Fra højre til venstre side beklages en kedsommelig valgkamp. Aldrig har man hørt den såkaldte politikerlede så massivt og træt udtalt.
Selv har jeg heller aldrig været så tæt på at stemme blankt. Men nej! At stemme blankt eller ikke at stemme var sgu alligevel for vattet. Så jeg stemte, så rødt som det nu var muligt, selvom jeg på mange områder er synes at det parti, der fik min stemme mangler at kunne anlægge et helhedssyn på samfundsudviklingen og forstå Danmarks placering i en større international proces.
Partiet burde straffes! Men nej, jeg tror ikke på straf, heller ikke i den sammenhæng.
Det eneste parti, der faktisk vovede at kaste helt nye perspektiver ind i valgkampen og tale om dybere samfundsændringer, var Alternativet. Men det parti vil ikke vide af højre eller venstre. Og dermed er det ikke noget for mig. Hos venstrefløjen må det give anledning til en meget dyb selvransagelse at den eneste systemkritik, der er blevet rejst, kommer fra nogen der hverken vil vide af magtforhold, klasser og kapitalisme.
Carsten Jensen (Politiken 20/6) er både vittig og ond, når han taler om Helle Thornings regering ” der overlod alle væsentlige beslutninger til Washington, Berlin, Bruxelles og Goldman Sachs i den hensigt at forvandle Danmark til en global-økonomisk smeltedigel, taler nu om at forsvare ”det Danmark du kender”. Det er ikke politik. Det er nervemedicin for en neurotiseret vælgerbefolkning”
Grimme, men sande ord. Politiske beslutninger er flyttet ud af Folketinget og over hos mere eller mindre anonyme instanser. Det gælder ikke kun den nu forhenværende regering, men også hele det politiske spekter, at det er noget man i stilfærdighed bare accepterer. Og det er værre endnu: Det er åbenbart blevet tabu at tale om. Tabuet om at tale om at store strategiske beslutninger tages uden for Danmark i et internationalt system af finansinstitutioner, EU, IMF og TTIP gælder hele det spekteret rundt (næsten hele spektret rundt – det vender jeg tilbage til) fra højre til venstre.
Carsten Jensen taler ud fra den præmis at der er tale om et valg: Helle Thorning”overlod” beslutninger til andre, hvilket må betyde at den kunne have valgt anderledes. Andre taler om at der ikke er noget valg. Herfra lyder det at udhulingen af det nationale demokrati er allerede gennemført til fordel for internationale institutioners magt.
Vel at mærke institutioner med rablende demokratiske underskud.
Politik er derefter blevet reduceret til et mere eller mindre hysterisk mundhuggeri om hvorvidt man skal gå for at leve op til ”rammerne”. Det ene eller andet slag mod lønmodtagerens sociale rettigheder begrundes med ”nødvendigheden” . Fra venstre side svarer man at råderummet er større. Der er plads til velfærd og grøn omstilling. Man behøver ikke skære så dybt, siger man. Men fra venstre side (dvs. Enhedslisten) taler man stadig indenfor en given ramme fastsat langt fra Danmark af instanser, vi tilsyneladende ikke har indflydelse på. Man taler ikke om muligheden af at ændre rammerne.
Det man så har at sige bliver tilsvarende mindre.
Når højrefløjen ikke vil tale politik med et internationalt perspektiv, hænger det meget vel sammen med at de rammer der sættes udefra passer dem så forbandet godt. Det passer dem fint med EU's budgetdisciplin, TTIPs mulige underminering af miljølovgivning, Trojkaens jerngreb om de gældsatte EU-lande og meget, meget mere.
Men hvorfor taler venstrefløjen ikke om det? Enhedslistens forestillinger om at man kan melde sig ud af det hele stiller sig her i vejen. Med de forestillinger er det ikke interessant at tale om hvordan man skal forholde sig til det ene eller andet strategiske problem, hvis man mener at det er en universel løsning på alle globale problemer at man melder sig ud.
SF påstår at de ser en instans som EU som en kampplads, men har alligevel stiltiende accepteret hele Angela Merkels dikterede sparepolitik, budgetdisciplinen og nedtromlingen af Grækenland. Hvad der kommer fra SF er på ingen måde noget der truer magten. På den måde er der alligevel ikke så meget kamp på SF's kampplads.
Socialdemokraterne kunne heller ikke drømme om at tale den centrale magt imod.
Men så kommer man også til at tabe tempo. F.eks. Enhedslistens valgkamp blev sært bagudskuende. Det revolutionære parti gik til valg på noget der stærkt lignede Socialdemokratiet som det var for ti eller tyve år siden. Bevarelse af velfærd. Man skulle tro at det ville give mellem 60 og 70 % af stemmerne til dette parti, fordi det var ca så mange der engang ville slutte op om sikkerhed om grundlæggende socialde ydelser
Men nej, liste Ø fik et godt valg, men altså ikke så godt at det kan ændre nogen politisk retning.
Det blev kun et nogenlunde godt valg for Enhedslisten, fordi en anden opfattelse har slået igennem, der kort fortalt kunne lyde sådan: ”Velfærd og social lighed er godt, men vi er truet af en skærpet international konkurrence, det er blind skæbne, derfor må der justeres ned og vi bliver nødt til at sige goddag til Goldman Sachs. Når der skal spares, må vi passe på at udlændinge ikke nasser og københavnerne skal ikke snuppe for meget fra udkanten. ”
Fra helt andet hold kom der en interesse for de internationale politiske dimensioner. Venstre, konmservative og Liberal Alliance og DF fandt hinanden i en erklæring om at stille sig bag de brittiske konsservatives krav om at ikke-statsborge skal fratages deres sociale rettigheder, når de arbejder i et andet EU land. Her ser det ud til at en europæsisk højrefløj kan finde sammen. Den maneuvre kan blive et centralt værktøj til at svække lønmodtagerens rettigheder i hele unionen.
En alliance over Norsøen mellem Løkke og Cameron kan blive en meget giftig syl, der for med stor ødelæggende kraft kan skabe en splittelse af store lønmodtagergrupper. Den britiske maneuvre er en ganske alvorlig trussel mod lønmodtagernes allerede truede stilling i UK og med følgesskab af Danmark kunne få ødelæggende kraft i det meste af Europa.
Hvad siger Venstrefløjen til dette?
Intet.
Hvis venstreføjen skal opstille et troværdigt modspil til højrefløjen, kommer man ikke uden om at tale om de store spørgsmål.
Man må kunne artikulere sig om Middelhavets flygtninge, misbalancen mellem det overskudsproducrende Nordeuropa og det gældssatte Syd, udfasningen af forsil energi, lighed mellem den nationale arbejdere og de tilrejsende. Og om man kan forestille sig et TTIP uden miljø- og arbejderbeskyttelseslovgivning i de forskellige lande smadres. Hvad gør vi ved hele apparatet af institutioner der lever deres eget liv, uden det mindste folkelige mandat?
De afgørende problemer er internationale. Derfor må venstrefløjen ikke være provinsiel
Se Carsten jensen: I fire år blev vi regeret af en ufo-regering. Af Carsten Jensen (Politiken.dk, 20. juni).
Se også: linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.