De revolutionære dør aldrig

Fredag den 12. august 2011 sov Patrick Mac Manus stille ind, omgivet af nænsomme plejehænder, mængder af blomster og breve fra kammerater
og venner og kys og kærlige ord fra nære venner.

Det var et langt begivenhedsrigt liv der her tog sin slutning. En slutning som var ligeså værdig og smuk som Patrick var et værdigt og smukt menneske.

Han vidste at sygdommen var uhelbredelig og nægtede derfor opslidende behandlinger. Patrick virkede meget afklaret i forhold til døden, og kun enkelte gange når vennerne græd, så man tårer i hans øjne.

Denne afklarethed kan hænge sammen med at Patrick for nogle år siden blev
ramt af en alvorlig hjerneinfektion der for en tid fratog ham hukommelsen. Som han dengang sagde: For en person der som jeg arbejder med hovedet, er det en katastrofe at miste hukommelsen. Han kom sig delvist, men aldrig helt.

Foto: Mette Kramer Kristensen

Hvor utroligt det måske kan forekomme, så var det en smuk oplevelse af følge Patrick gennem hans sygdomsforløb og hans tagen afsked med livet. Det blev til mange gode snakke i hans hjem på Nørrebro, omgivet af tusindvis af bøger, altid med Patricks yndlingsmusik i baggrunden:irsk folkemusik, sangerinden Cesaria Evora fra Kap Verde (hvor Patrick har et sponsor-barn), Erik Stinus sange og klassisk musik.

Her fortalte Patrick om sit liv, sine mange rejser rundt omkring i verden (Vietnam, Chile, Bolivia, mange rejser til Sydafrika), ligesom snakken gik på Palæstina, terrorlove, verdens frihedskæmpere og den reaktionære politiske udvikling i Danmark.

Patrick var optimistisk i forhold til udviklingen og talte begejstret om Det Arabiske Forår, oprørene i Sydeuropa, den israelske stats voksende genvordigheder og den øgede aktivitet i ungdommen i Danmark.

Patrick kom til verden i 1944 i en lille landsby i den vestlige del af Irland. Da han var 4-5 år gammel, flyttede familien til Dublin. Patrick studerede historie og filosofi på universiteterne i Dublin og Tübingen i Tyskland og langt senere Afrika-studier i København.

Efter nogle år i Tyskland hvor Patrick bl.a. var aktiv med solidaritetsarbejdet i forhold til det persiske (som det hed dengang, i dag ’iranske’) folks kamp mod shah-regimet, og aktiv i nogle kommunistpartier, flyttede han til Danmark.

Angiveligt fordi han var udsat for Berufsverbot i Tyskland. I Danmark underviste han i historie og filosofi på højskoler og pædagogseminarier. Han blev for en tid
medlem af Danmarks Kommunist Parti (DKP) , men spøgte med at der også
var ’noget anarkisme’ i ham.

Sammen med venner før domsafsigelsen i terrorsagen mod foreningen Oprør. Foto: Mette Kramer Kristensen

Som lille barn mødte Patrick racismens grimme ansigt da han i sin landsby så romaerne blive udsat for racisme.

Denne oplevelse glemte han aldrig. Han var igennem hele sit liv på de svages side: støttede den sorte befolkning under apartheid-regimet i Sydafrika; støttede med hele sit hjerte palæstinensernes kamp for frihed; støttede den kurdiske, filippinske og colombianske befolkning mod deres undertrykkende regimer. Ligesom han havde et ømt øje for og råbte op om fattigdom, sult og fordrivelse i den såkaldte tredje verden.

Om undertrykkelsen i både det store og det små – og håbet om forandring – skrev han hver dag og hele livet. Som få formåede Patrick at kombinere den politiske analyse, humanismen og det poetiske sprog.

Han ramte med sin skrivekunst folk i deres følelser. Han havde sin helt egen ”patrick-skrive-stil” som blev elsket ikke kun af os her i Danmark, men af mennesker over hele kloden. Han blev vild med facebook der som medie passede til hans temperament. Han havde i tusindvis af venner på facebook som han hver dag fodrede med vigtige artikler og hilsener til brug i den antiimperialistiske og antiracistiske kamp.

Da Patrick skrev en afskedshilsen på sin blog og rygtet om hans sygdom bredte sig, blev der oprettet flere facebook til hans ære, bl.a. en med titlen ”We are all Patrick”.

En opfordring til at støtte palæstinensiske og colombianske frihedbevægelser med tyve kroner . Foto: Mette Kramer Kristensen

Patrick elskede poesi og læste mange digte. Nogle af hans yndlingsdigtere var Erik Stinus og Henrik Nordbrandt. Han skrev selv flere bøger med digte og prosa-digte.

I disse beskrev han menneskers hverdage og kampe over den ganske verden og formåede med sin skrivekunst at gøre de enkelte menneskeskæbner til universelle
fortællinger om fattigdom, ulighed, kamp for forandring og frihed. Det gjorde han bl.a. i bøgerne ’Den tilkæmpede historie’ og ’Europa – som drøm og mareridt’ med illustrationer af Grete Folman.

Da der efter 11. september blev vedtaget terrorlove, gik Patrick sammen med andre gode kammerater hurtigt i aktion. Han kunne ikke acceptere at retten til international solidaritet blev taget fra os og de politiske rettigheder udhulet. Han blev en lysende person i kampen mod terrorlovene og en eminent kommunikator for Foreningen Oprør. Med det resultat at han fik en retssag på halsen for - som talsperson forForeningen Oprør – at have støttet PFLP og FARC. Den betingede straf han blev idømt var han vist nærmest stolt over!

Patrick er ikke mere. Vi har mistet en god kammerat og kærlig ven. Men som titlen på en bog om PFLP-lederen George Habash lyder: De revolutionære dør aldrig.




Se links om Patrick Mac Manus på Tidslinjen 12. august 2011