Skrædderen er faldet ...

Lucio Magri er død i en alder af 79 år. Han valgte aktiv dødshjælp for at gøre ende på et liv, der de seneste år kun indeholdt svære lidelser.

Hans liv og politiske og kulturelle engagement var, som for mange af os, viet til kampen for grundlæggende sociale ændringer, en indsats som havde sin pris.

Hans liv var tæt forbundet med den italienske venstrefløj. I perioder med det italienske kommunistparti, og fra 1970 med grundlæggelsen af dagbladet Il Manifesto også talerør for de kritiske røster mod såvel de etablerede venstrefløjspartier som mod kapitalisme.

Han skabte avisen sammen med en af Europas mest livskraftige venstrefløjsgrupper, der blandt andet talte fremstående personligheder som Rossana Rossanda, Luciana Castellina, Luigi Pintor og Valentino Parlato.

Lucio Magri, 19. august 1932 - 28. november 2011.

Han var eksponent for en stadig søgen efter intelligente løsninger til at skabe en mere retfærdig fremtid, der kunne opbygges skridt for skridt i dialog og samarbejde med samfundets undertrykte og udstødte grupper. Et engagement, som ledsagedes af solidaritet med de folk i den 3. verden, som kæmpede mod Vestens aggressioner og udbytning.

Han var fra en tid, der stadig var præget af gensidig støtte og udvekslinger af ideer mellem de forskellige landes arbejderbevægelser og af en parallel udvikling i de sociale kampe i Frankrig, Italien – og siden også i Danmark. Det var i en tid, hvor et land som Sverige med dets historiske lederskikkelse Oluf Palme pegede på behovet for internationalisme og solidaritet med frihedskampene i Asien og Afrika.

Den fælles bestræbelse var at se ud over kapitalismens historiske horisont og søge nye veje.

Denne nytænkning i Italien satte også sine tydelige spor i Danmark, især blandt personer på den kulturelle og politiske scene som Claus Bryld, Gert Sørensen, Jørgen Stender Clausen og mange andre, for hvem interessen for Italien rakte ud over det turistmæssige.

Det var årene, hvor Karen Dissing Melega skrev en bog med titlen Ikke et ord om Michelangelo for at henlede opmærksomheden på det spændende politiske og sociale liv i Italien.

Antonio Gramsci værker udgjorde sammen med andre italienske marxisters en betydelig del af venstrefløjens kulturelle curriculum, også i Danmark, og blev gjort til genstand for omhyggelige studier i den akademiske verden.

Uddrag fra den italienske debat blev viderebragt af mig og Vibeke Sperling med udgivelsen af tekster af Lucio Magri om krisen og hans tanker om en ny samfundsmodel.

Forlaget Modtryk udgav Arbejderbevægelsen og Krisen, Den italienske venstrefløjs diskussion om krisen og det socialistiske perspektiv (1976) og PDUP`s teser (1974) for det nye Parti for Proletarisk Enhed stiftet af Lucio Magri.

Krisens og den teoretiske debats temaer i Italien med et bidrag af Lucio Magri blev behandlet i en bog, der udkom på RUC’s forlag under titlen Overgangskapitalismen, staten og krisen (Bruno Amoroso – Lucio Magri, RUC 1975).

Men også talrige andre skrifter indgik i den danske debat på universiteterne og i den politiske verden.

Denne interesse i Danmark afspejlede den grøde, der var i det politiske og kulturelle liv dengang, hvor debatten var livlig og intens. Man behøver blot at tænke på Oprør fra midten, teksterne fra Ritt Bjerregårds kaffeklub og debatten om økonomisk demokrati.

Det var mens socialdemokratiet og fagbevægelsen stadig var knyttet til en socialistisk tradition og sigtede mod grundlæggende ændringer af samfundet.

Det var også årene med et levende og kreativt civilsamfund, fra Christiania til RUC.

Inden han forlod os, færdiggjorde Lucio Magri en omskrivning af kommunismens historie i Italien i en bog med titlen Il sarto di Ulm (Skrædderen fra Ulm), som indtil videre er oversat til engelsk, fransk og spansk.

Titlen er hentet fra et børnedigt af Bertolt Brecht om en skrædder, der var
overbevist om, at han kunne flyve, og derfor forsynet med kunstige vinger sprang ud fra kirketårnet og knustes mod jorden, som biskoppen havde forudset.

Men, konkluderer Magri, siden lærte mennesket jo at flyve, og sådan vil det også gå med vore ideer, selv om de kan virke nok så utopiske i dag.

I en populær dansk sang med gruppen Bifrost fra disse år, vore bedste, lyder det … »I kan ikke slå os ihjel, for vi er en del af jer selv.«

I dag må vi konstatere, at det er lykkedes dem at slå en del af sig selv ihjel, mens det er lykkedes os, at holde os udenfor – for fortsat at kunne søge, som Lucio Magri ville sige.

Bruno Amoroso er docent emeritus ved Roskilde Universitetscenter, RUC.

Se også nekrologer, artikler og litteratur om/af Lucio Magri på Tidslinjen, 28. november 2011