Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
14. september 2010 - 11:47

Rigtig dårligt forslag, at S+SF skal droppe efterlønnen!

Afskaffelse af efterløn vil ikke styrke fair løsning.

Så sprang informations Bent Winther ud af skabet og meldte sig - blandt "efterlønsmodstanderne". Bent Winther tager hermed for det første bestik af, at meningsmålinger efter en massiv borgerlig og arbejdsgiverkampagne viser faldende tilslutning til efterlønnen. Men han vil først og fremmest hermed økonomisk ”tage presset af Fair Løsning” og opnå at "please" de radikale ved at afskaffe efterlønnen. Altså styrke oppositionens politiske og økonomiske troværdighed.

Allerede her halter forslaget. At droppe efterlønnen vil IKKE styrke ”Fair Løsning” økonomisk, fordi forslaget ikke vil have nogen positiv økonomisk effekt i en situation, hvor økonomien helt sikkert vil være præget af høj og vedvarende arbejdsløshed frem til 2013 og formentlig det samme frem til 2015.Her vil det ikke skabe øget beskæftigelse, men tværtimod øge arbejdsløsheden og dermed ikke forbedre de offentlige finanser.

Kapløb til højre.

Ej heller vil det styrke oppositionen politisk, tværtimod. Det kan godt være at S+SF vil rykke ”mod midten” med et sådan udspil. Bent Winther mener, at det vil efterlade Løkke med problemet.

Men Løkke vil selvfølgelig lynhurtigt selv rykke tilsvarende højre. Og her til vil højreskredet ikke stoppe. Og da VKO altid kan overtrumfe S+SF i at gå til højre, vil S+SF uundgåeligt tabe et sådan kapløb.

Hermed vil S+SF samtidig være tilbage i nederlagspolitikken fra 2001 til 2007, hvor S kun udgjorde et "VK light" og ikke noget alternativ - og tabte massiv opbakning på det.

Troværdighedstab.

Nok så væsentligt: S og SF vil med en sådan udmelding lide et kæmpe tab af troværdighed. Ideen i at droppe efterlønnen er som anført at vinde vælgere (= de Radikale) på midten, men selv det er som beskrevet tvivlsomt, da VKO også lynhurtigt også vil rykke til højre.

Men en stensikker konsekvens er, at det vil demobilisere baglandet fra S+SF, som ikke længere vil kunne se et alternativ til VKO i S+SF samarbejdet. Og uden massiv opbakning fra kernevælgerne vindes valget ikke.

SF i store vanskeligheder.

Særligt for SF vil det at droppe efterlønnen give store problemer. For partiformand Villy Søvndal har kategorisk forsikret, "at der ikke ville blive rørt ved efterlønnen". Gør SF alligevel det modsatte, vil det demonstrere for de venstresocialdemokratiske vælgere, som SF indtil har kunnet låne, at SF ikke er et blivende sted, men bare et Socialdemokrati nr. to.

KRTISKE DISKUSSIONER kan læses på www.henrikherloevlund.dk
Abonnement på KRITISKE DISKUSSIONER kan tegnes ved at maile til
herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce