Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
6. maj 2011 - 2:33

Retfærdighedens ansigter

Professor i international jura ved Kent University, Nick Grief, udtalte, at angrebet forekom at være et ”udenretsligt drab uden lovmæssig fremgngsmåde … Det var måske ikke muligt at gribe ham levende, men ingen bør være udenfor lovens beskyttelse.” Han gjorde opmærksom på, at selv nazisterne fik en retfærdig behandling efter 2. verdenskrig.

Dermed siger professoren, at det havde de egentlig ikke fortjent, dvs. at det i grunden var uretfærdigt at stille den type forbrydere for retten. Men hensigten med Nürnbergprocesserne var netop at vise forskellen mellem de sejrende demokratier og de slagne nazistiske/fascistiske diktaturer. Demokratierne byggede på lov og ret, diktaturerne på ideologi og vilkårlighed.

Man kan indvende, at der var tale om en slags skueprocesser, der skulle demonstrere det grundlæggende i retsstaten – at ingen er skyldig, før det er bevist, og at domme skal afsiges efter gældende lov – alle vidste jo, hvem der var gået i spidsen for krigen, folkemordene og ødelæggelsen af Europa. Men det var vigtigt, syntes man dengang, at vise, at lov og ret igen var gældende, og at selv den værste forbryder havde ret til at forklare sig og at blive forsvaret af en lovkyndig.

Loven, hedder det, beskytter den anklagede mod hævn og vilkårlighed. Det mente nazisterne også, og de gjorde sig umage for at få både omverdenen og deres egne folk til at tro, at de var både lovlydige og retfærdige i, hvad de gjorde. Men i praksis viste de, at det kun var propaganda. De love, som de påberåbte sig, var for de flestes vedkommende ideologisk begrundede og skulle imødegå påståede, aktuelle trusler mod stat, parti eller folk, og de medførte voldsomme indgreb i almindelige borgeres liv.
Men dermed havde diktaturerne demonstreret et juridisk problem. Det udtrykkes i flere ordsprog, som f.eks. ingen står over loven eller med lov skal land bygges. Det første giver loven en status, som om den var givet af vorherre og ikke af almindelige dødelige, mens den anden lader stå åbent, hvad slags land, man vil bygge.

Problemet er, at de helt afgørende forhold for, hvad der er en forbrydelse, ikke kan diskuteres i retten. De vedtages i parlamenter eller regeringer af folk, som langtfra altid ved noget om retssystemet. Og de bruges i praksis af jurister, som stort set kun kan operere indenfor de givne rammer.

De forskellige retssystemer i forskellige stater er udviklede igennem mange år, ofte århundreder, og kan være svære at finde rundt i. Derfor kan det være fristende for politikere at sætte jurister til at finde smuthuller og fortolkninger, der kan øge deres magt og tillade handlinger, der egentlig strider mod lovenes hensigter. ”Lovens ånd”, som man siger.

Som en talsmand ved USA’s ambassade i London sagde i anledning af drabet på Osama bin Laden: ”I krig har man lov at angribe sin fjende.” Hillary Clinton udtalte sig næsten ligeså intelligent: ”Osama bin Laden er død, og retfærdigheden er sket fyldest.” En grundigere forklaring på det juridiske blev givet sidste år af en rådgiver i USA’s udenigsministerium, Harold Hongju Koh ved et møde i The American Society of International Law:

”Nogle har hævdet, at brugen af dødelig magt mod udvalgte individer ikke giver mulighed for tilstrækkelig procedure og derfor betyder ulovligt, udenretsligt drab. Men en stat, som er indviklet i en væbnet konflikt, eller handler i lovligt selvforsvar, behøver ikke at give et mål (target) adgang til retslig behandlig, inden staten griber til dødbringende magt. De principper om sondring og proportioner, som USA bruger, er … anvendt rigoristisk i hele planlægningen og udførelsen af dødelige operationer for at sikre, at sådanne operationer udføres i overensstemmelse med alle relevante love.”

Og John Bellinger III, som var senior juridisk rådgiver i udenrigsministeriet under George Bush’s anden præsidentperiode, siger, blandt meget andet, at ”forbudet mod attentat gælder heller ikke ved drab i selvforsvar.” Der var, efter hans mening, tale om ”en lovlig handling i selvforsvar, eftersom Bin Laden klart planlagde yderligere angreb.”

Artiklen i The Guardian indeholder flere, længere citater, men alle drejer sig om, hvorvidt drabet på Osama var lovligt eller ej. For en ikke-jurist er det påfaldende, at det overhovedet kan være lovligt at storme et hus i et andet land og skyde løs på beboerne, fordi man har udnævnt en af dem til at være terrorist.

Eller, for at sige det på en anden måde, at man overhovedet kan diskutere det. Så kan nogle indvende, at USA jo har dødsstraf på hjemmeplan. Det er stadigvæk lovligt at henrette mordere og andre forbrydere, og når det, som her, drejer sig om en person med utallige menneskers liv på samvittigheden, kan en sådan diskussion være berettiget. Gik alting efter reglerne? Var det lovligt?

Vi andre, almindelige mennesker må til gengæld spørge, om det virkelig betyder noget? Manden er jo død. Men spørgsmålet er måske forkert stillet. Loven kan være ufuldkommen, men den er trods alt det eneste værn, vi har, mod vilkårlighed og statsforbrydelser. Alting kan jo misbruges, også det bedste retssystem.

Snarere bør man måske spørge – offentligt og i medierne – hvordan det kan lade sig gøre at gribe ind i de gældende retssystemer, så at det juridiske misbrug, som så åbenlyst finder sted, kan bekæmpes? Det er en skamplet på vores såkaldte demokrati, at paragrafrytteri skal afgøre menneskers liv eller død.

Men sådan er der så meget. Det kan sommetider være svært at se demokratiet for lutter skampletter.

Den omtalte artikel kan findes på
www.informationclearinghouse...

En anden, grundig artikel om samme emne findes på
www.spiegel.de/international...

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce