Demokrati: Proces eller produkt?

Demokrati er for de aktive.

Som en, der gennem godt fyrre år har tilhørt det meget aktive partilag i SF, bliver jeg naturligvis fanget af en forside på Information med denne overskrift. Og jeg kan ikke lade være med at komme med nogle overvejelser omkring demokrati, organisation og politik i den anledning.

Hvis man ser demokratiet som den fundamentale politiske opgave og udfordring, og derfor er blevet socialist for at tage fat på de begrænsninger en stadigt stærkere globaliseret kapitalisme har skabt, må den måde, man håndterer og praktiserer demokrati på, være en afspejling af den samfundsmodel, man har som sin politiske vision.

Nedturen i 70'erne

I første halvdel halvfjerdserne oplevede vi et SF, der i stigende grad fjernede sig fra medlemmerne og et venstreorienteret projekt. En majoritet i den daværende folketingsgruppe anså Fremskridtspartiet som den største politiske fare, og satte alle kræfter ind på at opbygge alliancer for at inddæmme det nye partis indflydelse mest muligt. En demokratisk alliance fra Venstre til SF, som vi sang i en af den tids lejligheds sange.

Men partiets basis, som vi kaldte os dengang, følte sig i stigende grad sat ud af spillet. Vores indsats skulle begrænses til at afholde de reglementerede møder, sørge for det praktiske omkring opstillinger og valg, og sikre, at vores folketingsmedlemmer og kandidater kom rundt i landet og op i lygtepælene, når der var valg. Fraktioner var forbudt, og mange forlod SF i frustrasion over højredrejningen. Dengang ramte partiet 2,4 % i meningsmålingerne – ifølge Hans Mortensen i ”Den Røde Tråd”. Konflikten kulminerede på et landsmøde, hvor medlemmerne fik magten over opstillingerne og Hovedbestyrelsen fik magten over Folketingsgruppen mellem æandsmøderne. En række meget fremtrædende folketingsmedlemmer valgte at trække sig ud af Folketingsgruppen, og ingen af dem opnåede genvalg. Herefter udviklede SF en lang række nye demokratiske modeller, som alle havde til formål at udvikle en flad struktur med højt til loftet og stor indflydelse til partiets medlemmer.

SF havde efterfølgende sine bedste valg nogensinde. Nogle har vurderet, at indflydelsen var omvendt proportional med størrelsen, men det var i de år, vi udviklede et alternativt flertal på Sikkerhedspolitik, retspolitik og miljøpolitik, som var en del af SFs kærnepolitiske områder dengang.

De erfaringen, vi dengang fik, viste, at vi gennem at involvere så mange som muligt i udarbejdelse af partiets politik både teoretisk og praktisk, gjorde partiets medlemmer i stand til at tage medejerskab -også når beslutninger gik dem i mod. Naturligvis gik det ikke stille af, og den daværende formand Gert Petersen truede ofte med at forlade formandsposten, hvis han ikke fik sin vilje. Blev han alligevel stemt ned, ændrede han sin trussel til at han ville gå som formand for internationalt udvalg eller en anden arbejdsgruppe, den travle formand var involveret i.

Proces eller produkt?

Demokrati er en måde at tage beslutninger på, sagde Poul Nilsson, den tidligere EU-Kommissær til mig, da vi diskuterede Euroen og ikke mindst de bølger af integrationsfremmende følgebeslutninger Europaparlamentet og kommissionen havde i pipelinen. Det skete i en periode, hvor kun ganske få befolkninger var inddraget i beslutningerne omkring Euro-samarbejdet og ikke mindst i hvem, der skulle med i den nye fælles mønt.

Selvfølgelig havde han ret i det. Men erfaringer fra SF i halvfjerserne og desværre igen et stykke ind i dette årtusind, viser, at et demokrati, der reduceres til at være flertalsafgørelser, bliver uinteressant for store grupper, der ønsker at være inddraget og tage medejerskab for udformningen og udførelsen af beslutningerne.

Stemmeprocenten tilSFs interne valg taler deres eget triste sprog.

I Århus deltog 17 % af medlemmerne da der skulle vælges kandidater til det kommende byrådsvalg. Tilsvarende lavt har det været tilopstilling af folketingskandidater og selv formandsvalget, der ellers opnåede næsten samme hype som en kongelig nedkomst, opnåede under halvdelen af det mulige stemmetal.

Demokrati er andet og mere end at afgive sin stemme.

Skal det give den samenhængskraft, vi taler så meget om, så kræver det en konstant og bevidst strategi for inddragelse.

SF og magten.

Der er ingen tvivl om, at SF-medlemmerne følte sig inddraget i regeringsprojektet i de første faser. For mange af os, var der heller ikke noget nyt i at gå efter regeringsmagten. Helt tilbage fra midten af firserne har vi arbejdet under overskriften ”Arbejderflertals-strategien”, og i mange kommuner har SF indgået konstitueringer, som har givet SFere lokalt ansvar for borgmesterposten, viceborgmesterposten eller vigtige udvalgsposter. Vi har for længst forladt den anarkistiske del af ungdomsoprøret, hvor det nærmest var et forrædderi i sig selv at søge magt og påtage sig det ansvar, det giver.

Frustrationerne begyndte først at brede sig, da partiets politik i stigende grad blev ændret uden det nogensinde havde været genstand for en egentlig debat blandt medlemmerne.

I første omgang var det strategiske prioriteringer, senere blev strategiske prioriteringer så ophøjet til partiets linje, og som kronen på værket fik kritikere at vide, at der rent faktisk ikke var tale om reelle forandringer – alt var som før.

De aktive valgte at gå stille med kritikken, fordi regeringes skiftet var så vigtigt. Ingen ville risikere at tabe endnu engang til Venstre og DF.

Men valget i 2011 viste, at selvom medlemmerne langt hen ad vejen kunne sluge den bitre pille, så kunne SFs vælgere ikke genkende partiet. Udviklingen fortsatte efter valget, hvor partiets ledelse fastholdt en strategi, der allerede havde betydet en valgkatastrofe. Kun den store fremgang hos Enhedslisten og de Radikale sikrede Lars Løkkes nederlag.

Igen uden inddragelse af flere end en lille håndfuld bortforhandlede SFs ledelse store dele af det grundlag, vi var gået til valg på, til fordel for en politik, der lå i forlængelse af den borgerlige regerings og gjorde de Radikale yderts tilfredse.

Partiets Landsledelse, som ikke skal blande sig i dag tildag politikken men kun de lange linjer, accepterede det skete. Og igen forsømte SF at involvere og aktivere sine medlemmer og sine vælgere.

Til højre for vælgerne.

I tiden efter valget har SF oplevet en styrtblødning til Enhedslisten. Folk, der føler sig som ”rigtige SFere” kan ikke kende sig selv længere i deres gamle parti, og søger nu det eneste alternativ på venstrefløjen - Enhedslisten. I denne udvikling bliver forskellene på de to partier tydelige, og problemerne i SF forplanter sig videre. Nogle i SF oplever muligvis en vis skadefryd i Enhedslistens nye problemer, men det er svært at se, at det objektivt kan være til fordel for et venstreorienteret projekt at bruge to partiers kræfter på intern uro.

Foreløbigt har Enhedslisten holdt stand i forhold til medlemmernes indflydelse. De har vist, at man kan fastholde et fælles ansvar, hvor i hvert fald partiets valgte Hovedbestyrelse kan og skal tage stilling og inddrages.

Medejerskab og ansvar.

Hovederfaringen må være, at en høj grad af medejerskab giver mere debat og uro – også udad til. Men det giver også loyalitet overfor et fælles projekt, som gør at man kan udvikle en uenigheds kultur, der giver den pluralisme og kreativitet, som får en organisation til at blomstre. Mennesker med noget på hjertet er guld værd for en politisk organisation. Men ingen med noget på hjeret vil reduceres til kampagnemateriale eller stemmekvæg.

SFs besværlige men dog relativt succesrige erfaringer med en uenighedskultur, har ikke fået megen plads i ”det nye” SF. Men det findes stadigvæk i dem, der deltog i processen, og det vokser frem i nye grupper af unge, der gør sig erfaringer i det politiske arbejde. Det deltager samfund, hvor vi løfter i flok og bygger på tillid frem for kontrol, som de fleste af os vel ønsker, forudsætter en kultur, hvor beslutningsprocessers værdi ikke kun vurderes på effektivitet, men hvor inddragelse og medejerskab vejer mest. Som Bjørnson skriver i” Jeg vælger mig April”: ”Dog fred er ej det bedste, men at man noget vil!”

Demokrati er for de aktive.

Som en, der gennem godt fyrre år har tilhørt det meget aktive partilag i SF, bliver jeg naturligvis fanget af en forside på Information med denne overskrift. Og jeg kan ikke lade være med at komme med nogle overvejelser omkring demokrati, organisation og politik i den anledning.

Hvis man ser demokratiet som den fundamentale politiske opgave og udfordring, og derfor er blevet socialist for at tage fat på de begrænsninger en stadigt stærkere globaliseret kapitalisme har skabt, må den måde, man håndterer og praktiserer demokrati på, være en afspejling af den samfundsmodel, man har som sin politiske vision.

Nedturen i 70'erne

I første halvdel halvfjerdserne oplevede vi et SF, der i stigende grad fjernede sig fra medlemmerne og et venstreorienteret projekt. En majoritet i den daværende folketingsgruppe anså Fremskridtspartiet som den største politiske fare, og satte alle kræfter ind på at opbygge alliancer for at inddæmme det nye partis indflydelse mest muligt. En demokratisk alliance fra Venstre til SF, som vi sang i en af den tids lejligheds sange.

Men partiets basis, som vi kaldte os dengang, følte sig i stigende grad sat ud af spillet. Vores indsats skulle begrænses til at afholde de reglementerede møder, sørge for det praktiske omkring opstillinger og valg, og sikre, at vores folketingsmedlemmer og kandidater kom rundt i landet og op i lygtepælene, når der var valg. Fraktioner var forbudt, og mange forlod SF i frustrasion over højredrejningen. Dengang ramte partiet 2,4 % i meningsmålingerne – ifølge Hans Mortensen i ”Den Røde Tråd”. Konflikten kulminerede på et landsmøde, hvor medlemmerne fik magten over opstillingerne og Hovedbestyrelsen fik magten over Folketingsgruppen mellem æandsmøderne. En række meget fremtrædende folketingsmedlemmer valgte at trække sig ud af Folketingsgruppen, og ingen af dem opnåede genvalg. Herefter udviklede SF en lang række nye demokratiske modeller, som alle havde til formål at udvikle en flad struktur med højt til loftet og stor indflydelse til partiets medlemmer.

SF havde efterfølgende sine bedste valg nogensinde. Nogle har vurderet, at indflydelsen var omvendt proportional med størrelsen, men det var i de år, vi udviklede et alternativt flertal på Sikkerhedspolitik, retspolitik og miljøpolitik, som var en del af SFs kærnepolitiske områder dengang.

De erfaringen, vi dengang fik, viste, at vi gennem at involvere så mange som muligt i udarbejdelse af partiets politik både teoretisk og praktisk, gjorde partiets medlemmer i stand til at tage medejerskab -også når beslutninger gik dem i mod. Naturligvis gik det ikke stille af, og den daværende formand Gert Petersen truede ofte med at forlade formandsposten, hvis han ikke fik sin vilje. Blev han alligevel stemt ned, ændrede han sin trussel til at han ville gå som formand for internationalt udvalg eller en anden arbejdsgruppe, den travle formand var involveret i.

Proces eller produkt?

Demokrati er en måde at tage beslutninger på, sagde Poul Nilsson, den tidligere EU-Kommissær til mig, da vi diskuterede Euroen og ikke mindst de bølger af integrationsfremmende følgebeslutninger Europaparlamentet og kommissionen havde i pipelinen. Det skete i en periode, hvor kun ganske få befolkninger var inddraget i beslutningerne omkring Euro-samarbejdet og ikke mindst i hvem, der skulle med i den nye fælles mønt.

Selvfølgelig havde han ret i det. Men erfaringer fra SF i halvfjerserne og desværre igen et stykke ind i dette årtusind, viser, at et demokrati, der reduceres til at være flertalsafgørelser, bliver uinteressant for store grupper, der ønsker at være inddraget og tage medejerskab for udformningen og udførelsen af beslutningerne.

Stemmeprocenten tilSFs interne valg taler deres eget triste sprog.

I Århus deltog 17 % af medlemmerne da der skulle vælges kandidater til det kommende byrådsvalg. Tilsvarende lavt har det været tilopstilling af folketingskandidater og selv formandsvalget, der ellers opnåede næsten samme hype som en kongelig nedkomst, opnåede under halvdelen af det mulige stemmetal.

Demokrati er andet og mere end at afgive sin stemme.

Skal det give den samenhængskraft, vi taler så meget om, så kræver det en konstant og bevidst strategi for inddragelse.

SF og magten.

Der er ingen tvivl om, at SF-medlemmerne følte sig inddraget i regeringsprojektet i de første faser. For mange af os, var der heller ikke noget nyt i at gå efter regeringsmagten. Helt tilbage fra midten af firserne har vi arbejdet under overskriften ”Arbejderflertals-strategien”, og i mange kommuner har SF indgået konstitueringer, som har givet SFere lokalt ansvar for borgmesterposten, viceborgmesterposten eller vigtige udvalgsposter. Vi har for længst forladt den anarkistiske del af ungdomsoprøret, hvor det nærmest var et forrædderi i sig selv at søge magt og påtage sig det ansvar, det giver.

Frustrationerne begyndte først at brede sig, da partiets politik i stigende grad blev ændret uden det nogensinde havde været genstand for en egentlig debat blandt medlemmerne.

I første omgang var det strategiske prioriteringer, senere blev strategiske prioriteringer så ophøjet til partiets linje, og som kronen på værket fik kritikere at vide, at der rent faktisk ikke var tale om reelle forandringer – alt var som før.

De aktive valgte at gå stille med kritikken, fordi regeringes skiftet var så vigtigt. Ingen ville risikere at tabe endnu engang til Venstre og DF.

Men valget i 2011 viste, at selvom medlemmerne langt hen ad vejen kunne sluge den bitre pille, så kunne SFs vælgere ikke genkende partiet. Udviklingen fortsatte efter valget, hvor partiets ledelse fastholdt en strategi, der allerede havde betydet en valgkatastrofe. Kun den store fremgang hos Enhedslisten og de Radikale sikrede Lars Løkkes nederlag.

Igen uden inddragelse af flere end en lille håndfuld bortforhandlede SFs ledelse store dele af det grundlag, vi var gået til valg på, til fordel for en politik, der lå i forlængelse af den borgerlige regerings og gjorde de Radikale yderts tilfredse.

Partiets Landsledelse, som ikke skal blande sig i dag tildag politikken men kun de lange linjer, accepterede det skete. Og igen forsømte SF at involvere og aktivere sine medlemmer og sine vælgere.

Til højre for vælgerne.

I tiden efter valget har SF oplevet en styrtblødning til Enhedslisten. Folk, der føler sig som ”rigtige SFere” kan ikke kende sig selv længere i deres gamle parti, og søger nu det eneste alternativ på venstrefløjen - Enhedslisten. I denne udvikling bliver forskellene på de to partier tydelige, og problemerne i SF forplanter sig videre. Nogle i SF oplever muligvis en vis skadefryd i Enhedslistens nye problemer, men det er svært at se, at det objektivt kan være til fordel for et venstreorienteret projekt at bruge to partiers kræfter på intern uro.

Foreløbigt har Enhedslisten holdt stand i forhold til medlemmernes indflydelse. De har vist, at man kan fastholde et fælles ansvar, hvor i hvert fald partiets valgte Hovedbestyrelse kan og skal tage stilling og inddrages.

Medejerskab og ansvar.

Hovederfaringen må være, at en høj grad af medejerskab giver mere debat og uro – også udad til. Men det giver også loyalitet overfor et fælles projekt, som gør at man kan udvikle en uenigheds kultur, der giver den pluralisme og kreativitet, som får en organisation til at blomstre. Mennesker med noget på hjertet er guld værd for en politisk organisation. Men ingen med noget på hjeret vil reduceres til kampagnemateriale eller stemmekvæg.

SFs besværlige men dog relativt succesrige erfaringer med en uenighedskultur, har ikke fået megen plads i ”det nye” SF. Men det findes stadigvæk i dem, der deltog i processen, og det vokser frem i nye grupper af unge, der gør sig erfaringer i det politiske arbejde. Det deltager samfund, hvor vi løfter i flok og bygger på tillid frem for kontrol, som de fleste af os vel ønsker, forudsætter en kultur, hvor beslutningsprocessers værdi ikke kun vurderes på effektivitet, men hvor inddragelse og medejerskab vejer mest. Som Bjørnson skriver i” Jeg vælger mig April”: ”Dog fred er ej det bedste, men at man noget vil!”