<b>Varm luft om klimagasser</b>

EU synes i gang med et sporskifte. Dette kommer blandt andet til udtryk i EU’s indsats for Kyotoaftalens gennemførelse, grønbogen for energiforsyningssikkerhed, hvidbøger om vedvarende energi og energibesparelser, direktivet om bygningers energieffektivitet eller kvotehandelssystemet med drivhusgasser internt i EU.

Samtidigt fastholder EU dog sin årtier lange støtte til de håbløst gamle forurenende energiteknologier, a-kraft og kulkraft, gennem betydelig subsidiering, tilskud til forskning og skattebegunstigelser. Betydningen og styrken af EU’s justerede kurs er således også afhængig af, om den omfattende økonomiske støtte til atom- og kulkraft i praksis skridt for skridt afvikles for i stedet at omdirigeres til en vedvarende og tilstrækkelig støtte for en bæredygtig energi- og klimaudvikling med vægt på gennemførelsen af energibesparelser og effektivisering samt udbygning af vedvarende energi (VE).

Desuden afhænger det af desuden den endelige udformning af kvotehandelsreglerne.

For her søger flere EU-lande, ikke mindst Danmark, at svække de allerede indgåede aftaler alvorligt, idet den danske regering kræver accept af ubegrænset bilateral handel med CO2-kvoter også uden for EU - uanset at denne handel slet ikke vil bidrage til reduktion af drivhusgasserne.

En katastrofe

Den danske regerings oplæg til en klimastrategi i foråret 2004 er en katastrofe. Den anbefaler en politik, som i vidt omfang spilder de penge, der skal bruges på sagen, på køb af især russiske og ukrainske CO2-kvoter: »varm russisk luft«. Dermed udskyder den løsninger af de store, påtrængende opgaver.

Strategien går lodret imod de hidtidige politikker med Danmark som foregangsland på miljøområdet og ønsket om selvforsyning med energi, som der hidtil har været enighed om. Den standser dermed mange års fremsynet dansk energi- og klimapolitik, gennemført af brede flertal i Folketinget fra Schlüter – til og med SR-regeringerne.

På trods af indsatser fra de tidligere regeringer for energibesparelser, vedvarende energi, udbygning af fjernvarmenet og omlægning til naturgas som brændsel, så er Danmark meget langt fra at nå de reduktionsmål, som vi efter EU-byrdefordelingen er forpligtet til. Disse mål repræ-senterer endda kun et første lille skridt frem mod den 80-90 procent reduktion af alle rige landes udslip af klimagasser, som globalt kan blive nødvendigt, når der skal være plads til u-landenes industriudvikling.

Skal dette mål nås, skal der gennemføres langt mere omfattende energibesparelser og effektiviseringer end hidtil inden for alle grene af produktion og forbrug, offentlig og privat virksomhed, transport, landbrug osv. Og målet om bæredygtig udvikling og lige vilkår for alle lande nødvendiggør en dansk overgang til de næsten forureningsfri sol, vind, biomasse og bølgeenergi.

Dette er muligt uden velfærdstab, når blot planlægning, teknologisk forskning og investeringer prioriteres. Det kan tilmed gøres uden at ødelægge den nationale økonomi, fordi effektiviseringer og besparelser langt hen ad vejen selv tjener sig hjem og fordi olie- og gaspriserne vil stige i de kommende årtier. Faktisk må det forventes, at de lande, som tidligst formår at gennemføre denne omstilling, vil stå økonomisk stærkest i tiden efter »den fossile tidsalder«.

En overgang til bæredygtig teknologi og livsstil vil endvidere løse problemet med forsyningssikkerhed og afhængigheden af importerede fossile brændsler fra verdens brændpunkter, hvilket er af afgørende betydning i en turbulent verden, hvor kampen om oliereserverne skærpes år for år.

Endelig vil de lande, som forskningsmæssigt og teknologisk går i spidsen med hensyn til omlægning til bæredygtig produktion og forbrug stå meget stærkt erhvervsmæssigt med spændende job inden for forskning, udvikling, produktion og eksport.

Meget stærke kræfter

De moderne samfund bygger i deres nuværende udformning på tilstedeværelsen af ekstremt billig energi i ubegrænsede mængder.

Det er tilfældet i alle højt industrialiserede samfund og allerstærkest i USA. Bosætningsformer, transport- og forbrugsformer og deres omfang kan ikke fungere uden afbrændingen af gigantiske fossile energimængder. Det afspejler sig i landenes udenrigspolitik og militære engagementer fra Irak og Mellemøsten til Afrika og Latinamerika.

Samtidig forstærkes kul-, olie-, naturgas- og A-kraft-industriernes hårdhændede indsats for både at øge verdens forbrug af disse stærkt miljøskadelige ressourcer og for at begrænse indførelsen af sol-, vind- og biomasseenergierne. Hvor olie- og naturgasselskaber hidtil har været de helt dominerende bag denne udvikling, så optræder nu også de stadig voksende transnationale el-selskaber, for hvem energibesparelser naturligvis heller ikke er særlig ønskeligt. De omfattende el-net har i praksis gjort denne centralisering mulig.

Nyeste bekymrende udvikling er, at elselskabernes ledningsnet også kan anvendes til telekommunikation som masse-medie-transportører. Hermed udvides imperie- og mo-nopoldannelsen fra energiforsyningen til også at omfatte transmission og distribution af informations- og nyhedsstrømme.

Liberalisering og monopol

EU arbejder formelt for en liberalisering af energiforsyningen, mens markedet gør det modsatte ved at sikre sig stadig større monopolstyrede områder for dominans. Storselskabernes interesse er jo ikke priskonkurrence (endsige energibesparelser), men markedsbeherskelse blandt andet gennem opkøb, krydsejerskaber og andre konkurrencebegrænsende tiltag. Forsyningssikkerhed derimod er ikke så højt prioriteret, hvad de gigantiske forsyningsnedbrud for nylig i USA, i London, på Sjælland, i Skåne og i Italien viser. Forsyningssikkerhed koster (på kort sigt) penge, giver altså ingen overskud inden for de økonomiske horisonter, som den investerede kapital disponerer efter.

Disse overordnede mønstre og kræfter er i europæisk sammenhæng beskrevet blandt andet af den tyske driftsøkonom og samfundsforsker Herman Scheer i bogen »En solar verdensøkonomi. Strategi for den økologiske modernitet« (Hovedland, 2002). Bogen belyser de globale energiressourcers centrale betydning for økologi, økonomi og politik og er alt i alt et storstilet forsøg på en samlet materiel samfundsbeskrivelse.

For Scheer er beherskelsen af energiressourcerne frem gennem industrialismens og de globale interessekampes historie simpelt hen opdrejningspunktet i en forståelse af, hvad der globalt sker politisk, økonomisk og militært. Dette i stigende grad også fordi olie- og naturgas er basis ikke blot for dagligdagens og erhvervslivets funktion, herunder den stadigt voksende bil- og flytrafik, men også for de gigantiske kemiske og medicinske industrier.

Forurener skattefrit

Stadig stærkere fremstår modsætningen mellem det, vi på den ene side kalder globalisering, nyliberalismens økologisk og socialt hårdhændede fremfærd ud over kloden, og på den anden side den mere og mere påtrængende nødvendighed af at genskabe kortere veje mellem produktion og forbrug, det vil sige en regionalisering af økonomien. Kulindustrierne (og A-kraftindustrierne) er som omtalt inden for både forskning og udvinding kraftigt støttede i forhold til indsats for energibesparelser og vedvarende energi. Endvidere er fly- og skibstransport internationalt fritaget for brændstofskatter (CO2-afgifter).

Hurtig og billig transport af alle mulige varetyper kloden rundt begunstiger dermed centraliseringen af økonomisk magt og brænder enorme mængder olie og benzin af. Samlet udgør skattefritagelser og tilskud en formidabel støtte til verdenshandelen på bekostning af regionshandelen. Der sker således en målrettet støtte til globalt opererende virksomheder på bekostning af de regionalt opererende. Her er ikke bare tale om den største økonomiske begunstigelse i den økonomiske historie, der ved siden af skibsfarts- og luftfartsselskaberne frem for alt kommer energiselskaberne og eksportøkonomien til gode. Det betyder også det største enkeltskridt i retning af miljøødelæggelse: Cirka 15 procent af det samlede olieforbrug går til skibs- og luftfart, og tallet er stigende. Da lufttrafikkens udledninger i atmosfæren har mindst tredobbelt skadevirkning, betyder det en skadekilde, der er ansvarlig for cirka 30 procent af påvirkningen af atmosfæren.

Endnu flere virkninger følger af denne udvikling. Som nøjere beskrevet i bogen »Globale Udfordringer« (MS-Forlaget 2001) så er lokal fødevareproduktion af afgørende betydning for alle typer samfund. De omtalte gigantiske transporttilskud er imidlertid frem for noget baggrunden for, at internationale fødevarekoncerner nu nedbryder landbrugsstrukturerne ud over kloden. Det betyder svækkelse af de lokale producenter, slumbyernes vækst, indførelse af naturskadelige dyrkningsmetoder, forringelse af fødevarekvaliteten og en verdensomspændende afhængighed af leverandører af blandt andet genetisk modificerede frøsorter samt pesticider tilpasset de genetiske varianter. Hvilket ud over den økonomiske afhængighed indebærer risici for sultkatastrofer i tilfælde af tørke eller oversvømmelse eller andre ændringer af dyrkningsforholdene forårsaget af klimaændringerne. Alt i alt medfører den massive energipolitiske støtte til fortsat voksende globalt orienteret produktion og transport således drastiske virkninger på fundamentale livsområder ud over kloden.

Hvad gør vi?

Arbejdet på at gennemføre en holdbar energi- og klimapolitik er uomtvisteligt oppe imod overvældende kræfter, som trækker i retning af merforbrug og merforurening, ukontrollabel materiel vækst og økonomisk centralisering. Men væksten sker kun i profitable regioner og sektorer. Den samlede »udvikling« medfører derfor en forstærket polarisering mellem velstående, overforbrugende befolkninger på den ene side og fattige, udhungrede befolkninger og grupper på den anden side.

Hvad i alverden er der så at gøre? Ja, formentlig kun det sædvanlige – at arbejde på, at de internationale, de nationale og de lokale indsatsmuligheder udnyttes bedst muligt – fra FN’s institutioner over EU og Folketinget og frem til kommunernes, erhvervenes, NGO’ernes og de private husholdningers sfærer.

Danmark har i en årrække været et foregangsland på energi, klima- og miljøområdet takket være et forbilledligt samspil mellem offentlige og private institutioner, politiske partier, folkelige energi- og miljøbevægelser, forskningen samt voksende grene af erhvervslivet.

Det kan vi blive igen – i samarbejde med andre lande og i europæisk sammenhæng med indsats også inden for EU.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT.

Uffe Geertsen og Søren Dyck-Madsen er medlemmer af Det Økologiske Råd.