Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
10. juni 2010 - 0:30

Dèjá-vu

Dèjá-vu er det fine navn på den oplevelse, at man genkender et sted eller en hændelse, man ikke før har været ude for.

Der snakkes demokrati og retsstat og frihed og danskhed som aldrig før – men er man rigtigt gammel, klinger det hele som et ekko af noget, man engang har oplevet. Hvornår var det nu, det var?

For nu at starte et helt uskyldigt sted: En sommeraften sad vi to 15-årige skoledrenge på værtshuset Kap Horn i Nyhavn og drak øl. Vi sad der ikke, fordi vi syntes, det var morsomt at gå på værtshus, og vi drak ikke øl, fordi vi kunne lide det. Vi havde heller ikke råd, for hvis man dengang hørte til de privilegerede, som fik ugepenge, forslog de højst til 1 stk. værtshusbajer pr. uge.

Vi sad der, fordi det var forbudt. Den danske regering havde i anledning af besættelsen indført udgangsforbud om aftenen for alle under 18 år.

Nåja, udgangsforbud og udgangsforbud – jeg kan faktisk ikke huske, om vi slet ikke måtte færdes udendørs. Vi måtte i hvert fald ikke gå på værtshus, så dét gjorde vi.

Senere var der så meget andet, vi heller ikke måtte, og som vi gjorde – dels, fordi det var forbudt, men også, efterhånden, af andre grunde. Det trappede jo op. Samfundet, som det hed, greb til sanktioner, og dem blev man jo vred over. Også fordi de viste, at vi ikke hørte til samfundet. Der måtte gribes ind overfor os. Vi skulle have nogen flade, som min ti år ældre bror sagde, og det fik vi. Senere kom vi i spjældet og fik rigtige bank, men lige lidt hjalp det. En del blev sendt i lejr, og så var der dem, der endte i Ryvangen.

Det tog nogle år, men det kom. Undervejs var der nogle, som for tid og evighed mistede enhver tillid til myndigheder, politi og politikere.

Det var jo ikke kun sådan noget som censur og politivold og tiltagende retsløshed. Det var alting.

Unge mennesker mærkede det tidligt. Dengang var børn endnu ikke blevet betydningsfulde som forbrugere, og det var først omkring puberteten, man opdagede, at man var medlem af et samfund udenfor familien. Man var på én gang fuld af modstand og afhængighed: Man ville have besked. Hvad kunne man gøre og hvad ikke, og hvad var konsekvenserne? Det var sådan noget, autoriteterne skulle forklare én. Så kunne man være enig eller uenig, bare man fik besked.

Det fik man så ikke. Jeg husker professor Søe, som underviste 4.mellem i religion og udmærkede sig ved at fråde om munden, når han blev rigtigt optaget af, hvad han sagde. Ikke sådan sæbeskum i mundvigene, men en hvid stribe, der voksede frem på midten af hans underlæbe, mens han forklarede os, at den 9. april var Guds straf over Danmark, fordi vi havde en gudløs regering og var et gudløst folk.

Det var om formiddagen den tiende. Senere kom der mange andre forklaringer, men professorens fandt bred tilslutning. Nu skulle vi til at tro på vorherre og kongen og synge alsang og gå algang med kongemærke i knaphullet, hvis ellers vi var gamle nok til at have jakkesæt. Alle de myldrende spørgsmål var der ingen svar på, de skulle ikke stilles. Det bragte landets sikkerhed i fare. Men de gnavede jo.

Hvad var der sket? Hvorfor og hvordan? ’Aldrig mere en 9.april’, gik de ægte danskere rundt og sagde, men det var der nu heller ikke den store udsigt til. Men vi havde fået lov at beholde vores konge og regering. Danmarks selvstændighed var ikke truet. Det havde den været, men nu blev det danske folkestyre beskyttet af den tyske værnemagt. Nu gjaldt det om at se fremad. Danmark ville finde sin plads i den ny verdensorden. Sådan én havde man også dengang.

Med den gik det, som det åbenbart går med alle nye verdensordner: De ender i blodigt kaos. Som Michael Nenonen skrev i en anmeldelse i The Republic d. 4.12.07:

”Mange af os har iagttaget Bush-regeringens handlinger med en voksende følelse af rædsel, blandet med en fornemmelse af, at vi på en måde har oplevet det alt sammen før, vi er bare ikke sikre på, hvor.”

Bogen, han skrev om, var Naomi Wolf’s The End of America: Letter of Warning to a Young Patriot , som udkom i 2007 i USA og vakte en del opstandelse. Michael Nenonen fortsatte:

”Wolf’s korte, men omhyggeligt dokumenterede bog viser, at hvad der er ved at ske i Amerika, vitterligt er sket før, ikke i de Forenede Stater, men i lande som Chile, Italien, Rusland og Tyskland. Hver gang kunne folk ikke forstå, hvorfor de ikke indså, hvor de var på vej hen, før det var for sent at vende om.
Wolf hævder, at USA er ved at gennemgå en fascistisk forskydning fra et autoritært, men stadig relativt åbent samfund til et totalitært samfund.”

Her står de fleste danskere formodentlig af. Hvor er massemøderne? Uniformerne, de hysteriske brøl? Bogbrændingerne? Jødeforfølgelserne og kz-lejrene? Stormtroppernes tramp i gaderne og de natlige razziaer? Torturen og gaskamrene? Er der virkelig nogen, som påstår, at den slags findes i det moderne og demokratiske USA? Sådan noget kan man da ikke tage alvorligt! Og hvis man gør, burde man spærres inde. Hvis det var rigtigt, ville vi da have hørt om det.

Ville vi?

Ja, for vi hørte om Mussolini’s fascister og Hitler’s nazister dengang. Der var ganske vist ikke TV, men lige indtil den 9. april 1940 havde danskerne en fri presse og radio, som rapporterede ivrigt fra de imponerende massemøder og fortalte om, hvordan arbejdsløsheden var blevet afskaffet og en ny, national selvbevidsthed var skabt. Da det hele var overstået, hørte vi også om de fascistiske regimers forbrydelser, og selv de mest forblændede indså, hvad det var for et monster, de havde ladet sig imponere af.

Gjorde de?

Er det kun, fordi tiden er gået og har slettet sporene, at vi i dag bruger ordene om helt usammenlignelige forhold og bevægelser – eller forstod vi aldrig, hvad fascismen var for noget? Har vi forvekslet symptomerne med sygdommen? Når f.eks. nazisterne kopierede deres Hitler-Jugend efter de sovjetiske Pionérer, viser det så, at Pionérerne var en fascistisk organisation? – Jamen, Pionérerne var kopieret efter Baden Powell’s spejderkorps, helt ned til bæltespænderne, som var forsynede med spejdernes motto: ”Be Prepared” - i Danmark ”Vær Beredt”, på russisk ”Vsjegda Gatov”. Viser det, at spejderbevægelsen var kommunistisk? Eller viser det, at enhver uniformeret bevægelse kan udnyttes politisk, når et samfund kommer i krise, og der er brug for samling og folkeopdragelse? ”Vi er alle i samme båd”, som det hed under besættelsen.

Jeg var spejder, da regeringen Zahle i tredverne indførte uniformsforbud. Det var rettet mod nazisternes og de konservatives ungdomsforeninger, som var begyndt at fylde for meget i gaderne med deres uniformerede kamptropper (de konservative var bevæbnede med bidetænger, kan jeg huske), men det forstod vi ikke, og vi var meget vrede over at blive stemplet på den måde.

Vores tropsfører gik til modstand, og ved den sidste, københavnske nytårsparade, jeg var med til, mødte vores trop som den eneste i fuld uniform, med opsmøgede ærmer og bare knæ, og stod en hel time på Rosenborg Eksercerplads og råbte korpsets kampråb i snevejret.

Der er nok ikke så mange, der husker det. Det lød:

”Tjikkerlikker, tjikkerlikker, tjav, tjav, tjav!
Bommerlakker, bommerlakker, bav, bav, bav!
Tjikkerlikker, bommerlakker, tjish, bom, bah!
Det Danske Spejderkorps, Ra! Ra! Ra!”

Sådan er der vist ingen, der råber mere. Så vi er hverken spejdere eller fascister eller kommunister nu tildags.

I dag betyder fascistisk noget med politisk vold, ensretning, censur, almen undertrykkelse. Mussolini og hans fascister mente det vist ikke sådan. Ikke rent ud.

Fasces var det romerske symbol for sammenhold – en økse med skæftet forstærket med et bundt kæppe – og blev brugt som varemærke for den korporative stat, hvor erhvervsliv, fagbevægelse, politi, militær, kirke og retsvæsen samarbejdede om at styrke staten. Enighed gør stærk, som man sagde dengang.

Den korporative stat har længe eksisteret i USA, uden at man derfor har opfattet landet som fascistisk. Ganske vist bevæger lederne sig frit og ubesværet fra erhvervslivet til politiske jobs og videre til militæret og tilbage igen, og ganske vist er det næppe muligt at blive opstillet og valgt til noget som helst i hverken det lokale eller føderale apparat uden massiv, økonomisk støtte fra erhvervslivet og/eller militæret, og ganske vist er alle landsdækkende eller bare større medier ejede af tunge finans- og erhvervsgrupper – men samtidig kommer alle oplysninger om farlig, politisk udvikling fra grupper og enkeltpersoner i selve USA.

Ydermere findes der i en række delstater former for direkte demokrati, vi ikke finder magen til i resten af den moderne verden, bortset fra Schweiz. I Californien, f.eks., kan en underskriftindsamling blandt borgerne føre til en folkeafstemning, som kan koste en valgt politiker hans mandat, eller sætte en upopulær lov ud af kraft. Det er også mange steder fuldt lovligt at trykke lokale penge for at styrke udviklingen i lokalsamfundet. Kriserne har desuden udløst stor aktivitet i en lang række byer som Detroit, Minnesota og Denver, f.eks., hvor forladte industri- og boligkvarterer udnyttes af forvaltningen og borgergrupper til at åbne miljøerne og gøre dem mere menneskevenlige – havebrug, bilfri områder, kollektive boligformer, håndværksvirksomheder, osv.

Uden den voksende skare af mere eller mindre radikale kritikere ville vi andre have hørt meget lidt om det. Mens en del af de større, oppositionelle websteder (f.eks. Common Dreams, Information Clearing house, Antiwar) næsten hver dag maler fanden på væggen, er der mange, mindre, som rapporterer fra positive, lokale initiativer – se f.eks. Crossroads Ressource Center i Minneapolis (www.crcworks.org), som har links til en mængde steder, der handler om ”redskaber til at opnå lokal selvbestemmelse”.

Sagen er, at de amerikanske delstater er beskyttede af forfatningen, der giver dem friheder, såkaldt selvstændige lande udenfor USA ikke kan påberåbe sig. Centralregeringen i Washington forventes, dels at føre udenrigspolitik og at være ledende indenrigspolitisk – dels at fungere under kontrol af Kongressen, hvor delstaternes repræsentanter sidder. Det gør, at Washington ustandseligt bebrejdes for svagt lederskab, samtidig med at den modarbejdes af Kongressen og ofte nok fremstilles som en fjende. Hertil kommer, at militær, erhvervsliv og storfinans med tiden er blevet så magtfulde, at de bestemmer, hvem der skal vælges/udnævnes til Kongressen eller regeringen. Samt, at antallet af personer i offentlige hverv, som står til valg, er langt mere omfattende, end noget vi kender i Europa.

Jo mere, man prøver at forstå USA’s politiske system, jo mere radikalt og anderledes virker det, set udefra. Storfinansen og militæret har, af indlysende grunde, hidtil samlet kræfterne om at dominere den føderale regering og kongressen, mens delstaterne har kunnet udvikle sig ret forskelligt. Forfatningen er på den anden side ikke, som i de fleste andre lande (dog ikke Storbritannien, de har slet ingen!) beskyttet mod ændringer af tunge regler om parlamentariske flertal og folkeafstemninger, men ændres ustandseligt, når Højesteret afsiger en dom, der laver om på noget i den, eller kongressen eller præsidenten tilføjer noget.

Hele dette spidsfindige, juridiske apparat tjener selvfølgelig flere andre formål end de erklærede. Et, der har været påfaldende de senere år, har været at flytte opmærksomheden fra selve gerningen til, om den holdt sig indenfor reglerne og til, hvordan disse skulle forstås. F.eks. om ’udvidede forhørsmetoder’ som ”waterboarding” var tortur eller ej – skønt formålet med disse metoder var at fremtvinge tilståelser, hvilket netop er, hvad man bruger tortur til.

Et andet formål har været at fremstille USA som en retsstat i forhold til, først de oprindelige, amerikanske indbyggere, som man udryddede, og hvis land man tog, og siden alle andre folk, der ikke havde indrettet sig ligesådan. Som man siger i USA:

”Be nice to the US – or we’ll bring you Democracy”

I en interessant, ny bog af Ian Bremmer: The End Of The Free Market – Who Wins The War between States And Corporations, diskuterer han udviklingen i Kina fra kommunisme til statskapitalisme, som er forklaringen på dette lands voldsomme udvikling og på, at mange, autoritære stater nu indretter sig på at følge efter. Den afgørende forskel til USA er, ifølge Bremmer, at i Kina styres markedet af politikere, mens det i USA styres af finansverdenen og det tunge erhvervsliv.

Han fortæller en anekdote fra Hubei provinsen, hvor den lokale tobaksindustri var kommet i vanskeligheder. Kommunistpartiet beordrede provinsens embedsmænd til at ryge en kvart million pakker af de (åbenbart usælgelige) lokale cigaretter for at forhindre en krise. Offentlige cigaret-kontrollører rejste rundt og sørgede for, at folk overholdt deres ryge-kvote, og uddelte bøder til dem, der røg forkerte mærker.

Det er måske en myte – men den illustrerer, at et politisk styret marked kan bruges til samfundsnødvendige indgreb, som er umulige i stater, hvor det alene er profitten, der bestemmer.

Forskellen er nok ikke stor for de befolkninger, det går ud over.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce