Fremtidsdystopier og den slags

Sad lige i mit køkken og tænkte på jordens undergang over en kop kaffe, mens jeg hørte Nina Simone.

Jeg tænkte; denne kvinde har levet et langt liv, med et oprør i maven. Hun har set 2. verdenskrig, og dermed de efterfølgende tunge triste år, før man begynder at interessere sig for, at føre kold krig. De nærværende tanker om, hvordan verden reelt ser ud i en atomkrig. Hun har været mørk kvinde, i den hvide mands verden, i en hårdfør kamp for borgerrettigheder.  Hun har været pisse sur, og det har hun gjort godt. Hun nåede lige at leve til at se 9/11, og få en forsmag på de ødelæggelser, vi i fremtiden skal kæmpe mod.   

"There's no excuse for the young people not knowing who the heroes and heroines are or were." Nina Simone.

Men hvorfor dystopien?