Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
29. august 2010 - 19:13

LO-udspil ikke kun forfløjne fugle på taget.

Indledning: Debat om øget arbejdstid i ”Fair Løsning”.

En del af finansieringen af S og SF s økonomiske plan ”Fair Løsning” skal som bekendt findes gennem trepartsforhandlinger med fagbevægelsen. I alt skal der ifølge ”Fair Løsning” findes 22,3 mia. kr. gennem øget arbejdsudbud, heraf 15 mia. kr gennem en gennemsnitligt højere arbejdstid.


Debatten har imidlertid raset om dette element i S og SF ´s økonomiske plan. Fordi partierne præsenterede forslaget som ”12 minutter mere om dagen” blev det – vel med nogen ret – opfattet som et forslag om at forhøje den gennemsnitlige overenskomstmæssige arbejdstid fra 37 til 38 timer.

Men affødt af protester fra Fagbevægelsens Venstrefløj, herunder FOA, er det nu blevet mere klart, at en forhøjelse af den gennemsnitlige arbejdstid er ” den sidste og værst tænkelige udvej” og at der forud skal undersøges og overvejes andre mulige måder at skaffe øget arbejdstid og øget arbejdsudbud.

Dette har VKO naturligvis søgt at udnytte til at stemple planen fra ukonkret og indholdstom lige til ”fugle på taget”. Hensigten er hermed selvsagt at få VKO egen ”Genopretningsaftale” til at fremstå som det eneste konkrete og håndfaste bud på en løsning på statsunderskuddet. Dette pres er i nogen grad lykkedes.

I. Lo´s ”potentialer”.

På grund af det stigende pres på ”Fair Løsning” har LO nu følt sig foranlediget til at komme med et udspil til, hvad der mere konkret kunne indgå som initiativer i en sådan trepartsaftale. Disse såkaldte potentialer omfatter længere arbejdstid, fastholdelse, uddannelse og bedre aktivering samt såkaldt ”social ansvarlighed”.

Det skal med det samme anerkendes, at der er gode elementer i udspillet, som også vil kunne virke, men også indvendes, at udspillet er en blandet landhandel, som på den anden side også rummer elementer a la de reaktionære forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen.

Men hvis LO hermed har troet at kunne stoppe kritikken af ”Fair Løsning” som ukonkret, har udspillets form i hvert fald ikke bidraget hertil, idet det består af slet og ret en A4 side med en række overskrifter og nogle få provenueffekter på helt overordnet niveau. Hvori initiativerne nærmere består, hvordan de tænkes at ville virke og hvad beregningsgrundlag og metode er, fremgår ikke. Denne fremgangsmåde må kritiseres for at være for amatøragtig.


LO forventer gennem forslagene at kunne at kunne realisere et øget arbejdsudbud og beskæftigelse, som kan give i alt et samlet offentligt merprovenu på mellem 15 og 40 mia. kr. Heraf vil for det første flere fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor og udbetaling af 5´te ferie kunne mm kunne give mellem 5 og 20 mia. kr. For det andet omfatter udspillet en række initiativer vedrørende efterløn, der angives samlet at kunne give mellem 3 og 6 mia. kr, herunder mere fleksible modregningsregler for efterløn, dyrere efterlønskontingent og skattefrihed ved udtrædelse af ordningen. Så vil LO for det tredje reducere antallet på overførselsindkomster, herunder sygedagepenge, fleksjob og førtidspension samt styrke integrationen. Det skal samlet give 4- 9 mia. kr og så skal bedre og hurtigere aktivering give 1 til 2 mia. kr.

Krav til forøgelsen af arbejdsudbuddet.

LO angiver imidlertid, hvilken konkret forøgelse af arbejdsudbud – og beskæftigelse – man regner med, for at opnå de anførte provenueffekter. Det kan undre, da det ville gøre det betydeligt lettere at vurdere potentialerne.

Det er derfor her forsøgt at omregne LO ´s samlede ” potentialer” til, hvad de angivne provenuer svarer til i fuldtidspersoner . Beregningen tages med betydeligt forbehold og det skal understreges, at der ikke er tale om, hvor stor en forøgelse af arbejdsudbuddet LO mener man kan opnå ved de pågældende tiltag.

Der er i stedet tale om en tilbageregning fra LO ´s tal af, hvor stor en forøgelse af arbejdsudbuddet opnåelse af de angivne provenuer svarer til. Basis er opgørelse fra Arbejdsmarkedskommissionens sekretariat over for det første, hvor stor gevinsten i form af skatteindtægter, når enten en gennemsnitlig lønmodtager arbejder 1 år (mere) = ca. 100.000 kr.. Og for det andet over, hvor meget det offentlige vinder, når en gennemsnitlig overførselsindkomstmodtager overgår til almindelige beskæftigelse.

Beregningen viser, at ved initiativerne vedrørende arbejdstid svarere til en forøgelse af arbejdsudbud og beskæftigelse med mellem 50.000 og 200.000 fuldtidspersoner og at de øvrige initiativer svarer til en forøgelse af arbejdsudbud og beskæftigelse på mellem 35.000 og 70.000 fuldtidspersoner

Dette skulle således kræve en forøgelse af arbejdsudbud og beskæftigelse på omkring 85.000 kr at opnå den tilstræbte forbedring af de offentlige finanser på 15 mia. kr.

Dette dog under forudsætning af, at der ved ”øvrige initiativer” er tale om overgang fra en gennemsnitlig overførselsindkomst til almindelig beskæftigelse. Dette vil muligvis ikke altid være realistisk, snarere kan der blive tale om overgang fra forskellige typer af overførselsindkomster til delvis beskæftigelse med forskellige grader af fortsat offentlig støtte. En sådan mere specificeret beregning af det påkrævede omfang af beskæftigelsesforøgelsen viser, at hermed kan beskæftigelseskravet vokse helt op til 155.000 fuldtidspersoner, hvis der skal opnås en provenuforbedring på 15 mia. kr.

II. Realistiske bud eller ”fugle på taget”?

Ifølge finansminister Claus Hjorth Frederiksen er der tale om fugle på taget – ja de er nærmest fløjet -, så lidt indhold og holdbarheder er der i LO s potentialer. Og professor Michael Svarere fra Arbejdsmarkedskommissionen, der jo som bekendt svor til afskaffelse af efterlønnen som det eneste saliggørende middel, er skeptisk om end ikke overfor hele, så overfor dele af LO s plan.

Heri er imidlertid to problematikker. Er det for det første realistisk at opnå en så stor forøgelse af arbejdsudbuddet? For det andet: Kan forøgelsen af arbejdsudbuddet omsættes i beskæftigelse.

Potentiale for at forøge arbejdsudbuddet gennem øget arbejdstid.

Hvad angår forøgelsen af arbejdsudbuddet må det på basis af ovenstående beregning af kravet til størrelsen heraf IKKE vurderes at være urealistisk at skaffe en forøgelse af arbejdsudbuddet med 50.000 fuldtidspersoner gennem øget arbejdstid. LO s tiltag er her primært øget beskæftigelse for deltidsansatte og at 5 ferieuge kan udbetales.

Omkring 650.000 personer er deltidsbeskæftiget = næsten 25 pct. af alle beskæftigede Danmarks Statistik har undersøgt, hvor mange der gerne vil arbejde mere og 102.000 – altså omkring 15 pct. – ville gerne arbejde mere. Den gennemsnitlige arbejdstid er for en af disse deltidsbeskæftigede 24 timer. Forudsættes det, at de 102.000 fik forøget arbejdstiden til fuld tid altså med 13 timer ugentligt, ville det give en forøgelse af arbejdsudbuddet med omkring 36.000 fuldtidspersoner, givet de fornødne incitamenter.

Potentiale for at forøge arbejdsudbuddet af indvandrere og gennem seniorordninger samt mere fleksible modregningsregler for efterløn.

To områder i LO planen vedrørende at flytte modtagere af overførselsindkomst ud på arbejdmarkedet må også vurderes at indeholde et stort potentiale.

For det første bedre integration. Beskæftigelsesfrekvensen er som bekendt lavere for indvandrer end for etnisk ”indfødte” danskere, selvom den er stigende for de senere generationer af indvandrere.

Blandt indvandrere var beskæftigelsesfrekvensen i 2007 61 % for mænd og 46 % for kvinder, mens den for efterkommere fra ikke-vestlige lande var 66 % for mænd og 64 % for kvinder. Blandt etniske danskere var beskæftigelsesfrekvensen for mænd 81 % og kvinder 76 %.

Her er allerede sket stor fremgang: Beskæftigelsesfrekvensen for de ikke-vestlige medborgere er gået fra ca. 36 % i 1997 til ca. 57 % i 2008. Det vil sige en vækst på hele 21 procentpoint på ca. 10 år. Eller en vækst på ca. 85.000 nye ikke-vestlige jobs i perioden. En yderligere forøgelse af erhvervsfrekvensen for indvandrere op til niveauet for etnisk indfødte danskere = 79,3 % ville indebære en forøgelse af arbejdsudbuddet med 52.000 personer.

En sådan forøgelse lader sig naturligvis ikke gennemføre fra den ene dag til den anden. Men en forøgelse over de næste 3 år med op til 14.00 fuldtidspersoner turde være realistisk.

Og midlet: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.

Det andet handler om mere fleksible modregningsregler for efterlønnere ved deltidsbeskæftigelse ved siden af efterløn. Hvis man i stedet oprettede seniorstillinger, gav orlovsmuligheder og gav mulighed for at arbejde deltids i et vist omfang uden modregning ville mange efterlønnere, som ikke mere magter et normalt og fuldt arbejde, men som godt kan arbejde 10 eller 15 timer om ugen, ganske givet benytte sig af muligheden for at fortsat at bruge deres kvalifikationer og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Der er pt. omkring 130.000 på efterløn. FTF har undersøgt, hvor mange efterlønnere som gerne ville have nogen beskæftigelse ved siden af. 57 pct. vil sandsynligvis gerne arbejde ved siden af efterlønnen og angiver, at de i gennemsnit vil arbejde 15 timer om ugen.
Det vil altså sige, at omkring 100.000 er positivt indstillet på at arbejde et par dage om ugen ved siden af efterlønnen. Omregnet vil det give omkring en forøgelse af arbejdsudbuddet med 34.000 fuldt, hvis det lykkes at få samtlige til at arbejde, når man fratrækker de cirka 25 pct., der i dag arbejder ved siden af efterlønnen. I øjeblikket arbejder mellem hver fjerde og femte ved siden af efterlønnen og har en gennemsnitlig arbejdstid på 8 timer.

Øget integration, flere seniorstillinger og mere fleksible modregningsregler for efterlønnere ville således kunne forøgelse arbejdsudbuddet med omkring 40.000 fuldtidspersoner. Eller altså også ganske tæt på det påkrævede.


Vi kan altså konkludere, at LO s plan IKKE er fugle på taget. Der er et potentiale for at forøge arbejdsudbuddet med op til 90.000 personer indenfor de nærmeste år. Hertil kommer, at der er kilder, som LO s plan ikke medregner, fx øget tilgang af arbejdskraft udefra.

III. Stærkt kritisable elementer i LO – udspillet.

Som anført er der imidlertid også problematiske og kritisable elementer i udspillet. Man spørger bekymret sig selv om LO på grund af presset fra Thornings skattesag her er ved at gå til højre og gå ombord i de Radikales reaktionære arbejdsmarkeds – og økonomiske politik. Disse omfatter for det første en række af forslagene vedrørende efterløn og for det andet forslagene vedrørende fleksjob, førtidspension og sygedagpenge samt endelig overvejelser omkring taktregulering.

Problemet er her, at LO i hvert fald hvad angår efterløn synes at læne sig ganske meget op ad de reaktionære forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen og at man kan være bekymret for, at det samme er tilfældet, hvad angår førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.

Vedrørende efterløn virker det mildest talt besynderligt, at LO hævder at ville forsvare og fastholde efterlønnen, fordi det – helt korrekt – er nødvendigt af hensyn til nedslidning af ældre lønmodtagere. Og så vil man på en og samme tid bruge økonomiske incitamenter til at få selvsamme lønmodtagere til at fravælge efterlønnen. Dels ved at de skal betale et højere efterlønskontingent (pisk) og dels ved at præmiere udtræden af ordningen ved at gøre dette skattefrit.

Hvor er så troværdigheden af argumentet omkring nedslidning. Den er naturligvis røget ad helvede til. LO skal derfor hurtigst muligt droppe disse reaktionære forslag.

Og vedrørende førtidspension, fleksjob og sygedagpenge kan man godt blive skræmt af LO s medvirken til færre på sygedagpenge, hvor LO jo er gået med på, at syge skal behandles som ledige gennem et kontrol - og pressystem af samtaler og aktivering, således at de presses tilbage på arbejdspladserne uanset om helbredet er til det. Man kunne her være bekymret for, at LO vedrørende førtidspension og fleksjob vil læne sig op ad Arbejdsmarkedskommissionens reaktionære forslag om at forringe aflønningen af både fleksjob og førtidspension og om indførelse af en midlertidig førtidspension. Uanset at det i øvrigt ikke kan forventes at give nogen større besparelser, men tværtimod vil kræve omfattende investeringer i at tilføre fleksjobbere større ressourcer til at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Et tredje stærkt problematisk element i LO s pakke omhandler, at der lægges op til en yderligere forringelse af taktreguleringen. Det kommer til udtryk, når det anføres fra LO cheføkonom Jan Kærsaa, at ” det er logisk, at når man øger arbejdstiden for at øge holdbarhedsproblemet, at overførselsindkomsterne ikke bare følger med det mere, folk tjener på at arbejde mere. ”

Det betyder en yderligere forringelse af taktregulering for dagpenge, pensioner og andre overførselsindkomster. Disse reguleres i forveje/n ikke fuldt ud på grund af satspuljeordningen og udhules derfor langsomt. Det som der nu lægges op til er en yderligere udhuling, således at modtagere af overførselsindkomster vil falde endnu mere bagefter indkomstudviklingen for beskæftigede.

Det er vedrørende disse elementer i LO udspillet også bemærkelsesværdigt, at Det Radikale Venstre, som netop er gået ombord i Arbejdsmarkedskommissionens reaktionære politik med arme og ben og markerer sig som en stærkt forkæmper for nyliberalistiske reformer, har jublet over netop disse elementer i LO s udspil.

Som det hedder i det Radikale hoforgan Politikens leder 21/8: ”Efteråret i dansk politik tegner pludseligt lyst. Alt er i spil. I et opsigtsvækkende udspil lagde LO i går op til at reglerne for efterløn skal strammes og at danskerne skal arbejde mere… Fagbevægelsens kontroversielle udspil rummer en anden styrke: Stort set alle elementerne i LO s idekatalog ligger tæt op ad tidligere forslag fra Det Radikale Venstre. Kun få havde ventet, at det skulle ende med at være fagbevægelsen, der ville presse S og SF ind mod midten – men det er ikke desto mindre, hvad der er ved at ske.”

Når de Radikale jubler over forslag fra fagbevægelsen, er der grund til, at progressive kræfter er på vagt, de Radikales reaktionære nyliberalistiske arbejdsmarkeds- og økonomiske politik taget i betragtning.

IV. Kan øget arbejdsudbud automatisk omsættes i øget beskæftigelse?

Som fremgået må det vurderes at være realistisk at forøge arbejdsudbuddet med det af LO tilsigtede antal personer. Men for at et forøget arbejdsudbud kan tjene som finansiering af ”Fair Løsning” og kan indgå i det af Finansministeriet opstilede mål om frem til 2013 at forbedre de offentlige finanser med 24 mia. kr. er det ikke blot nok med et øget arbejdsudbud, men påkrævet, at der gennem forøgelsen af arbejdsudbuddet kan skabes øget beskæftigelse. Her gælder imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt sådanne optimale betingelser vil være til stede de kommende år?

Og her er der imidlertid ikke udsigt til forbedring af ledighedssituationen på denne side af 2015. Hermed vil øget arbejdsudbud indenfor en overskuelig tidshorisont næppe give nogen stor beskæftigelseseffekt. Ganske vist vil Fair Løsning fremrykke offentlige investeringer i størrelsesordenen 10 – 15 mia. kr, men det vil dog max øge beskæftigelsen med 15.000 personer og kan derfor ikke opsuge den forøgelse af arbejdsudbuddet som en times længere gns. arbejdstid på hele arbejdsmarkedet svarer til (over 75.000 fuldtidspersoner).

På kortere sigt mangler der således 15 mia. kr i Fair Løsning alene på dette punkt.

Også en anden hovedkomponent: At unge skal hurtigere igennem uddannelse - må også betragtes som diskutabel, i hvert fald hvis unge der kommer senere ind skal mødes med hårdere adgangskrav og få mindre SU. Det vil give flere studieskift og mere erhvervsarbejde og kan dermed samlet set risikere at give studietidsforlængelser stik i mod hensigten. Hermed er den del af finansieringen af S og SF s plan på 7,5 mia. kr. i hvert fald også usikker. Endelig angiver ”Fair Løsning”, at der over 4 år kan findes op til 14 mia. kr gennem først og fremmest produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor. Selvfølgelig kan der effektiviseres, men det må betegnes som særdeles usikkert om der kan effektiviseres så hurtigt.

Det går næppe så skidt, at der mangler 36 ud af 48 mia. kr på finansieringssiden af ”Fair Løsning”. Men antages det optimistisk, at halvdelen af de forventede finansieringsbidrag rent faktisk opnås, vil overskuddet på 14 mia. kr være væk og herudover vil der stadig mangle 8 – 10 mia. kr. i at skaffe enten finansiering for bedre velfærd eller i at bedre de offentlige finanser med 24 mia. kr.f

Der vil således være en manko i finansieringen af ”Fair Løsning” på mindst 8 mia. kr, når vi fraregner planens ”overskud”.

Retfærdigvis skal det her siges, at der også for VKO ´s ”Genopretningsaftale” består en problem med, at planen ikke hænger sammen, idet besparelserne vil reducere den økonomiske vækst med omkring 1 pct. og dermed modvirke forbedringen af de offentlige finanser med op til 7 mia. kr dvs. at der også i VKO’s plan mangler omkring 7 mia. kr. Så i den henseende er ”Fair Løsning” ikke ringere end VKO s ”Genopretningsaftale”. Og alt i alt er Fair Løsning langt at foretrække frem for VKO s besparelses og nulvækststrategi.

Forslag til at forbedre LO s udspil.

Samlet må det således sikres at der er behov for kvalitetssikring af oppositionens økonomiske politik. En sådan kvalitetssikring bør navnlig bestå i at anvise andre kilder finansieringskilder til at styrke de offentlige finansers holdbarhed samt dermed også midler til en øget beskæftigelsesfremmeindsats og bekæmpelse af ledigheden. Her må blikket vendes mod indtægtssiden. Det er her nærliggende at vende blikket mod en mere gennemgribende revision af VKO s skattereform end den hidtil foreslåede i ”Fair Forandring”. En mere retfærdig fordeling af skattebyrden og et øget skatteprovenu kunne opnås gennem at indførelse af ikke en 6 pct. s, men dog en 4 pct. s skat kunne gøres gældende for årsindkomster mellem en million kr. og ned til 500.000 kr.

Der er også god grund til at kigge erhvervsstøtten igennem, der koster årligt omkring 24 milliarder, heraf de 14 via skattesystemet. Får samfundet vækst og øget beskæftigelse herudaf eller der bare er tale om velerhvervede gamle rettigheder? Et godt spørgsmål til fx bankernes momsfritagelse, den umanerligt lave rederibeskatning og den allerede i dag udstrakte landbrugsstøtte. ”Fair Forandring” kan igennem disse og andre skatteforslag udbygges, så skatteprovenuet gradvist over 4 år øges med godt 20 mia. kr. yderligere årligt.


Selvom der her stilles spørgsmålstegn ved den kortsigtede effekt af forslaget fra S og SF om, at alle skal arbejde mere, skal der imidlertid på ingen måde her afvises, at der på længere sigt – på den anden side af krisen, formentlig først efter 2015 - vil være behov for at øge beskæftigelsen. Og hr vil den konstruktive del af LO – udspillet forslag deltidsansatte på øget arbejdstid og om øget integration samt mere fleksible modregningsregler for efterløn alligevel finde nytte, NÅR krisen er overstået.

Den fulde KRITISKE DISKUSSION på 17 s. inkl. noter, illustrationer og tabeller kan læses på www.henrikherloevlund.dk/Art...
Vederlagsfrit abonnement på KRITISKE DISKUSSIONER kan tegnes ved at miale herom til herloevlund@maildk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce