SF var i oprør.
Men efter weekendens landsmøde er der igen stille fra SFs side.
Hvis der var nogen der var kritiske overfor alt det SF gennem de sidst to år har måtte sige ja til, så er deres stemmer ikke til at høre.
SF har mødtes, valgt en ny formand og den nye formand har sagt at hun ikke ønsker bøvl.
Det lader til at hun bliver fri for den slags. Det fremgår at diskussion og bøvl er blevet synonymer.
Der var ellers meget at diskutere.
Hvad gik galt for SF?
Man finder tilsyneladende ikke nogen anden forklaring fra SFs landsmøde end at det var nogle enkeltpersoner der svigtede. Den forklaring har man vedtaget, og tilstrækkeligt mange i SF er enige med hinanden om, at man ikke ønsker andre forklaringer.
Et par syndebukke er udpegede, og dermed er man åbenbart blevet fri for yderligere udredninger.
Det er meget ærgerligt for SF, for dermed forbipasserer man en oplagt lejlighed til at hitte ud af hvilke vilkår der er for venstreorienteret politik i disse år.
Eller er hvad der står fast som vilkår og hvad der er bare noget, der skyldes at Corydon er langt mere højreorienteret en socialdemokrater plejer at være. Og hvad der f.eks. kan skyldes Frau Merkles diktater over EU's medlemslande.
Den nye formand kan fortælle at SF er klar til at gå i regering igen.
Det venter hun skal ske, når SF ”står på en langt stærkere platform.” Ordene klinger flot men hvad hun mener med dem er slet ikke klart.
En betingelse til anfører hun. Ny regeringsdeltagelse skal være ”med et Socialdemokrati, der har genfundet sit politiske ståsted på den danske venstrefløj. ”
Pudsig betragtning.
Mener Pia Olsen Dyhr at Socialdemokratiet for tiden ikke har noget ståsted på den danske venstrefløj? Det ville være sensationelt nye tanker i SF. Det kunne måske forklare noget af skuffelser Thorning-regeringen har budt på. Men hvordan mener Pia Olsen Dyhr at det viser sig, og hvad skal der til for at Socialdemokratiet igen skulle blive et venstrefløjsparti?
Det sagde formanden ikke noget om og derfor er det nærliggende at tro at Pia Olsen Dyrs betingelser for at genindtræde i en regering er det rene luft og ingenting.
SF er dømt til at gøre gentage hele regerings-farcen, hvis ikke man kommer på det rene med hvad der er vilkår og hvad der er Corydon.
Mens SF åbenbart holder fast i at det er altid er parties rolle at deltage i en såkaldt centrum-venstreregering, er det lige modsat med Enhedslisten.
Hos Enhedslisten er enhver diskussion om at deltage i nogen som helst regering totalt fraværende. Betyder det at Enhedslisten aldrig vil deltage i en regering?
Hvis man kan klandre SF for uden videre omtanke altid at sige ja tak til regerings-deltagelse, er Enhedslisten lige så firkantet og rigid, hvis Enhedslisten ikke kan sige, om der ikke kan være nogen omstændigheder, hvor det var ønskeligt at deltage i en regering.