Har du mere til fælles med chefen end den græske stålarbejder?

Krisebevidsthed er blevet et effektivt våben for chefen, når han vil tjene endnu mere på sine ansattes arbejde. Vi ser det fra slagterikoncernen Danish Crown til stålværfterne i Grækenland. Vi vurderer, at internationalt solidaritetsarbejde er et af de bedste værn for at vinde kampene og samtidigt er med til knuse racisme landene imellem. Gennem kamp på tværs af grænser vil racisten opleve, at vi har mere til fælles på tværs af grænser end med de, der lever af andres arbejde.

V. Jannis Tsitsiris, Rasmus Weber og Victoria Risbjerg.

Opfølgning på solidaritetsarbejde

Vi mødtes på Exarchia pladsen, hvor der var masser liv. De hyggelige omgivelser stod i stærk kontrast til Delta-styrkens besøg og de brændende containere fra aftenen før. Vi mødtes med Giorgos og Panos. Giorgos var tillidsmand og en af de stålarbejdere, der var med til at iværksætte en 9 måneder lang strejke på stålværftet Helliniki Halivourgia. I dag er han arbejdsløs og går snart på pension. Med sig fra strejken på stålværftet har han mange refleksioner, fortsat kampgejst og en betinget dom på to år. Hvorfor? Fordi virksomheden fik medhold i, at deres strejke havde konsekvenser for virksomhedens omdømme og profit. Panos oversætter hans historier fra græsk til dansk. Panos, som ikke er den samme Panos som fra aftenen før, er formand for KKE-Danmark og har haft en central rolle under solidaritetsarbejdet mellem den danske fagbevægelse og de strejkende stålarbejdere. For godt to år siden sendte vi 300.000 kroner af sted, penge der faldt på et tørt sted, da fagklubben på værftet ikke havde nogle strejkekasse til at sikre dem en indkomst under strejken.

Chefen spiller på vores frygt for at blive arbejdsløse

Selvom Giorgos’ arbejdsforhold har været mere brutale, end hvad vi kan finde på danske arbejdspladser, så er der noget væsentligt, der går igen: Krisen og de ansattes angst for fyring misbruges til at forringe løn- og arbejdsforhold. I Danmark blev slagteriarbejderne på Bornholm, med henvisning til konkurrencedygtighed på det asiatiske marked, presset til at gå ned i løn og arbejde mere effektivt. De ord, direktøren for stålværftet havde sagt til stålarbejderne, var næsten de samme ord, som kom fra koncerndirektøren på Danish Crown til slagteriarbejderne. Og ligesom Danish Crown, så genererer stålværftet Helliniki Halivorgia også et stort overskud trods krisen.

Fælles for de to konflikter er, at de ansatte oplevede en enorm opbakning. Slagteriarbejderne fra Rønne vandt danskernes hjerter, mens stålarbejderne har oplevet solidaritet fra hele verden.

Slagteriarbejderne i Danish Crown bliver ikke kun truet med, at Danish Crown vil flytte produktionen ud af landet, de oplever også presset når kolonnearbejdere hentes ind og arbejder til en løn, man ikke kan leve for og på en måde, der nedslider kroppen hurtigt. Ser vi historisk på slagteriarbejdspladserne i Danmark, så har trusler med argumenter som globalisering og krise haft en enormt disciplinerende effekt, hvor man på en kort årrække har accepteret fyringer og forringelser.

De græske stålarbejdere accepterede det ikke, men står nu i en situation, hvor ledelsen på deres tidligere arbejdsplads har reduceret stillingerne fra 400 til 20. Imens har de rykket produktionen til et andet stålværft i Grækenland. Et værft, der for to år siden ikke ville støtte op om de strejkende på Helliniki Halivourgia, men som i dag selv trues med sparekniven.

Vi skal sikre hinanden modet og styrken

De refleksioner vi tager med fra i dag er, hvor afgørende solidaritetsarbejde er – både imellem arbejdspladserne og imellem landene. De strejkende hos Helliniki Halivourgia havde stået langt stærkere, hvis alle stålarbejderne i Grækenland havde været organiseret sammen, ligesom slagteriarbejderne er det herhjemme. Omvendt så burde slagteriarbejderne tidligere have haft et opgør med ledelsen i Danish Crown. Om muligt selv stået for produktionen og ikke købt præmissen om den dårlige globale konkurrenceevne.

I forlængelse af vores tidligere blogindlæg om fascisme, så tror vi, at international organisering kan være med til at bryde disse tendenser. Det politiserende ved at opleve, at grækeren også bliver udbyttet og mødt med samme argumentation som danskeren gør, at vi oplever, hvordan vi har interesser til fælles på tværs af landegrænser. Det er ikke udlændinge, der tjener millioner af euro på vores arbejde, det er kapitalisten. Derfor er krisebevidstheden kapitalistens bedste våben, fordi den spiller os ud mod hinanden og gør os bange for at sige fra. Lad os i stedet holde sammen og sikre hinanden modet og styrken.