Gaza befinder sig i en blindgyde

Dette er et interview med den palæstinensiske flygtning Ghassan Ali, der er libertær kommunist og medlem af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP. Interviewet er oprindelig bragt i februarnummeret af Alternative Libertaire og i en engelsk udgave på anarkismo.net.

Ghassan Ali er tredjegenerations flygtning. Hans bedsteforældre blev fordrevet fra deres landsby i det nuværende Israel. Han og hans forældre blev født i flygtningelejre i Gaza-striben. Som barn kastede han sten under den første intifada (1987-1993).

Hvordan har situationen i Gaza været siden krigen i januar 2009?

– Gaza befinder sig stadig i en blindgyde. På den ene side er den humanitære situation stadig nedbrydende. Den blokade, som Israel og det internationale samfund har påført os, har fastlåst os i denne ghetto, hvor folk står over for ødelæggelse, sult og sundhedsmæssig katastrofe. Over 40.000 huse og bygninger blev ødelagt, og deres beboere, som siden har boet i telte og lejre, har stået overfor deres første vinter, siger han.

Her ses en situation fra Israels krig mod Gaza, hvor en gruppe mennesker prøver at undgå at vade i det blod, der flyder på gaden. Foto: Anarkismo.net

– Den politiske situation er desperat: Israel fortsætter sit koloniale projekt, efter at have dikteret sine betingelser overfor den amerikanske regering, mens Europa retter ind. Den israelske krigsherre truer Gaza med en ny krig, og Vesten reagerer ved at bremse FN-undersøgelseskommissions fordømmelse af Israel, siger han.

(Dette er en henvisning til, at Frankrig ikke støttede den FN-resolution af 5. november 2009, som med et stort flertal godkendte konklusionerne fra undersøgelsesudvalgets rapporter om »krigsforbrydelser og mulige forbrydelser mod menneskeheden« i Gaza. Tre uger senere forsikrede Frankrigs ambassadør i Tel Aviv staten Israel om Frankrigs venskab, ved at tale nedsættende om FN’s undersøgelseskommission (»Canard enchaîné«, den 21. oktober 2009), red.).

– Så er der den interne situation, som påvirker palæstinenserne dybere end noget andet problem. Dødbringende interne stridigheder fremprovokeret af ordrer fra Fatah og Hamas, der fokuserer på deres egne interesser og deres regionale og globale alliancer. Det er det palæstinensiske folk, der betaler for disse konflikter. Situationen er meget grum og særdeles risikabel. Aldrig har den palæstinensiske sag været i større fare end den er i dag, siger Ghassan Ali.

Hvordan blev du oprindeligt medlem af PFLP?

– Som teenager var jeg Fatah-supporter. Men omkring tiden for Oslo-aftalerne mødte jeg Haydar Abdelshafi, en stor personlighed i modstandsbevægelsen, som havde ledet den palæstinensiske delegation til fredskonferencerne i Madrid. Han gav mig en kopi af Oslo-aftalerne og forklarede mig de farer, det indebar for vores sag.

– Min politiske bevidsthed blev skabt ved hjælp af dette møde og gennem mine observationer af korruption, social uretfærdighed, politiske fængslinger og undertrykkelse af enhver stemme, der var kritisk over for myndighederne. I denne periode, der blev kaldt »Oslo-aftalens gyldne dage«, tilsluttede jeg mig PFLP’s studenterunion og blev derefter aktivist i PFLP.

Hvordan vil du karakterisere PFLP nu? Er der nogen forskelle mellem deres erklærede mål og deres reelle politik?

– I 2006 vandt PFLP kun tre pladser ved valget. Men organisationen står i en bedre situation i dag på grund af utilfredshed med Hamas’ og Fatahs politiske linje, der fører til intern splittelse og borgerkrig, og som tjener besættelsen mere end noget andet. Men PFLP – og alle venstreorienterede kræfter – er gået tilbage i årevis og kan ikke ses som stærke, troværdige alternativer. Det vil kræve store ændringer i strategien.

Du betegner dig som libertær kommunist. Hvad er din position som medlem af PFLP inden for organisationen?

– PFLP har en bred og varieret baggrund. Organisationen var hovedsageligt arabisk nationalistisk, da den blev dannet (1967), men identificerede sig senere som marxistisk i 1972. Kampen for frigørelse og social retfærdighed er det centrale. Organisationen består i øjeblikket af maoister og stalinister, men også libertære militante som mig. Alle forsøger at gøre sin stemme gældende.

– Som libertær kommunist tror jeg, at kollektive kampe er vigtigere end at forsøge at samle alle kræfterne i den palæstinensiske venstrefløj: at forene svagheder vil ikke nødvendigvis resultere i styrke og effektivitet.

– For at spille en vigtig rolle i fremtiden bør PFLP se på sin fortid: for eksempel i erfaringerne fra de folkelige komiteer under den første intifada, der skabte uddannelsesmæssige, sociale, kulturelle og økonomiske strukturer. Folkelige skoler erstattede dem, der blev lukket af besættelsesmagten, og baggårds kooperativer erstattede arbejdspladser, der var gået tabt i Israel.

– Det var en meget effektiv kamp: erfaringerne samlede hele befolkningen - mænd, kvinder og børn i hver by, landsby og flygtningelejr. Og så kunne vi tale om et forenet venstre.

Hvad med de nuværende forbindelser mellem Hamas, PFLP, og Fatah?

– PFLP har altid haft et pricip om en »forenet kamp mod besættelsen og demokratisk debat om den sociale kamp og indre anliggender«. PFLP, Fatah og Hamas søger alle at ændre den interne situation og afslutte uenighederne mellem modstandsstyrkerne.

– Desværre er højrefløjens to poler - Hamas og Fatah - temmelig klan-agtige i deres adfærd: »Hvis du ikke er med os, er du imod os!« Begge ønsker et monopol på den politiske legitimitet og vil have andre til at underlægge sig den.

– Efter valget i 2006 tog PFLP en klar stilling: Vi er for enhed i modstandsbevægelsen, for demokrati og orden blandt palæstinenserne. Det har været vores grundlag siden. Vi er imod politiske fængslinger og andre krænkelser af borgerlige og personlige frihedsrettigheder.

– For PFLP er der intet, der retfærdiggør, at palæstinenserne slår hinanden ihjel. Men disse holdninger har givet os problemer med sikkerhedsapparatet på Vestbredden og i Gaza. Det vil sige, med begge de palæstinensiske autoriteter.

Hvad er den aktuelle situation for de sociale bevægelser i modstanden mod Israel?

– Under den anden Intifada, som startede i 2000, begyndte organiseret, væbnet modstand ikke førend i den tredje måned af Intifadaen, efter de israelske styrkers massakre på demonstranter. Uligheden mellem demonstranter og jagerfly skabte en folkelig væbnet opstand.

– Men det tilbageværende problem er stadig mangel på strategi og politiske krav. De palæstinensiske myndigheder er forpligtet til at forhandle med Israel – noget, som har været og fortsat er fuldstændig ineffektivt – og at adlyde USA. Hamas fortsætter blot en demagogisk linje, næret af israelsk brutalitet.

– Ikke desto mindre er der flere eksempler på folkelig modstand mod besættelsen: boykotten, demonstrationerne mod muren, kampagner for at høste oliven med bønderne og så videre. Hvis palæstinenserne og den internationale solidaritetsbevægelse kan udvide de handlinger, kunne de spille en vigtig rolle i modstanden mod besættelsen.

Tror du, vi er på vej mod en tredje Intifada?

– I betragtning af den regionale og interne sammenhæng er det vanskeligt at sige, om dette er muligt. Forhandlingerne er i en tilstand af klinisk død, og den israelske regering har ingen planer om at give indrømmelser til Mahmoud Abbas, som er den sidste, der har tiltro til forhandlingerne.

– Alt er muligt. Fraværet af national enhed og den totale politiske uoverensstemmelse mellem de to største palæstinensiske kræfter gør en samlet strategi for modstand, »en tredje Intifada«, vanskeligt at nå i den nærmeste fremtid.

– Men man må også huske på, at ingen forudsagde udbruddet af de to første intifadaer.

Til slut det vanskeligste spørgsmål: en stat, to stater?

– Lad mig minde om, at indtil 1974 krævede palæstinenserne en en-stats-løsning, en sekulær og demokratisk stat. Dette krav blev opgivet under pres fra det internationale samfund. Siden da har PLO krævet en palæstinensisk stat begrænset til de besatte områder fra 1967, hvilket svarer til 27 procent af det gamle Palæstina-mandat (det britiske mandatområde i Palæstina, besat af Storbritanien mellem 1920 og 1948, red.).

– Siden forhandlingerne om at gennemføre FN’s resolutioner startede, har der aldrig været et eneste tegn på, at Israel anerkendte disse resolutioner. Tværtimod er de territorier, som skulle udgøre den fremtidige palæstinensiske stat, blevet skåret i småstykker. Spørgsmålet om flygtninges tilbagevenden er afvist, og afslutningen af koloniseringen er blevet udsat på ubestemt tid.

– Endelig risikerer palæstinensere med israelsk statsborgerskab – 20 procent af befolkningen – at blive deporteret for at fjerne truslen mod den »den jødiske stats demografiske renhed«.

– Det vigtige er efter min mening – for alle beboerne i Palæstina-mandatet – at bringe Israels kolonialistiske projekt til ophør, og at alle kan være på et sted, hvor de har ret til ligebehandling, uanset religion eller etnisk gruppe.

– En fælles demokratisk stat ville tillade, at denne drøm kunne blive virkelighed, men som situationen og magtbalancen er i dag, tror jeg ikke, at denne løsning har en chance. Under alle omstændigheder, uanset hvordan man stiller sig til dette spørgsmål, er den umiddelbare opgave for alle at sætte en stopper for den koloniale besættelse, og at kæmpe for et værdigt liv, som kan give håb til de kommende generationer.

Oversættelse: Poul Mikael Allarp.

Interviewet er oprindelig bragt i februar-nummeret af Alternative Libertaire med titlen »Dossier Palestine: Ghassan Ali, un communiste libertaire au FPLP« (10. februar 2010).

Interviewet finder også i en engelsk udgave på anarkismo.net med titlen »Ghassan Ali, a libertarian communist in the PFLP« (17. marts. 2010).