Annonce

2. juli 2016 - 0:28

”Ud af EU”: handlingslammende nationalisme.

Kritik af Enhedslisten.

 

Brexit afstemningen har aktualiseret slagordet om ”Ud af EU” på visse dele af venstrefløjen, der derved er kommet i et ejendommeligt fodslag med de allermest reaktionære og aggressive dele af både den hjemlige og europæiske højrefløj.

 

Mine hårde ord i juli lyder således:

 

Enhedslistens strategi om ”ud af fa EU” er grundlæggende nationalistisk, og partiet er derved afmægtigt parkeret i en blindgyde, uden evne eller slagkraft til at give bud på de kriser, der tårner sig op både i Europa og herhjemme og uden evne til at stille offensive krav, der rækker ud over landegrænsen.

 

Lidt begreber:

Ved nationalisme forstår jeg politisk forståelse, der ser nationen som det bedste og afgørende forum for politisk handlen.

 

Det er som regel en neutral betegnelse. Fra marxistiske positioner har nationalismen ofte været under kritik for at tænke nationen, som en priviligeret enhed, hvis interesse overtrumfer andre interesser f.eks. klasseinteresser. Og dermed et negativt ladet ord.

 

 

Alle medlemmer og sympatisøer af Enhedslisten vil få ondt af at høre at deres parti skulle være nationalistisk. Enhedslisten forstår sig selv som internationalistisk orienteret og international solidaritet spiller en stor rolle for partiet som helhed og mange af partiets aktivister. Enhedslisten har også sine rødder i marxistisk tænkning, hvor et begreb som nationalisme netop betragtes som et borgerligt fremmedelement, en fordrejelse af de reelle modsætninger.

 

Jeg ser heller aldrig Enhedslistens medlemmer går med dannebrogsflag og man højtideligholder ikke dronningens fødselsdag.Enhedslistens medlemmer er heller ikke chauvinistiske, xenofobiske eller racistiske. Slet ikke. Jeg har også stor respekt for de traditioner, der findes i medlemsskaren for at engagere sig i internationalt solidartietsarbejde.Når jeg påstår Enhedslisten er nationalistisk og dets strategi er det samme, er det af andre grunde.

 

Igen og igen betoner partiets programmer netop den internationale solidaritet og miljøbevidsthed

”I Enhedslisten vender vi os mod undertrykkelse og udnyttelse i hele verden” skriver man i et program. En overskrift i en programtekst hedder ”Enhedslisten tænker globalt”. Det er store ord og gode løfter. Enhedslisten har ”en vision om et globalt samarbejde, som fremmer demokrati, velfærd og solidaritet mellem lande.”.

 

Det er stadig meget store ord – så store at de i sig selv er tomme. De fleste at de hidtil kendte politiske partier ville i i hvert fald kunne skrive under på at de ”vil vende sig mod undertrykkelse og udnyttelse i hele verden”.

 

Men det er ikke alle, der vil kunne skrive under på andre dele af Enhedslistens programtekst.

Man vil som bekendt have Danmark ud af EU, Principprogrammet taler skarpere om en ”nedlæggelse af EU” og EU-programmet udtrykker ønsket om ”et brud med EU's indre marked”. En voldsom formulering fra et medlem lyder at EU skal ”smadres”.

 

Enhedslistens måde at omtale EU på har åbenbart en underliggende præmis om at det nationale altid vil være bedre end det overnationale:

 

”Enhedslisten er imod EU. Det er vi fordi EU undergraver demokrati og velfærd i medlemslandene og fordi EU medvirker til blokdannelse og udnyttelse af verdens fattige lande”

 

Jeg er helt enig i at der gennem EU undergraves demokrati og velfærd og de fattige lande udnyttes. Det er alt sammen sandt! Min pointe er bare at udnyttelsen af verdens fattige lande også fandt sted før EU kom til og ikke-Eu-lande sagtens også kan udnytte verdens fattige lande. Og hvis EU ikke fandtes, var der ingen grund til at tro at de enkelte lande ikke skulle holde sig det mindste tilbage for at udnytte – hvem de kunne.Det samme kan man sige om undergravning af demokrati og velfærd.

 

Endelig er der nogen gange, hvor bevægelserne går både frem og tilbage:

EU undergraver demokrati, så rigtigt. Men ikke entydigt, nogen gange undergraves demokratiet "hjemmefra". Polens stokkonservative regering laver klart udemokratiske tiltag, på trods af EU's misbilligelse.

 

Har vi nogen garanti for at EU's opløsning i sig selv vil føre til noget (fra et socialistisk synspunkt) bedre?

Nej!

 

Enhedslisten vil tilsyneladende under ingen omstændigheder afgive suverænitet og deltage i et overstatsligt internationalt samarbejde. Man er derimod tilhænger af ”et forpligtende mellemstatsligt samarbejde”. Hvad der menes med at et sådant samarbejde er ”forpligtende” meldes der ikke noget om.

 

Er mellemstatsligt samarbejde i sig selv godt? Det skulle man tro, når man læste partiets programmer. Historisk har mange mellemstatslige samarbejder været af det gode.  Andre gange slet ikke. Jeg mener at så længe der har været statsdannelser, har der også været eksempler på at større magter har påtvunget mindre magter mere eller mindre unfair aftaler om økonomi, handel og militære alliancer. Verdenshistorien er fuld af meget, der er meget grimt. De mindre magter har måttet overleve ved at spille de større magter ud mod hinanden. Men ofte en kurs mellem det ene eller det andet onde.

 

Det synes som om Enhedslisten idylliserer mellemstatsligt samarbejde. Jeg ved ikke hvorfor. Men det passer så fint i et verdensbillede, der siger at det overstatslige (EU) altid er grimt, i kontrast til det nationale, der åbenbart altid er bedre.

 

Kan det virkelig passe at Enhedslisten mener at det nationle principielt er bedre end det overnationale? Ja, hvis Pelle Dragsteds synspunkt er dækkende for partiet som helhed:

 

" Det er ikke hverken nationalistisk eller højrepopulistisk at ønske, at flere beslutninger bliver taget tæt på én selv i nationale parlamenter, og at EU blander sig for meget. (…) Jeg synes, at EU's indblanding er alt for omfattende – ikke mindst på det økonomiske område."

 

Hvorfor skulle det i sig være bedre, at en beslutning bliver taget nationalt og ikke overnationalt? Min hovedindvendig mod EU's økonomiske politik er ikke at det er alt for omfattende indblanding, men at den har en grusom slagside til højre. Hvorfor anlægges ikke en klasse-vurdering, en højre- venstre eller miljøvurdering?

 

Enhedslisten er nationalistisk i den forstand at den nationale suverænitet åbenbart går forud for et spørgsmål om hvilke(n) klasse(r) det ene eller andet vil gavne mest. Jeg må sige at Pelle Dragsted her formulerer sig nationalistisk, selv når han benægter at være nationalistisk.

  

Hertil vil man måske sige at netop en klassemæssig vurdering vil tale for at komme ud af EU så hurtigt som muligt, fordi en bestemt borgerlig, velfærdsunderminerende politik er fastlagt gennem principperne for Centalbanken, Finanspagten, Europlus og den såkaldte Sixpack. Det er sandt at Centralbankens politik og diverse pagter om finanspolitik har en ganske særlige slagsider i borgerlig favør og vanskeliggør økonomisk politik i lønmodtagernes interesse.

 

Derfor er EU foruddisponeret til at føre borgerlig politik, siger man. Men jeg tror heller ikke disse pagter er det afgørende problem. De afspejler nogle reelle magtforhold i Europa. Og disse magtforhold vil ikke bare forsvinde, hvis vi meldte os ud. Tyskland vil stadig være den centrale økonomi i Europa og Tyskland vil vide at påtvinge sine handelspartnere betingelser som passer Tyskland. Finanspagterne ligner i meget høj grad det, som har været gængse økonomiske doktriner hos den bærende magtkoalition i Tyskland af konservative og socialdemokrater.

 

Det er blevet sagt at den højrepopulisme, der førte til at et flertal stemte for Brexit netop skyldes EU. Nærmere bestemt EU's nedskæringspolitik. Det kan altså ikke være helt sandt. Storbritannien er ikke medlem af euroen, og de heller ikke medlemmer af Europlus eller Finanspagten. Den massive udhuling af velfærden i Storbritannien har ikke meget med EU at gøre. Det er David Camerons politik, som han har ført uafhængigt af EU, ligefra han fik magten i 2010. Det er dygtig manipulation, hvis den britiske konservatives højrefløj har kunnet bilde (dele af) den britiske arbejderklasse den slags ind. Men vi skal jo ikke gentage, hvad konservative manipulatorer siger.

 

Jammen så er den kontinentale højrepopulisme et resultat af EU's restriktive politik, kunne nogen sige. Der er meget sandsynligt en sammenhæng mellem højrepopulismen og den udhuling af velfærd som har ødelagt megen møjsommelig opbygget velfærd i mange europæiske lande. Men stadigvæk er der ikke nogen samfundsklasse, der hedder ”EU”. Der er borgerlige politikere (både rigtig borgerlige og f.eks. franske og danske socialister og socialdemokrater), der bruger EU og mange andre midler til at føre borgerlig politik. De retfærdiggør måske også deres egne upopulære forslag med at ”det er EU, der har bestemt”

 

EU er håbløst udemokratisk, derfor skal vi ud, siger man. Det nationale alternativ til EU ser heller ikke så demokratisk ud. Store lande kan stadig tryne de små. Multinationale selskaber kan tryne selv store lande. Når EU er udemokratisk (og det er det!) er det en opgave for venstrefløjen at demokratisere det.. Og få lagt bånd på de kapitalkræfter, der udgør den allerstørste trussel mod demokratiet. Netop fordi Enhedslisten insisterer tilsyneladende på at kun nationalstaten kan være demokratisk, fremstår dette parti som nationalistisk De problemer, der kan være for demokratiet i nationalstaten, ignoreres.

  

Men man kan bare ikke få Enhedslisten til at kræve demokratisering af EU. Har man sagt ”Ud af EU” har man også givet afkald på at forbedre det. En demokratisering af EU vil styrke EU, både give det mere magt og give det mere legitimitet. Så vil Enhedslisten nemlig få mere af det som man vil af med. EU-modstanderne har det bedst med et EU i sin nuværende monstrøse, labyrintiske, rigide, byrokratiske, ufolkelige, elitære, uigennemsigtige og selvhøjtidlige form.

 

På den måde stiller Enhedslisten sig udenfor et afgørende kampfelt

 

Det bliver værre:

Enhedslisten kommer også på andre måder til at stå som dem, der ikke har nogen løsninger på Europas problemer, når slagordet hedder ”ud af EU” Mange af problemerne kræver fælles løsninger. I Europa er vi bundet sammen af en fælles økonomi i kraft af det indre marked, om vi kan lide det eller ej. De giver fordele, men sandelig også problemer. Hvis de skal løses kræver det faktisk mere EU. Mere magt til det overstatslige. Der er voldsomme miljøproblemer, problemer med beskæftigelse, center-periferi, energiforsyning, en magtfuld finanskapital og mange mange flere. De forsvinder ikke bare hvis siger ”Ud af EU”. Nogen siger at det tit er problemer som EU selv har skabt. Jeg vil ikke sige at det er EU, der har skabt (nogle af ) disse problemer. Det er EU's hidtidige politik, der har skabt eller udformet mange af dem. Men de eksisterer uanset, hvem der har skabt dem.

 

Reaktionerne på spørgsmålet om fordeling af flygtninge i Europa er interessant, men ikke opmuntrende. I den forbindlese talte Angela Merkel for en fordeling af de tilstrømmende flygtninge mellem medlemslandene og ville have en overstatslige regulering af dette. Men nej, for mange medlemslande sagde nej. De påberåbte sig en national suverænitet og lukkede deres grænser. Og sendte flygtningene videre til næste land. Enhedslistens Astrid Vang Hansen skrev at ”Mens EU-tilhængerne påstod at EU kunne/skulle/burde organisere modtagelsen af flygtninge, viste EU tydeligt at de hverken kunne eller ville løfte denne opgave.” Men hvorfor kunne EU ikke dette? Det er da krystalklart at det var fordi EU's medlemslande har for lidt forståelse for at løse problemer fælles. Det er hyklerisk at tage dette til indtægt for en ”ud af EU”-holdning. Hvis EU var en stærkere politisk instans, kunne have fundet en fornuftig fordeling sted. Det er håbløst ulogisk at hævde at man skal svække EU, fordi EU er svag. Hvis vi havde havde en stærkere union, havde det jo lykkedes.

  

Hvordan Enhedslisten forholde sig til f.eks. udfasningen af fossil energi genem et mellemstatsligt samarbejde, har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Polen vil sige at de ikke vil være med og de vil bare fortsætte med at fyre kul af i deres kraftværker. Står valget mellem CO2 fra Polen eller suverænitetsafgivelse, vil Enhedslisten åbenbart vælge CO2!

 

Nationalisten ser nemlig nationen som det bedste og afgørende forum for politisk handlen.

 

Men det er rivforkert, fordi nationen IKKE er en priviligeret enhed, hvis interesse overtrumfer andre interesser f.eks. klasseinteresser -eller interessen i bæredygtighed.

 

 Offensiv europæisk venstefløjspolitik:

 

Kunne man tænke sig gennemslaget i offentligheden hvis man fik ørenlyd for et krav om at man ville påtvinge medlemslandene at de aldrig måtte have en arbejdsløshed på mere end to eller tre procent, i stedet for det bavl med forbud mod budgetunderskud?

 

Kunne man også tænke sig den mobiliserende virkning i den europæiske offentlighed, hvis man krævede at medlemslandene ikke måtte kræve betaling for anerkendte erhvervs eller videregående uddannelser?. Whaw, de unge uddannelsessøgende fra alle de øvrige lande ville elske Enhedslisten! Eller medlemslandene blev pålagt at indføre SU for alle anerkendte uddannelser. Skærpede standarder for arbejdsmiljø! Whaw, Whaw! Lovgivning om almene boliger! Juhu! Man ville glemme alt om le Pen, Gert Wilders og de andre idioter.

 

Men ak! Det vil man ikke. For at gennemføre sådan nogen kan enhver jo se at det kræver et stærkt EU. Og uanset indholdet vil Enhedslisten åbenbart hellere have en afmægtig nationalstat, end man vil have EU. I Enhedslisten er man fast i troen på at nationalstaten er det bedste.  

Man fejrer ikke dronningens fødselsdag og man vifter ikke med dannebrogsflag. National er man alligevel.

 

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Annonce