Den israelske regering har ret: Vestbredden er Israel

I EU forhandles der i disse dage om en mærkningsordning rettet mod varer fra de israelske bosættelser. Israels reaktion over for EU's tiltag siger meget om den nuværende situation, og hvordan vi må forholde os til situationen og udsigterne til en forhandlet fred mellem Israel og Palæstinenserne.

Den israelske regerings position på spørgsmålet, vil af mange blive betragtet som ekstrem. Desværre stemmer den mere overens med virkeligheden, end den virkelighed, der beskrives af de mange, der holder fast i idéen om en fred inde for rammerne af en tostatsløsning. Det er på tide, at dem, der ønsker fred i Israel/Palæstina, anerkender den virkelighed og begynder at agere derefter.

Israels position i forhold til Vestbredden

Den fungerende israelske udenrigsminister, Tzipi Hotovely, slår fast, at der ikke kommer til at være en forhandlet tostatsløsning med Israel som partner, og at Israel betragter Vestbredden og Israel som samme land.

“Vores bekymring er, at når man putter et mærkat på Judæa og Samaria, putter man et mærkat på Israel,” udtaler Hotovely og refererer til Vestbredden ved dens bibelske navn, og fortsætter ”vi anser det for værende en boykot af Israel”.

Den officielle holdning i de fleste EU-lande, som kommer til udtryk i opbakningen til en mærkningsordning, ligger i forlængelse af de mange FN-resolutioner, der slår fast, at Vestbredden er besat af Israel, og at Israel ikke har noget krav på Vestbredden. Inde for denne ramme, kan der ikke herske nogen tvivl: Vestbredden er ikke Israel, og boykot af varer fra bosættelserne er ikke boykot af Israel, men boykot af varer produceret på besat territorie, som tilhører palæstinenserne.

Der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at det under international lov er forbudt for en besættelsesmagt at bosætte sin befolkning på besat jord. Dette er en klokkeklar krigsforbrydelse.

Dette rør dog ikke Holovvety og den israelske regering.

 “[Overdragelse af] Judæa og Samaria er ikke engang på listen over muligheder som vi tilbyder palæstinenserne,” udtaler Holovety videre og lægger sig dermed i direkte forlængelse af premierminister Benjamin Netanyahus linje overfor de besatte territorier. Ligesom ham støtter hun i princippet oprettelsen af en palæstinensisk stat, men siger, at verden må vende sig til at Vestbredden vil forblive under ”de facto israelsk suverænitet, da ”det er vores forfædres land”.

Hvordan bør vi forholde os?

Denne situation er ikke ny. Om der har været et tidspunkt i historien, hvor dele af det israelske lederskab rent faktisk har ønsket en fredelig løsning med palæstinenserne, der inkluderede palæstinensernes ret til selvbestemmelse og jord, skal jeg ikke være skråsikker på. Det, vi må konstatere, når man ser på historien, er dog, at der aldrig har været taget reelle skridt i den retning. Situationen nu er kun unik, fordi den israelske regering så åbent melder ud, at de ikke har tænkt sig at være en partner for fred.

Den virkelighed, vi må forholde os til, er en virkelighed, hvor Israel konstant annekterer palæstinensisk land og holder resten under et hårdt militært styre og under en besættelse, der er blevet en permanent realitet på Vestbredden. Palæstinensisk land bliver langsomt opslugt af udvidelser af bosættelserne, og palæstinenserne presses sammen på mindre og mindre land, og mister deres landbrugsjord og levebrød.

Måske det er på tide, at vi opgiver illusionen om en forhandlet fred med Israel, og tager den israelske regering på ordet: hvis I ikke har tænkt jer at ende besættelsen og forhandle en fred, der inkluderer palæstinensernes ret til land og selvbestemmelse, så må vi betragte landet som annekteret og forholde os til alle palæstinenserne som folk, der bor på israelsk land.

Som situationen er nu, findes der ikke nogle palæstinensiske territorier, der ligger ved siden af staten Israel. Der er i alle henseender ét land, og én regering, der bestemmer over alle, der bor på området.

I lyset af dette, er det ikke forhandlinger, der er behov for, men derimod internationalt pres for et regimeskifte – på samme måde som da det internationale samfund besluttede sig for at lægge pres på apartheidregimet i Sydafrika. Målet må være én stat, der er en stat for alle statens borgere, uagtet etnicitet.

Dette er i dag det eneste svar på situationen, der er tilbage for folk, der ønsker fred og demokrati. Det eneste alternativ er fortsat apartheid.