Brugen af bankøkonomer i dækningen af Grækenland er skandaløs

Det er i disse dage svært at åbne en avis eller tænde for fjernsynet uden at blive mødt med historier om Grækenland og krisen i euroen. Desværre har dækningen indtil nu været skandaløs ringe på flere niveauer.

Dækningen har ofte været præget af et stærkt enøjet fokus på grækernes egen skyld i krisen og har på magisk vis fuldstændig udeladt at forholde til de øvrige faktorer, der har været medvirkende til, at det har kunnet gå så galt.

Det være sig, finanskrisen, euroens fejlkonstruktion, Tysklands løndumpingpolitik, den forfejlede nedskæringspolitik og bankernes alt for risikable udlån.

Og netop bankøkonomer har fået en helt central rolle i udlægningen af årsagerne og konsekvenserne af krisen i Grækenland. Et forhold som burde være fuldstændig utænkeligt, når man ser på bankerne medvirken i den græske krise.

Lad mig give et par eksempler fra mediedækningen de sidste par dage.

Bankøkonomernes mekka

På DRs nyhedside kunne man fx i går læse, hvordan Steen Bocian fra Danske Bank mener, at en græsk aftale med EU vil være bedst fra Danmark.

Aftenen før var det så Jacob Graven fra Sydbank, der i TV-Avisen uimodsagt og kun omtalt under titlen ”cheføkonom”, fik lov til at fremlægge hans syn på sagerne.

Og synes man ikke, man fik nok af ham, kunne man bagefter svinge ind og læse artiklen ”Forstå Grækenlands økonomiske hovedpine”, hvor selv samme Jacob Graven – igen fuldstændig uimodsagt – fik lov til at give sig i kast med udlægge, hvorfor det står så slemt til med den græske økonomi.

Her bliver fortællingen selvfølgelig reduceret til et simpelt spørgsmål græsk overforbrug. Ikke et ord om bankernes rolle i krisen eller den gældsspiral Grækenland nu har været fanget i siden 2010.

Alligevel er det som om bankøkonomen mellem linjerne har fanget, at hans egen analyse er helt ude på et overdrev. I artiklen forklarer han at,

”Det lyder jo fuldstændig gak i låget, at man skal låne flere penge for at løse gældsproblemer. Men hele humlen er, at vi bliver nødt til at låne Grækenland pengene, så de kan overleve.”

Så skåret ud i pap.

En bankmand, der lever af at låne penge ud, er altså kilden til at forklare, at Grækenland bør låne endnu flere penge til at finansiere en gæld, der i forvejen er vokset til over 175% af landet samlede økonomi. Problemet burde være tydeligt for enhver.

Også bankmanden Ulrik Bie fra Nykredit, der ynder at omtale den græske regering som en flok kommunister og som mener at den græske folkeafstemning ”er bizar på alle niveauer”, har flittigt turneret de danske medier som ”økonomisk ekspert”.

Tidligere på ugen gæstede han så Deadline på DR2 sammen med økonomiprofessor Jesper Jespersen. Her kom det frem, at Ulrik Bie selv har spekuleret i det den græske krise ved at opkøbe græske statsobligationer, og at han i den sammenhæng havde tabt penge.

Og så er det, at man spørg sig selv, om det er en nøgtern økonomisk analyse, en indebrændt bitterhed eller egne kommercielle interesser, der tegner sig, når Ulrik Bie udtaler sig om Grækenland. Svaret står hen i det uvisse, og netop derfor burde han selvfølgelig ikke optræde som økonomisk ekspert i medierne

Og sådan kunne man fortsætte med det ene eksempel efter det andet.

Europas største bankpakke

Det er dybt problematisk, at mediernes forståelse af den græske krise går gennem bankøkonomerne. For hvad medierne fuldstændig glemmer i deres dækning er, at der i en gældskrise er to sider af ligningen.

På den ene side har vi rigtig nok skiftende korrupte socialdemokratiske og konservative regeringer i Grækenland, der har optaget lån de aldrig skulle have optaget (debitorerne).

Men på den anden side af bordet har vi bankerne (kreditorerne), der i jagten på hurtige og kortsigtede profitter har været villige til at låne millioner og atter millioner kroner ud til et land, der de facto allerede var gået statsbankerot.

Helt frem til december 2009 anbefalede fx Jyske Bank deres kunder at låne penge til Grækenland med udsigten til store profitter, selvom det på dette tidspunkt allerede stod klart, at landet var på randen af en statsbankerot.

”De græske statsrenter er eksploderet på grund af frygten for statsbankerot. Men rentestigningen er overgjort, og markedet vil igen falde til ro, vurderer Jyske Bank.”, kunne man læse i Dagbladet Børsen under overskriften "Jyske Bank: Køb græske statsobligationer".

Krisen i Grækenland minder således på mange måder om en gentagelse af, hvad vi så under finanskrisen.

Bankerne har lånt mere ud end de burde i jagten på kortsigtede profithensyn og da det stod klart, at Grækenland ikke kunne betale, måtte de europæiske statskasser træde til for at redde bankerne med store bankpakker. Denne gang i en europæisk skala.

Af de over 1.600 milliarder kroner, der blev givet i såkaldte ’hjælpepakker’ til Grækenland fra Trojkaen, er næsten 90 procent gået direkte ind i finanssektoren.

Bankerne er på den måde blevet holdt mere eller mindre risikofrie, mens de europæiske skatteydere nu hænger på regningen. EU har altså reelt opkøbt Grækenlands bankgæld.  

Det ved bankerne selvfølgelig udemærket godt. Jacob Graven fra Sydbank skrev fx følgende ud til sine kunder i april 2015,

”Desuden er hovedparten af den offentlige græske gæld nu i hænderne på statskassen i de andre eurolande via hjælpepakkerne frem for placeret hos europæiske banker og andre private investorer.”.

Men den del af fortællingen kommer aldrig ud til den bredere offentlighed, så længe medierne forsætter deres uhæmmede og ukritiske brug af bankøkonomer til at udlægge virkeligheden.

Dækningen af krisen i Grækenland viser endnu engang, at der er brug for en mere principiel debat om brugen af bankøkonomer i den offentlige debat.