Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
13. august 2010 - 23:19

Oprøret i Ungarn

For en måneds tid siden skete der noget usædvanligt. Det ungarske parlament vedtog med 301 stemmer mod 12 at pålægge banker og forsikringsselskaber en beskeden skat på 0,5% af deres aktiver.

For første gang vedtog et europæisk land at også de pyromaner, der satte verdensøkonomien i brand, skulle bidrage til dens genopbygning. De øvrige EU lande har i stedet valgt at præmiere finanskapitalens indsats ved omfattende og stort set betingelsesløse garantier og fríkøb (’bailout’), mens regningen er sendt til befolkningerne i form af omfattende nedskæringer.

Den ungarske enegang affødte, ikke overraskende, kraftige reaktioner.

Den Internationale Valutafond (IMF), der er en slags fagforening for den globale finanskapital, afbrød forhandlingerne med landet. Det samme gjorde EU, der ligesom IMF haved lånt penge til Ungarn, da landet i 2008 blev hårdt ramt af finanskrisen. Den Europæiske Centralbank var tilsvarende ude med en bekymret kommentar.

Videre bebudede de to kreditvurderingsinstitutioner, Standard&Poor og Moody, at Ungarns kreditværdighed vil blive sænket betydeligt, fordi de internmationale långivere vil miste tillid. Det sidste er måske rigtigt, men det er noget af en gåde at nogen tager udtalelser fra disse to institutioner alvorligt. De betales af deres største kunder, nemlig de store amerikanske finansielle institutioner. Disse tjente en masse rare penge på underlødige subprime pantebreve, som imidlertid fik højeste karakter af Standard&Poor og Moody, efter devisen ’alt for kunderne’; da forargelsen over kasino-kapitalismen var på sit højeste, talte mange om at de skulle reguleres, forbydes eller retsforfølges, men alt det er glemt i dag.

Endelig var der reaktionen fra ’markedet’, som banker, hedge-fonde og andre spekulanter så venligt betegnes. Ungarn fik straks problemer med at optage udenlandske lån, valutaen faldt i værdi, og chokket over at nogen overhovedet kunne finde på at rokke ved kapitalens velerhvervede rettigheder fik aktiekurserne i Tyskland og Frankrig til at falde med 1%.

Nu er det ikke fordi den ungarske regering er anti-kapitalistisk eller noget der blot ligner.
Ved et jordskredsvalg for et par måneder siden vandt det konservative Fidezs stort over socialistpartiet, men mens sidstnævnte parti har udviklet sig i nyliberal retning, har Fidesz ikke noget specielt imod demokratisk styring af økonomien, så det er ret uklart, hvad vi skal bruge betegnelser som ’konservatisme’ og ’socialisme’ til.

Langt hen ad vejen har Ungarn faktisk gjort, som kreditorerne ønskede: Offentlige nedskæringer og lavere skat for erhvervslivet.
Men nu syntes parlamentet altså, at det var nok med nedskæringer. Politikken skulle være mere Keynesiansk, dvs. vækstorienteret, og ’finansielle institutioner må bidrage til en mere retfærdig fordeling af skattebyrden’, som regeringenslederen Viktor Orban udtalte. Som EU land har Ungarn lovet at søge at reducere det offentlige underskud til 3% af BNP, men hvordan man gør det må være landets egen sag, sagde Orban. Noget naivt, for det viste sig altså at det ikke tillades at rokke ved prioriteringen mellem profit og velfærd. Moderne liberalt demokrati indebærer åbenbart, at et stort flertal blandt de folkevalgte politikere skal kunne overtrumfes af kapitalens interesser.

Den ungarske bankskat er en enlig svale i Europa.

I efteråret 2008, da finanskrisen truede med at udløse en decideret økonomisk nedsmeltning, var den folkelige vrede stor og mange politikere talte om at finanskapitalen måtte reguleres. Hver anden måned hørte vi om, at Tyskland, Frankrig eller EU som sådan, overvejede skat på banker, at løn og bonus til direktører skulle begrænses, eller at de mest skadelige typer af spekulation simpelthen skulle forbydes. Alt det blev glemt, da den værste panik var drevet over, og snakken er nu drejet over til at Europas befolkninger har været alt for krævende.

Pyromanens ofre må tage sig sammen og spænde livremmen ind. Fx skal de offentlige udgifter i England nedskæres med mellem 25 og 40%. I forhold hertil blegner Margharet Thatchers reformer i 80erne, men bemærk den forskellige indpakning, for mens Thatchers nyliberalisme blev lanceret som et ideologisk korstog mod staten, dvs. det demokratiske fællesskab, fremstilles den aktuelle politik knap nok som en politik, snarere som simpel økonomisk nødvendighed. Hvad det da også er, så længe finanskapitalens interesser bestemmer demokratiets rammer, altså så længe kontrol med kapitalen ikke figurerer på den politiske dagsorden.

Krakket i Wall Street i 1929 førte de fleste steder, herunder i Danmark, til opprioritering af arbejdsløshedsbekæmpelsen, opbygning af velfærdsstaten og inddæmning af finanskapitalen. Panikken i 2008 har ledt til det modsatte resultat. Nedskæringerne giver automatisk højere arbejdsløshed og mindre velfærdsstat, og finanskapitalens frihed begrænses stort set ikke. Mens befolkningerne i Europa kan imødese mange år med stor arbejdsløshed, samt et systemskifte til en ægte minimalstat, kan banker og spekulationsfonde – revitaliseret af skatteydernes penge – se frem til gode tider.

I USA har Obamas nylige reform sat visse grænser for finanskapitalen; modsat europæerne finder amerikanerne sig ikke i decideret bullshit.
Men i øvrigt går det strålende for den amerikanske kapital. Selskaberne tjener nu lige så meget som før krisen (nemlig $1.200 milliarder årligt); det skyldes bl.a. at hver arbejder i løbet af det sidste år har produceret 6% mere, mens timelønnen er steget knap 2%, dvs. mindre end inflationen, så det meste af produktivitetsgevinsten er blevet til profit. Men profitten er ikke omsat i investeringer: Af de 8 millioner jobs, som blev tabt i 2008 og 09, er kun 600.000 kommet tilbage (The Guardian, 6/8). For tiden peger indikatorerne på fornyet tilbagegang i USA, dermed i resten af verden.

Og Danmark? ”Statshjælpen virkede. Bankerne kom på ret køl og tjener nu lige så mange penge som før finanskrisen. Det seneste år er aktiekurserne pisket op. En aktie i Danske Bank kostede fredag (6/8) 138 kr. Det er fire gange så meget som i marts 2009. I forhold til 6.marts 2009 er værdien af Danske Bank steget med 73 milliarder kr.” (Stig Ørskov, Politiken 7/8).

Tilbage til Ungarn, hvor regeringen faktisk har skærpet kursen siden nævnte bankskat.
Nationalbankdirektøren har kritiseret konfrontationskursen overfor IMF og er til gengæld blevet kritiseret af regeringen for at have et stort ansvar for den økonomisske krise, fordi han – modsat de fleste andre angrebne lande – holdt renten på et meget højt niveau, for at demonstrere hvor ansvarlig han var. Han kan ikke fyres, men hans løn er blevet reduceret 75%! Regeringen har også angrebet ham for nogle spekulative investeringer på Cypern, hvilket måske udløser sagsanlæg. (New York Times, 2/8).

Det helligste af det hellige i den nyliberale katekismus er nationalbankens uafhængighed af folkevalgte politikere, så den kan koncentrere sig om at servicere finanskapitalen, uden at genereres af hensyn til arbejdsløsheden og andre irrelevante ting. Så gad vide om der lurer en ekskommunikation fra ØMUen?

Faktisk er Ungarns økonomi i en rimelig forfatning, med underskud og gæld omkring det europæiske gennemsnit. Men det ændrer sig formentlig, når finanskapitalen og dens politiske repræsentanter udløser deres sanktioner over oprøreren.

(En tidligere – og kortere – version af denne artikel blev bragt som kommentar i Information 3/8).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce