig begreb om.

Digtene vinder styrke ikke mindst ved at der kun yderst få gange fortælles direkte om følelser. Det psykologiske drama udtrykkes gennem handlingen, det der faktiske sker:

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

hedder det blandt andet i digtet ”BARNDOM”.Vi må selv tænke os til hvordan denne afstraffelse føles. Flerkoneri er et begreb der især er knyttet til muslimsk familiestruktur. Men første del af ordet flyttes over til ”FLERGRÆDERI”, og vi har et ord, der giver ironisk distance til den frastødende afstraffelse, som digtet beberetter om. Der kaldes tilsyneladende ikke på medfølelse. Men netop ved bruge distanceringen som stilistisk greb, skaber ordkunstneren Yahya Hassan en frapperende effekt. Han beder ikke om, at vi skal føle med ham og hans søskendende. Paradoksalt nok bliver hele udtrykket derved stærkere.

De børn, der stikker hånden frem for at kunne modtage kølleslaget, har ladet sig inficere af farens magt. De gør ikke modstand, de samarbejder. Når de stikker hånden frem, identificerer de sig med deres bøddel. Det samme fænomen ses andre steder i digtene. Han kalder sig selv ”PERKER” og sit boligområde ”GHETTO”. Digterstemme tager den sociale stigmatisering på sig. Oven i det ses at både digtenes jeg og de personer der optræder, overfører den vold og de overgreb, som de selv har været udsat for, på andre. De gør ikke oprør. De accepterer magten og de accepterer volden som udtryksform og som middel til at begå sig. De er blevet koloniserede af miljøet og magten. Overgrebene er dobbelte.

Hvis der findes kærlighed i den verden digtene fremstiller, bliver den i reglen straks dementeret. Mennesker er måske nok forbunde i drømmen om kærlighed og gensidighed. Men det bliver en stakket frist. Undtagelsesvis lykkes kærligheden dog, og det udtrykkes sådan:

FAKTISK DE LAVER GO GERNINGER PÅ HINANDEN

Men en hensynsløs virkelighed punkterer som hovedregel kærligheden, hvor den skulle vise sig Seksuel kærlighed eksister ikke i digtenes verden. Der findes derimod masser af sex, der imidlertid kun kan udfolde sig som overgreb.

Digter-jegets sarkasme for frit løb, når det gælder det forhold miljøets personer har til deres fælles referenceramme: Islam. Alle som en bekender de sig til from islam, som tilsyneladende fuldstændig gennemsyrer deres liv. Men kun tilsyneladende: Under overfalden udnytter man hinanden, der lyves, der bedrives vold og der stjæles. Alle disse islam-bekendelser forhindrer personerne i at trænde i et nærmere forhold til hinanden. Man fornemmer en vild smerte bag ordene:

MIG JEG SIGER TIL MIN MOR

AT MIG JEG ER IK MUSLIM

HUN SPØRG HVAD MIG SÅ ER

OG TIL DET JEG KAN KUN SVARE

MIG JEG ER DIN SØN!

Yahya Hassan forstår at bruge det gebrokne indvandrerdansk elegant til skabe en ny mening.

Pronomen-fordoblingen med ”MIG JEG...” som gentagent subjekt fremmaner billedet af et jeg, der både er dybt selvoptaget og modigt insisterer på at være sig selv. I hverfald modig nok til at danne front mod et DU, som er fjolset, der er konformt med de muslimske klicheer:

DIG DU VED DU VIL HA HARAM

MEN DIG DU LADER SOM OM DU VIL HA HALAL

DIG DU VIL VIL IK HA SVINE KØD

MÅ ALLAH BELØN DIG FOR DIN MADVANER.

Her måtte jeg gøre ophold i læsningen for at give mig hen til et hjerteligt grin .Belønner Allah madvaner? Så vittig en religionskritik får jeg ikke hver dag. Men nej, det er ikke religionskritik. Faktisk kan jeg ikke få øje på kritik af islam. Men men jeg ser megen vittig og aggressiv kritik af muslimsk hykleri og effektive spidninger personer med småborgerlige religiøse normer og regler.

”Yahya Hassan” fortæller om et liv på bunden af klassesamfundet. En stærk beretning fra og om pjalteproletariatet anno 2013, fortalt med en stemme, der vedstår sig skyld i både det ene og det andet kriminelle forhold. Og samtidig overbevisende kan bedyre sin uskyld i etisk forstand.

Hvad laver folk der, på bunden (altså når de ikke hengiver sig til tyveri, hashhandel, kontanthjælp og så også lidt arbejde i taxabranchen)? Et af svarene er at

FÆDRE SIDDER PÅ DERES RØVHULLER OG

MÅSKE DE REJSER EN BØN

(….)

LEGER KORT

OG VRØVLER ISLAM OG ALJAZEERA

På kvindesiden er det ikke stort bedre:

MØDRE SNAKKER OM PENGE OG FØDSLER

OG TRUMFER HINANDENS KATASTROFER.

Det er ætsende kritik af en del af underklassens livsform, den har lukket sig selv inde i et normsystem, som den kalder islam. Men den har ikke noget tilfælles med den hånende, kultur-agressive kritik mod islam som i årevis har lydt fra det politiske højre.

Yahya Hassans digte er båret af en befriende vilje til frigørelse. Det samme kan må på ingen måde sige om f.eks. Jyllandsposten, Muhammedtegningerne og hele kliken af medie-præster, der i tide og utide får lov at messe deres chauvinistiske budskaber om kristenkulturel overlegenhed og muslimsk underlegenhed.

Yahya Hassan: Digte. Gyldendal 170 s. 199 kr.