Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
31. januar 2011 - 19:08

Mere pluralisme, mindre populisme, tak

Hvem kender ikke fornemmelsen: Man har skrevet et strålende læserbrev eller, synes man selv, en glimrende kronik med den rette blanding af kritik og humor – og så om et vigtigt emne.

Efter et par dage får man at vide, at avisen modtager så mange indlæg, at den må sige nej til mange udmærkede af slagsen, så desværre... men man skal da bare prøve en anden gang.

Nogle gange argumenterer man sin sag. Og så kan man lære lidt om, hvordan avisen ser på indlæg fra offentligheden. De skal helst reflektere, hvad læserne som helhed interesserer sig for og ikke mindst, kan man gætte sig til, den måde de ser tingene på.

For nu at parafrasere John M. Keynes skal man gætte sig til, hvad gennemsnittets mening om gennemsnittet er, og så bliver man dog kun gennemsnitlig.


Dette ligner nogle korrespondancer, jeg har haft med Politiken. ATS’ Karen Dynemose, magister i nordisk filantropi, PH Lampes Allé 35, 2. sal lidt tv, blandet med den ikoniske medieadressat Birthe fra Vejle, det er dem vi skal høre.

Nogle har professionelt sat en tilsyneladende provokerende vinkel på de gennemsnitlige meninger, og den kan avisen så godt lide. Man kan i hvert fald se de samme navne optræde i læserbrevsspalten.

Hvor langt er vi ikke fra brødrene Brandes og Viggo Hørup, der satte tingene på spidsen og udfordrede grænserne for folks erkendelse?

Men der er også tale om sindelagskontrol. Hvad vil avisen have frem eller ikke, samt hvad har læserne lov til at komme med?

Kritik af multinationale og den ’faktisk realiserede kapitalisme’ skal helst komme i oversættelse. Desværre tit med meningsforstyrrende fejl. Ikke mindst når der kommer talstørrelser ind, forsvinder enhver forbindelse med virkeligheden.

Politiken spurgte selv hånligt »hvor er visionerne på den danske venstrefløj?« under overskriften »Venstrefløj i vinterhi«. Det var i februar 2008, og under venstrefløjen rangerede den både socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Anledningen var, at den tidligere københavnske byplansborgmester Villo Sigurdsson (VS!) havde efterlyst disse visioner, men der var ikke kommet noget svar.

Nu kan man jo ikke vide, om godhjertede venstrefløjsfolk havde skrevet et indlæg, der desværre ikke var plads til. Venstrefløjen behøver jo heller ikke springe efter det hykleriske Politikens fløjte. Der kom i øvrigt et par bovlamme kronikker senere.

Magtudredningen

I 2003 kom Magtudredningen, der har et kapitel om medierne. Den stiller to kritiske spørgsmål.

Det første er, om der er stigende medialisering, som den oversætter til, at medierne skulle sætte rammerne for politikken. Det andet er, om der skulle være tale om en form for manipulerende journalistik, der skaber helte og skurke i stedet for en bredere, beskrivende og formidlende journalistik, en form for manipulerende dagsordensætning.

De to spørgsmål er i praksis tæt forbundne: Medialiseringen og dagsordensætningen hænger sammen.

Medierne former spørgsmålene og de mulige svar i samme åndedrag, og alle fænomener, der skal have opmærksomhed, skal igennem medierne for at få eksistens.

Det gamle ’objektive’ ideal er sendt på lossepladsen, ofte ved at man ganske bekvemt betvivler dets filosofiske mulighed i det hele taget. I stedet dyrkes den gode historie.

Imidlertid bliver jagten på den gode historie vendt til det subjektivistiske, at alt er en historie. Ordet ’narrativ’ universaliseres.

På den måde kan medierne få os til at mene, at de er renfærdige, thi de fortæller jo bare historier. Almindelige nyttige oplysninger eller informationer fra ukendt territorium gælder ikke. I praksis bliver historierne samtidig reduceret til meninger, og så er der frit slag.

Men for at historierne ikke skal fare i alle retninger, får de historieiklædte meninger nogle klassificeringer, og så er der orden i regnskabet igen. Det er ikke: del jer efter anskuelser, men del jer efter historier.

Vi præsenteres for kraftige narrative fejlslutninger (Taleb 2007) og en koncentration om enkelthistorier, sensationer og skandaler, der har gennemskuelige pointer og foregives at være repræsentative.

De uendelige gentagelser af de evig-samme positioner i slipstrømmen af Muhammed-krisen er kun en ekstrem version.

Men tilbage til Magtudredningen, der desværre har et meget begrænset magtbegreb, selvom den diskuterer forskellige typer: ressourcemagt (det kunne så være økonomisk magt), relationel magt og strukturel/institutionel magt.

Definitionsmagten er den dagsordensættende, der bruges til at få noget igennem på de andre niveauer. Forholdet mellem ressource- og relationel magt (påvirkning af handlinger) diskuteres ikke nærmere eller rettere, det antages at ’politisk magt’ er det der kæmpes om, og den politiske magt ses som identisk med de eksisterende strukturers/systemers.

Derfor, når vi kommer længere ind i teksten, forholder forskerne sig til politiske partier og det politiske spil som hele spektrummet af magtkamp.

Magtudredningen konkluderer, at medierne har »betydelig indflydelse på både befolkningens dagsorden, befolkningens holdninger, den politiske kommunikation og de politiske beslutninger. Men deres magt kan også overdrives« (s. 229).

Selvfølgelig er medierne fanget i et større net, som de selv er en del af og ikke sætter dagsorden for. Ofte halter de efter en folkestemning, der dog ikke bare er kommet af sig selv, men udviklet over tid til et kompleks af ’offentlighed’.

Et element er, at jo større materiel frihed folk har, jo mere kan medierne slippe af sted med blot at underholde, og til almindelig underholdning hører nu til dags de politiske celebriteter.

Der er vel heller ingen tvivl om, at det politiske apparat i høj grad stiller ind over for mediernes logik (medialisering). Det vigtigste bliver, at politikerne kan ’kommunikere’, dvs. sige noget helt selvindlysende og se ud, som om de siger noget. Men hvor meget behøver vi at høre på politikere?

Magtudredningen indrømmer, at nyhedsinstitutionen »beslutter rutinemæssigt og kollektivt, hvilke hændelser og udspil der skal gøres til en politisk sag eller overhovedet omtales. Herunder bestemmer den, hvem der skal have mulighed for at udtale sig, hvor meget og i hvilken sammenhæng« (s. 217).

Som krav (sic) til medieinstitionen stiller Magtudredningen, at den skal være »uafhængig af særinteresser, at den skal åbne spalterne for flere forskellige og modstridende synspunkter, og at den skal give plads for en grundig argumentation« (s. 225).

Nu har vi jo private medier, der kan gøre, hvad de vil, men på den anden side er afhængige af, at de skal sælges. Vi har dog også ’offentlig service’-kanaler (hvorfor står der »spalterne« i ovenstående?), til hvilke man kan stille større krav, ikke blot om alsidighed, men også om dybde.

Man kunne ønske, at nogle medier i hvert fald var i stand til at tage noget op, der ikke passer i det eksisterende billede, eller som er noget, folk normalt ikke ved noget om.

For uanset at man kan google sig til viden om stort set alt, er det forbløffende, hvor lidt information/viden folk jævnthen søger.

At mange fravælger aviser, betyder ikke, at de ikke har de gængse meninger, tværtimod. Jo mindre man ved, jo mere er man offer for standardfortolkninger.

Lad mig præcisere, at denne artikel drejer sig om pressens forhold til bredden af ideer og teorier om samfundet. Hvor bred er den? Har den plads til outliggere, eller skaber den og dyrker sine egne? Idet vi antager, at der er folk, der gerne vil have analysemåder, informationer og fortolkninger frem, der normalt undertrykkes.

Politik og politisk videnskab: populisme og bekræftelse af et verdensbillede

De politiske ’holdninger’ er godt belyst, for det er dem, man altid kaster sig over, når man skal diskutere mediernes bias, se f.eks. Kunsten at holde balancen, der drejer sig om dækningen af folketingsvalgene 1994-2007. Forfatterne havde i maj 2010 en kronik i Berlingske Tidende, hvor de opsummerede resultaterne.

Bogen analyserer alle indslag om politik og valgkamp i perioden og finder, at regeringsblokken er lidt mere synlig end oppositionen, men at der ikke er nogen bias. Unægtelig en undersøgelse, der begrænser sig til det snævert partipolitiske, journalisten vs. dækningen.

Det er mere ømtåleligt at se på kvaliteten af de eksperter, medierne tilkalder, thi der synes at være en sammenhæng mellem orientering og kvalitet.

Populisme kan bestemmes som ophævelsen af umiddelbare grundstemninger til bevidste holdninger, f.eks. ved at man gør folks modvilje mod noget fremmed til en retfærdig modstand mod ’de fremmede’ uden formidling via baggrundsforståelse og indsigt i historiske forhold.

De eksperter, der indkaldes til at give baggrund til storpolitiske eller udenrigspolitiske begivenheder, er altid dem, der bekræfter det bestående. F.eks. giver de gode råd om, hvordan man bedst fører krig i Afghanistan. De har vel lært på universitetet, at politikerne giver præmisserne, og så leverer de det tekniske. Men de går ofte langt videre i retning af ’anvendt forskning’ ved at overidentificere sig med krigsherrerne.

Medieudviklingen flyder sammen med andre tendenser. Universitetsansatte skal nu om dage vise, at de er gode til at blive publiceret i ’anerkendte’ tidsskrifter. Men de skal også føre sig frem og give deres viden videre gennem pressen. Desværre får vi ofte populisme, understøttelse af den offentlige mening og magtapparatet.

Her blot to eksempler på, hvad eksperter kan bruge en offentlig talerstol til.

Peter Viggo Jakobsen er lektor i statskundskab med speciale i bl.a. FN’s rolle i international fred og sikkerhed. Han udtalte i en DR-radioudsendelse (efter hukommelsen), at »Tyskland er ved at få et mere normalt forhold til krig« (12. december 2008).

Benævnt med titel og ansættelsessted brillerede han i Politikens PS af 11. januar 2009 (»Genudsendelser af en ørkesløs krig«) med at udtale sig om interessen for Gaza-krigen. Her udtrykte han sig som almindelig, herligt bramfri avislæser, tilmed i børnesprog: »Derfor gider jeg godt læse om Gaza i modsætning til udviklingen syd for Sahara.«

Sikkerhedsekspertens mangel på interesse for udviklingen syd for Sahara virker ikke betryggende.

Marlene Wind er professor i statskundskab med speciale i EU. Derfor bruges hun til at udtale sig om alt vedrørende EU, herunder den græske krise. Professoren har udtalt i Deadline 27. april sådan noget som, at »enhver ung græker, der får en statskundskabsgrad, bare ønsker at få et offentligt job og smække benene op på bordet«.

En sådan kynisk overfladiskhed udvist af ’forskere’ over for vigtige spørgsmål inden for deres eget gebet kan kun lade sig gøre med implicit accept af de højere magter, dvs. VK-regeringen plus støtteparti.

Det er pinligt, at Anders Foghs berømte tale om ’smagsdommere’ i den grad er blevet selvopfyldt. Hvor der tidligere var forsøg på – også fra mere erklæret venstreorienteret side – at forklare og begrunde, har vi nu åbnet ladeportene for den rene impressionisme, indtryk og anekdoter.

Mangel på pluralisme i økonomisk ekspertise

Mere vanskeligt er det at have at gøre med de tankegange og teoretiske tilgange, der føres til torvs. Dér er dækning af økonomien langt mere interessant end politikken. Økonomi er jo ikke så umiddelbart tilgængelig.

De danske medier har ligesom resten af den vestlige verden stiltiende accepteret, at der er økonomi og finans, der leverer relativt uafhængige liv. Det sidste er i form af markedsbevægelser, der dagligt kommenteres af bankøkonomer eller børsjournalister.

Bankerne har imidlertid også ansat såkaldte makroøkonomer, der får lov til at brede sig over den økonomiske sendeflade, ind imellem kompletteret af vismænd eller universitetsøkonomer.

Finanskrisen har fået økonomien til at fylde en smule mere, og et par stykker af sidstnævnte slags er dukket op under finanskrisen til at udtale sig lidt bredere om finansernes tilstand, Jesper Rangvid og Finn Østrup.

En vulgær mikroøkonomisk tankegang har sneget sig ind. Estimér prisen på alt muligt. Over sommeren kom turen til inkontinens. Denne lidelse koster ’samfundet’ 2 milliarder kr. i lønomkostninger om året, kunne Information citere en konsulentrapport for den 25. juli 2010.

Det må underforstås, at disse 2 milliarder kr. i løn alternativt kunne bruges på noget andet. Men hvis det nu er de her hjemmehjælpere, der siges at pjække, kunne man så ikke få dem til at skifte flere bleer i den arbejdstid, de alligevel betales for?

Det ville være i forlængelse af pjækkernes hemmelige brug af den kapitalistiske tidslogik: det tog så og så lang tid at skifte ble, og mere skulle vi ikke nå.

’Velfærden’ i ældreplejen skulle jo være et spørgsmål om at bruge et vist kvantum tid hos de gamle, ikke opfyldelsen af en arbejdsplan, kommer det så fra det offentliges side.

Dækker de 2 milliarder kr. tillægsbeskæftigede, så har vi da fået sat dem i arbejde, skulle det ikke være godt, ville en keynesianer måske sige. Bare for at vise, hvilke absurditeter den anvendte neo-klassiske mikroøkonomi kommer ud i under navnet cost-benefit analyse – ved bl.a. at isolere et problem og antage, at det er et tillæg til noget ellers effektivt og velfungerende. Tænk blot på Lomborgs evige rumsteren.

Man må også undre sig over, hvor lidt pressen kigger på forudsætningerne i de modeller, makroøkonomer baserer sig på. Som andre af deres slags har de danske makroøkonomiske modeller ADAM, DREAM og SMEC faste parametre, som bestemte data puttes ind i. Derfor er de ude af stand til at opfange forandringer i økonomiens struktur.

Resultaterne, der jo fremkommer efter det gode gamle princip »garbage in – garbage out«, tages, som om de netop ikke er affald.

Kendt er diskussionen om virkningerne af skattenedsættelser og nedskæringer af offentlige ydelser på det såkaldte arbejdsudbud, hvor det tog de forskellige aktører lang tid at hitte ud af, at det ikke var udbuddet, der manglede. Regeringens nedskæringer på dagpengeperioden er naturligvis ikke med til at skaffe arbejde til nogen, men kun til at øge lønpresset.

Spørgsmålet om, hvor pengene til at dække de 12 minutters merarbejde om dagen som foreslået i »En fair løsning« skal komme fra, er underbelyst. Hvem vil betale for de 12 minutter? Forestiller S og SF sig, at for denne her time mere om ugen gange antal beskæftigede får man en tilsvarende stigende efterspørgsel?

Der er over hele flanken sat gang i bogholderudregningerne, her sparer vi én krone – den kan vi så bruge her. Det kommer naturligvis ikke til at holde.

Pressen, selv den der mener sig kritisk, er alt for ukritisk over for de grundlæggende tankegange, men lader i stedet blot politiske modstandere få ordet.

Desværre er S og SF bange for at forlade den almindelige økonomiske model-tænkning, som har vist sig at være fejlagtig. Også de bruger ADAM, der på en død måde er lidt mere ’keynesiansk’ end DREAM. Ellers får de smæk af finansministeriet.

Pressen tænker ikke på ’skoler’, man ved knap, om den kender dem. Den ser kun mere eller mindre kendte økonomer og økonomiske aktører og er ligeglad med, om de skulle dække et bredt felt.

TV2 var gevaldig glad for at hidkalde en Saxo Bank-økonom, David Karsbøl, i panel med den danske Goldman Sachs-økonom, Erik Nielsen, skatteminister Troels Lund Poulsen og højresocialdemokraten Carsten Koch til debat i påsken 2010.

Der er sandelig pluralisme her. Goldman Saxo står for uhildet forsvar for finanssektoren og dens friløb, derfor kunne man måske godt have udskiftet blot én af bankøkonomerne, og man kunne også have fundet større politisk variation end mellem Troels LP og Carsten Koch.

Diskussionens emne var ellers bredt defineret som »hvordan Danmark finder vejen ud af det økonomiske uføre«, men det blev hurtigt drejet over på skattelettelser, hvor Saxo Bank-manden fuldstændig efter Saxo-partilinjen mente, skatterne skulle ned for at jage folk i arbejde, mens skatteministeren trådte vande, og Carsten Koch formidlede de forhåndenværende synspunkter. Goldman Sachs-danskeren mente lidt keynesiansk, at der skal mere gang i hjulene.

Et imponerende udvalg af ekspertise. Det mest komiske var, at ankermanden Ole Krohn struttede af stolthed over det fine selskab. Men havde det ikke været Saxo Bank, der var indkaldt, var det jo nok blevet Cepos. Derude er vi.

Det er i hvert fald helt klart, at medierne har svært ved at gennemskue, at Cepos og Saxo Banks økonomiske forenklinger og urfiktioner om mennesket, der optræder som en autonom agent, der helt alene uden at have kostet samfundet en øre tjener sine egne penge ved at handle sin hjemmeproducerede vare på markedet i overensstemmelse med den neo-klassiske Walras’ske ligevægtsmodel, måske forekommer forståelige, men til gengæld intet har at gøre med nogen eksisterende økonomi.

Desværre er det at være reaktionær meget nemmere end at prøve at udrede de mange komplicerede niveauer af virkeligheden!

Undertrykkelse af ekspertise og nyheder

Medierne har altså påtaget sig at reproducere og formulere, hvad de ser som folks og magtapparatets interesser og meninger. Samtidig hugger de en hæl og skærer en tå, for de narrative formler skal helst overholdes.

På den måde er der naturligvis en hemmelig censur af det, der ikke passer ind, eller som ikke er repræsentativt eller magtfuldt nok, pt. venstrefløjen. Hvorimod højrefløjen får, hvad den skal have og mere til. Ved at flytte centrum til højre kalder man almindelig velfærdssocialdemokratisme for venstrefløj.

Men medierne sætter ikke dagsordenen. Også de ikke-public service forpligtede medier som aviser føler sig forpligtede til at rende rundt efter DF og Cepos og publicere alt, hvad de kommer med. Medierne tækkes the powers-that-be, ikke ved at være ukritiske over for disse magter, men ved at acceptere deres måde at sætte debatten på.

Hvilke oplysninger er det, vi ikke får? Jeg kan tænke på en hel del, ikke mindst i den tredje verden, hvor vi igen har denne her hamren på, hvor ’håbløst’ f.eks. Afrika er. Jævnfør Peter Viggo Jakobsens gratis kommentar.

Hvor mere oplyste udenlandske organer spørger, om Afrika burde indlemmes i højvækst-kategorien BRIK. Erhvervslivets ekstreme misbrug af mennesker og natur dækkes i ny og næ, men ikke særlig systematisk, ikke engang danske virksomheders føren sig frem i produktionslande.

Vi får heller ikke det ikke-identiske, som Theodor W. Adorno talte om, det der kan provokere fastlagte måder at se på tingene på, det der viser, at tingene bevæger sig.

I stedet hamres positionerne fast i klynger, der kun flytter sig på grund af interesseforskydninger. Klynger af positioner er ikke nødvendigvis konsistente holdninger, men nogle som erfaringsmæssigt indtages samtidig, f.eks. at krigsmodstandere ofte er socialt mere frisindede (Taleb 2007).

Men på den anden side er højrefløjen nu i sin jagt på alt muslimsk i gang med at adoptere positioner, der ellers var forbundet med venstrefløjen, f.eks. accept af homoagendaen.

Man kunne ønske sig en tilbagevenden til god gammel pluralisme, flere nyheder/informationer om noget man ikke kunne forvente, således at folk vil søge videre oplysninger om dem på egen hånd. For de findes.

Den kritiske presse er da ved at vinde frem, når det drejer sig om de temaer, der allerede er en del af opmærksomhedsfeltet, såsom Afghanistan-krigen.

Men det har taget lang tid at komme bare lidt videre end de overordnede krigsgrunde, der har at gøre med at skabe fred og skolegang for piger og demokrati via ’frie’ valg (af præsident Hamid Karzai), til rent faktisk at få set på, hvad der sker on the ground. Hvordan den menige afghaner påvirkes af krigsmagternes føren sig frem osv.

Grundlæggende er medierne følgagtige…

Det må også næsten kunne forlanges af den presse, der tror sig kritisk, at den åbner op for bredere fortolkninger af økonomiens tilstand og dynamik. Med afsløringen af, hvor håbløst hovedstrømmen i politisk og økonomisk teori har klaret realitetstesten, skulle det ligge lige for.

Ikke blot chokket over finanskrisen, men spørgsmålet om Danmarks fremtid i den kapitalistiske verdensorden famler man sig frem overfor. Desværre sætter medierne kun dagsordenen, når de graver en ny skandale op. Grundlæggende er de følgagtige over for samfundsmagten og sætter ikke nogen agenda for den bredere samfundsforståelse, men medialiserer den blot.

Derfor er det måske kun et fromt håb, at man ville kunne se en smule mere pluralisme og god gammeldags oplysning.

Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun er medlem af redaktionen på tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen også bringes i nummer 15, efteråret 2010.

Litteratur:
Albæk, Erik, David Nicolas Hopmann og Claes Holger de Vreese: »Er DR-journalister røde? Er TV2s blå?«. Kronik i Berlingske Tidende 5. maj 2010. Bygget på undersøgelsen publiceret i Kunsten at holde balancen. Syddansk Universitetsforlag.

»Venstrefløj i vinterhi: Hvor er visionerne på den danske venstrefløj?« Leder i avisen Politiken den 10. februar 2008

Taleb, Nassim Nicholas: The Black Swan: The Impact of the Highly Improbable. London: Penguin Books, 2007.

Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda: Kapitel 12: »På mediernes betingelser« fra Magt og demokrati i Danmark: Hovedresultater fra magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag 2003.ten 2:

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce