Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
3. april 2002 - 13:25

Han troede han kunne gå på vandet

Willy Strube har givet SID nogle skrammer.

De handler om tillid. Tillid til en tillidsmand, der engang blev valgt af sine kolleger. En tillidsmand der arbejdede for sine kolleger. Senere blev han valgt som formand i afdelingen, kom i forbundet og blev formand for SID’s stærkeste gruppe - industrigruppen. Han drømte om at blive formand for hele forbundet, men tabte valget.

Undervejs har mange støttet ham. De troede på ham. Han var synlig i offentligheden. Han var en dygtig forhandler. Han blev valgt til den ene tillidspost efter den anden. Som regel uden modkandidat.

Undervejs samlede han de, der havde brug for ham og de, der var loyale overfor ham. Dagligt blev han bekræftet i, at han var den bedste. Kun sjældent hørte han kritik af sit arbejde. Han behøvede ikke at frygte kritik. Vennerne omkring ham gik vidt for at holde den nede. Enkelte frygtede ham og satte sig altid ved det rigtige bord. De holdt altid mund på de rigtige steder.

Undervejs begik han fejl. Men i hans system var der ikke plads til fejl. Han skjulte fejlene. Vennerne turde ikke bemærke dem. Overfor dem forlangte han en høj moral. Det skete, at der røg en flaske vin ekstra på regningen. Vennerne tæt på turde ikke gribe ind. Fejlene nagede ham, for han ville gerne være perfekt. Han følte, at han havde styr på alt. Misbruget af organisationens midler tog til. Et glas vin i ny og næ dulmede de moralske skrupler.

Det var svært at se sig selv i spejlet den dag, folk udenfor organisationen havde fået øje på hans svigt. Dem kunne han ikke stoppe. De tvang organisationen til at reagere. Han kunne ikke længere gå på vandet. Han valgte den ultimative løsning. Han turde ikke se venner og fjender i øjnene, når sandheden kom frem.

Hvem har ansvaret for, at det kunne komme så langt? Willy Strube selvfølgelig. Men også alle, der undervejs undlod de kritiske spørgsmål.

Alle, der flød med strømmen. Alle, der var med til at give ham troen på, at han kunne gå på vandet. Tæt på kan man se meget, men tæt på kan man også lukke øjnene for meget.

Willy Strube er ikke et enestående tilfælde. Peter Brixtofte og Kurt Thorsen endte i samme fælde. De fik hjælp til at tro, at de kunne gå på vandet. Der er forskel på de misbrugte beløbs størrelse, men fejlen er den samme. Ingen reagerer, før det er for sent.

Høj moral hos vore ledere er ikke nok. Åbenhed og en fri debat er lige så vigtigt. Det er nødvendigt, at medlemmerne har indsigt og bruger den. Organisationen skal være gennemskuelig. Ledere, der blot flyder med strømmen, skal finde sig et andet job. Privilegier, der kan friste, skal væk.

I jubilæumsskriftet for SID-Silkeborgs 100 år konkluderer forfatteren, at et slogan for vores afdelings arbejde lige så godt kunne være "Uenighed gør stærkt", fordi vi ofte diskuterer højlydt både på generalforsamling og i bestyrelsen. Det har givet fagforeningen en styrke, som vi skal værne om. Det har højnet kvaliteten og gennemslagskraften af vore beslutninger. Måske har det også sikret, at kritikken fra medlemmerne har stoppet de, der troede, de kunne gå på vandet.

Willy Strube har givet os skrammer. Skrammerne skal ikke blot poleres væk og glemmes. De skal minde os om, at åbenhed og kritik er afgørende for enhver organisation, der vil arbejde demokratisk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce