Et Europa i Flere Rum

Europa i flere rum.

For en, der har deltaget i EU-debatten i mere end 42 år, er det desværre ikke altid sjovt, at have fået ret.

SF kørte en kampagne efter afstemningen om Maastricht traktaten, hvor vi argumenterede for et Europa i flere rum. Grunden til at lancere sådan et projekt var, at vi så to tendenser i EU: En stigende nationalisme, og et total angreb på blandt andet den danske velfærdsmodel. Begge dele måtte og skulle undgås.

Jeg hører til dem, der oprindeligt var imod EF og EU af mange grunde. Især demokratiske, men også solidariske. Hvis man mener, at der skal kæmpes for international solidaritet, kan man ikke samtidigt slås for de riges klub i Europa, og hvis man lukker den politiske beslutningsproces inde i uoverskuelige byrokratiske processer, kan man ikke styrke demokratiet. Efterhånden har jeg det mere og mere med EU, som jeg har det med Danmark: Fordi jeg er imod dele af grundloven og dele af lovgivningen, er jeg jo ikke imod hele molevitten.

Indtil udvidelsen omfattede EU først og fremmest det rige Europa og vores mindre velbeslåede kusiner og fætre i Portugal og Grækenland, men jerntæppet i Europa var erstattet af et sølvtæppe. Kun en udvidelse af EU, hvor Øst og Central Europa fik en chance for at komme med i klubben, kunne ændre på dette, og det kolliderede efter min opfattelse med integrationen i dybden, som en række EU-tilbedere i blandt andet Damark arbejdede ihærdigt for.

Som en mod-model kom derfor ideen med det europæiske hus med mange rum.

Jeg mener den dag i dag, at mange af EU's problemer omkring nationale råderum og demokratiske samarbejdsformer kunne være blevet betragteligt mindre med denne model. I stedet har den gamle musketer-ed om en for alle- alle for en! - fået et vrangbillede, som tvinger en og kun en model igennem med katastrofale følger.

Det er lykkedes at genoplive fortidens uvilje og foragt overfor vandrende arbejdstagere, og arbejdere, der har mistet udsigten til at få jobs og kunne betale for deres børns uddannelse og velfærd, vender sig mod et magtesløst politisk system, der lukker sig om sig selv i en labyrint af ansvarsforflygtigelse. Svaret på krav om arbejde, pensioner, tag over hovedet og andre fundamentale rettigheder er: Det nødvendiges politik!

Det nødvendige bliver en beslutningstager, man ikke kan ramme med stemmesedlen, og når stemmesedlen mister sin kraft, må man finde andre veje til at få sin vilje igennem eller give udtryk for sin desperation. Når man ikke bliver hørt, er man sat udenfor, og når man sættes udenfor, gror ekstremismen frem, som adskillige sociologer og andre forskere, for længst har påvist.

Det er muligt, at en rød-grøn regering kan få gennemført en blå politik i Folketinget, men det efterlader en befolkning i frustration. Frustrationen bliver til aggression, og det bliver så let at søge syndebukke fra verden udenfor.

Regeringer og EU-systemet opleves i bedste fald som magtesløse, i værste fald som uoptagede af menneskers bekymringer for fremtiden, job, tag over hovedet osv. Et system, der acceptere, at græske arbejdere skal betale for den fortjeneste, kyniske politikere har ladet tilflyde blandt andet tyske banker, har svært ved at få folkelig tillid og opbakning.

Jeg er ikke ude på at stjæle rollen som den, der kom for tidligt med advarsler om denne udvikling. Men jeg ved, at projektet med et Europa i flere rum kunne have trukket i håndbremsen dengang man fx ville ændre forordningen om sociale rettigheder til vandrende arbejdstagere omkring årtusinde skiftet. Jeg ved, at jeg blandt andet den gang advarede mod de muligheder for social dumping, der kunne opstå, når arbejdsgivere kunne supplere en ussel aflønning med sociale rettigheder, og jeg er overbevist om, at det var og er et bedre svar til dem, der er angste for jobudsigter og social dumping end alle taler om, at vi samlet set kan være glade for vandrende arbejdskraft. Ja, jeg vil ikke udelukke, at en sådan mere fleksibel udvikling i EU kunne have betydet, at mennesker, der i dag frygter og bekæmper vandrende arbejdskraft ville have hilst dem velkomne som kolleger. I stedet bliver de mødt med mistro og nederdrægtigheder.

Det er ikke nye erfaringer, vi gør os i disse dage. Der har været utallige forsøg på at slanke EU, eller at omsætte det såkaldte ”nærhedsprincip” til en opdeling af kompetencer mellem nationalstater og EU. Vi ved, vi ikke kan hamle op med forurening eller storkapitalen alene. Men det indre marked og spekulanter har formået at afblæse alle forsøg på, at matche det indutrielle komplex med en demokratisk model, som kan sikre fundamentale rettigheder til arbejdstagere og forbrugere. Chancerne er snart opbrugt, og hvis demokratiske organer og politikere nægter at tage fat på opgaven, bringer de os i en situation, hvor tilliden til demokrati som vi kender det, svinder bort, og den europæiske historie er fuld af eksempler på, hvad det kan medføre.

Der er brug for klare venstreorienterede projekter, for der er et stort underskud af politiske visioner og politiske praksis, der kan vise vejen ud af desperationen. At styrke demokratiet behøver ikke at give underskud, men enhver, der lever af andres arbejde, vil i det lange løb få brug for bekymre sig om, hvad der skal ske med deres indtægter, hvis demokratiske reformer virkeligt slog igennem.

I gamle dage kaldte vi det socialisme.