Hitlers spindoktor kommer til København

Når den britiske holocaustbenægter og fascist, David Irving lørdag den 21. februar kommer til København for at tale til en ligesindet skare om »Holocaust-løgnen«, er det ikke hvilken som helst historieforfalsker, som er på visit i byen.

David Irving har siden 1980’erne været den vigtigste drivkraft i det internationale netværk af højreradikale og revisionistiske historikere, som arbejder på at overbevise offentligheden om, at Holocaust aldrig har eksisteret, at Det Tredje Rige og Adolf Hitler ikke var skyld i krigen, og at de Allierede begik mindst lige så mange krigsforbrydelser som det nazistiske Tyskland.

Denne artikel er ment som en kort gennemgang af hvad den nazistiske revisionisme består af, hvem David Irving er og hvorfor han er så vigtig i det globale nynazistiske netværk.

Hvem er David Irving?

Revisionisten David Irvings vej til frontfigur for et internationalt sammenrend af nynazister, anløbne højreradikale historikere og antisemitter er en interessant historie i sig selv. David Irving blev født den 24. marts i 1938 i den engelske by Essex. Hans far var paradoksalt nok kaptajn i den engelske flåde under krigen, mens hans to brødre gjorde tjeneste i Royal Air Force.

Efter et mislykkes forsøg på at blive optaget på en akademisk uddannelse, drog David Irving til Ruhr-distriktet, i Tyskland, hvor han arbejde i en kort periode som stålarbejder, før han søgte og fik optagelse på University College London – en uddannelse som han dog ikke formåede at færdiggøre.

I 1963 fik Irving udgivet sin første bog, »The Destruction of Dresden«, hvori han søgte at relativere Holocaust ved at sammenligne det med de Allieredes bombardementer af civile i Dresden under Anden Verdenskrig. På dette tidlige tidspunkt benægtede Irving endnu ikke eksistensen af Holocaust – dette kom først senere, men søgte i stedet at relativere det ved at overdrive antallet af ofre i Dresden og underdrive antallet af ofre i Holocaust.

Allerede i en alder af 21 år, var Irvings fascistiske, antisemitiske og racistiske tilbøjeligheder tydelige i hans skriverier i University College of London’s universitetsavis, hvor han i forbindelse med konflikten i Suezkanalen i 1956, fremturede med konspirationsteorier om jødiske og kommunistiske sammensværgelser.

Antisemitismen spillede således tidligt en central rolle i Irvings verdensbillede og følgelig i hans revisionistiske løbebane.

Næste gang Irving dukkede op i den britiske offentlighed, var i forbindelse med hans publicering af bogen »The Destruction of Convoy PQ17« i 1967. Bogen var af en sådan ærekrænkende karakter, at konvojens oprindelige kaptajn indstævnede Irving for injurier. Irving blev som en konsekvens heraf dømt til at betale en erstatning på 40.000 £ til kaptajnen.

Der gik endnu ti år før David Irving fik sit internationale gennembrud og dermed muligheden for at nå et internationalt publikum med sin revisionistiske historieforfalskning. Dette skete i 1977, hvor han udgav bogen »Hitlers War«. I den første udgave benægtede Irving ikke direkte eksistensen af Holocaust, men hævdede at Adolf Hitler intet havde kendt til jødeudryddelserne og at disse dermed ikke var systematiserede af den nazistiske elite og dermed heller ikke en grundsten i den nazistiske ideologi.

Samlende punkt for nazister

Op gennem 1970’erne udviklede David Irving sig til at være samlepunkt for nazistiske og fascistiske grupperinger langt ud over Englands grænser. I en tid hvor det fascistiske British National Party (BNP ) var i offensiven og vandt politisk terræn, blev David Irving en central brik i den historiske hvidevask som skulle fjerne den »plet«, Holocaust blev opfattet som og som hindrede fascisterne i at etablere sig i moderate borgerlige kredse.

David Irving optrådte hyppigt som taler ved diverse fascistiske sammenkomster og søgte sideløbende at etablere »akademiske« studentergrupper, som skulle forsyne revisionismen med et skær af legitimitet.

Næste bog i David Irvings forsøg på at omskrive historien, kom i 1982. Bogen »Uprising« omhandlede opstanden i Ungarn i 1956, og bogens centrale formål var et konspiratorisk forsøg på at påvise kommunismens jødiske herkomst, i form af de ungarske kommunistiske lederes påståede jødiske tilhørsforhold.

Denne ide udgjorde endnu en hjørnesten i Irvings revisionisme – nemlig at eftersom kommunismen var forbryderisk og jøderne stod bag kommunismen, så måtte de iflg. Irvings forskruede logik selv være skyld i jødeforfølgelserne.

Op gennem 1980’erne forsatte Irving dette korstog og indtog en central plads i det internationale revisionistiske propagandaorgan Institute of Historical Review og nærmede sig i stigende grad den internationale kerne af nazister og revisionister, som sad inde med den afgørende finansielle og politiske magt i den revisionistiske bevægelse.

»Wahrheit Macht Frei«

David Irvings tiltagende rabiate politiske holdninger begyndte så småt at bringe ham i konflikt med loven. I 1984 blev Irving udvist fra Østrig og idømt permanent indrejseforbud efter hans aktive deltagelse i en højreekstrem pressekonference, hvor han udtalte at Hitlers stedfortræder Rudolf Hess fortjente Nobels Fredspris.

Men forbudene mod spredning af nazistisk og fascistisk propaganda, i Tyskland og Østrig, var ikke de eneste problemer som historieforfalskeren Irving stod over for. Hans hidtidige succes med at få sine bøger udgivet på anerkendte forlag var som følge at hans højrerabiate holdninger og kontakter begyndt at forsvinde i et hastigt tempo, en udvikling som snart skulle føre til hans totale akademiske og økonomiske fallit.

I 1987 udkom Irvings sidste stort anlagte bog, »Churchill’s War«, hvor Irving søgte at fremstille Winston Churchill som en fordrukken og uduelig leder som gik »jødernes ærinde« og som desuden var skyld i Anden Verdenskrigs udbrud. Bogen var af en sådan karakter, at intet tilnærmelsesvis anstændigt engelsk forlag ville udgive bogen og Irving måtte efterfølgende ty til et højreorienteret australsk forlag for overhovedet at få bogen trykt.

Det endelige politiske vendepunkt kom i 1988, hvor Irving vidnede til fordel for den tysk-canadiske Holocaustbenægter Ernst Zündel, i en canadisk retssag mod denne. Her traf Irving »gaskammer-eksperten« Leuchter, som på baggrund af noget mudder fra udryddelseslejren Auschwitz, mente at kunne påvise at Holocaust aldrig havde eksisteret. Herefter trådte Irving ud af skabet som rendyrket Holocaust benægter. Dette skridt blev bekræftet ved en pressekonference i 1989, hvor han proklamerede at der aldrig havde eksisteret gaskamre i Auschwitz.

I de efterfølgende år optrådte Irving oftere og oftere i nynazistiske kredse rundt om i USA, Australien og Europa. I 1990 blev han af det tyske politi arresteret som frontfigur i en »spontan« nynazistisk demonstration i München. Den blev afholdt i forbindelse med en stort anlagt international revisionistkongres med den udfordrende titel Wahrheit Macht Frei (»Sandheden gør Fri« – reference til kz-lejrskiltet, hvor teksten er Arbeit Macht Frei, »Arbejde gør Fri«).

På hjemmefronten deltog han i talrige møder arrangeret af det fascistiske BNP, hvor der vrimlede med nazister fra hele Europa.

Efter i flere årtier at have søgt at omskrive historien om Holocaust, begyndte Irving også at omskrive sine egne bøger. Således udkom 2. udgave af »Hitler’s War« i 1991, nu uden en eneste reference til Holocaust.

I 1994 blev Irving endnu engang sagsøgt. Denne gang af det tyske forlag, som havde udgivet Irvings første bog om Churchill. Irving havde modtaget 58.000 £ for at skrive en opfølger af bogen, men havde aldrig leveret denne. Retten beordrede ham til at tilbagebetale beløbet, hvilket Irving nægtede og indkasserede efterfølgende en dom på tre måneders fængsel.

David Irvings fallerede ry havde nu nået et niveau, hvor hans publikum efterhånden udelukkende bestod af fascistiske og nynazistisk grupperinger. Følgelig kunne han ikke længere finde udgivere som ville udgive hans bøger og hans akademiske anseelse, hvis den nogen sinde havde eksisteret, var komplet fordampet.

Det var på denne baggrund at David Irving i 2000 gennem det engelske retssystem besluttede sig for at sagsøge en af hans mest markante kritikere, den kvindelige amerikanske professor Deborah Lipstadt.

Retssagen mod professor Deborah Lipstadt

Med indledningen af retssagen David Irving vs. Deborah Lipstadt og hendes britiske forlag, Penguin Books var der således mere på spil end to forskellige historieopfattelser; kampen stod mellem intet mindre end Irvings holocaustbenægtelse vs. historisk sandhed.

Professor Deborah Lipstadts bog »Denying the Holocaust – the growing assult on truth and memory, som var årsagen til David Irvings søgsmål, havde systematisk påvist at David Irving var historieforfalsker, antisemit, samarbejdede med nynazister, promoverede racistisk tankegods og var Holocaustbenægter.

Sagt med andre ord: Lipstadt havde fjernet hvad der måtte havde været tilbage af akademisk respektabilitet i David Irving og hans fascistiske baglands revisionistiske projekt og derfor måtte hun miskrediteres.

Men Irving havde gjort regning uden vært og undervurderet Lipstadt, som var klar over retssagens principielle historiske og politiske betydning. Da retssagen under stor mediebevågenhed gik i gang d. 11. januar 2000, var Lipstadt velforberedt på David Irvings revisionistiske tågeslør og medbragte tre dygtige advokater og utallige vidner bestående af internationalt anerkendte forskere og overlevende fra koncentrationslejrene.

Den følgende retssag varede frem til den 13. marts 2000, og var af en så principiel karakter som tiltrak medier fra hele kloden. Hvis Irving havde kalkuleret med at retssagen ville blive en offentlig platform, hvorfra han succesfuld kunne propagandere for sine fascistiske og anti-semitiske holdninger, så tog han fejl – efterhånden som dommen blev læst op, forsvandt Irvings narcissistiske udstråling hurtigt.

Under retssagen blev Irvings række af bøger genstand for en særdeles grundig behandling af advokater og eksperter. Irvings mest centrale og hårdnakkede påstande mht. Holocaust, Hitler og det Tredje Rige blev pillet godt og grundigt fra hinanden i al offentlighed.

Selv nogle af Irvings egne indkaldte vidner, som måtte indkaldes under vidnetvang, tog afstand fra en række af hans centrale påstande. På tilskuerrækkerne blev han sekunderet af en række centrale BNP folk og andre obskure fascister, som dog forholdt sig påfaldende tavse under forløbet – tavsheden kan nok forklares med at de sad side om side med overlevende vidner fra Holocaust.

Bevidste misfortolkninger

Da den endelige kendelse faldt d. 11. april 2000, var det en usædvanlig skarp og klar kendelse som faldt. Ikke kun blev professor Deborah Liebstadt frikendt på alle punkter for injurier – af større betydning var at dommen indeholdt en juridisk kendelse nøje baseret på historisk fakta. Hvis Irvings omdømme som historiker før havde været ramponeret, så var det nu under nulpunktet.

Dommeren fandt mht. Irvings måde at arbejde på som historiker, så var Lipstadt i sin gode ret til at kritiserede denne. Irvings historieskrivning var præget af bevidste misfortolkninger og fejlkalkulationer præget af hans politiske overbevisninger. Det samme gjaldt for Irvings bizarre postulat om, at Hitler ikke kendte til udryddelseslejrene og blev ført bag lyset af sine topfolk. Irvings benægtelse af Auschwitz’s eksistens faldt på lignende vis fra hinanden.

Dommeren fandt at beviserne for antallet af myrdede fanger i Auschwitz, var af en sådan karakter at massemordet ikke kunne betvivles. Yderligere fandt dommeren på punktet om hvorvidt Irving var en Holocaustbenægter, at han uden nogen forbehold måtte kaldes tiltales som en sådanne.

Men dommen gik videre end dette. På punktet om hvorvidt det var injurierende at benævne Irving som racist og antisemit, fandt dommeren at Lipstadt var i sin gode ret til at benævne Irving således, samt at der var fremlagt tilstrækkeligt bevismateriale til at understøtte dette. David Irvings kontakter til fascister og nazister blev også stadfæstet i retten, herunder hans optræden med tyske og britiske nynazistiske skinheads og nazistiske amerikanske grupperinger.

Yderligere led Irving nederlag på en række mindre punkter. Herunder blev hans manipulation af tallene af ofre for bombardementerne af Dresden dømt bevist.

David Irvings færden efter retssagen

Dommen var ikke blot et sviende nederlag for højreekstremisternes forsøg på at slette sporene efter de nazistiske forbrydelser under Anden Verdenskrig; den var også et totalt nederlag for David Irving selv.

Irving ankede straks efter sagen til den britiske højesteret, primært fordi han stod til betale en stor del af sagsomkostninger på ca. 2 millioner britiske pund. Den 5. maj 2000, indkrævede forlaget Penguin Books en foreløbig sum på 150.000 £ fra David Irving, som dækning for deres omkostninger i forbindelse med retssagen. På trods af Irvings pralerier om hans talrige udenlandske støtter, blev han, da han ikke betalte beløbet, erklæret konkurs og to uger efter blev hans hus sat på tvangsauktion.

Således endte Irvings ambition om at »sænke flagskibet Auschwitz« med at hans egen Holocaustbenægtende skude gik til bunds i det stormvejr som han selv havde skabt.

Men dermed var og er det sidste ord desværre ikke sagt om David Irving. Den fallerede holocaustbenægter har siden forsøgt at genvinde noget af sin tabte status. Bl.a. ved en række foredragsturneer i Europa og USA.

I hans eget hjemland har han til gengæld haft mindre succes med igen at vinde indpas i de »pæne« borgerlige historikerkredse.

I maj 2001, opstod en del polemik da det kom frem at Oxford University’s studenterdebatforening havde inviteret Irving som foredragsholder. Efter pres fra anti-fascistiske grupper og jødiske studerende, blev ideen droppet igen. Men det viser at Irving og de løgne som han repræsenterer, langt fra er forsvundet endnu. En yderligere understregning af dette kom, da Irving efterfølgende fortsatte sin turne i USA med en tre måneders fundraising turne. Her blev han budt velkommen af en række af hans trofaste sindsfæller, herunder politikere fra højrefløjen i det Republikanske Parti.

I juli 2001, blev der sat et endelige punktum for Irvings retssag. Det skete da den britiske appelret nægtede ham en appelsag og derved stadfæstede den tidligere kendelse.

I forbindelse med Irvings besøg i København den 21. februar 2004, er det således ikke nogen ubetydelig fascist, som kigger forbi. David Irving er stadigvæk et ankerpunkt for den internationale fascistiske bevægelse og helt central i det netværk af historieforfalskende holocaustbenægtere som hjemsøger Internettet og leverer myter til nynazistiske fodfolk. Irvings foredrag kan forventes at samle tilhører fra diverse antisemitiske og halv- eller hel fascistiske grupperinger herhjemme.

Ikke kun Johnnie Hansens DNSB har patent på holocaustbenægtelse, også en række andre små grupperinger og enkeltpersoner fra diverse højrefløjsorganisationer har antisemitisme og revisionisme på programmet.

Og i disse tider er historieløse grupper af befolkningen åbne over for diverse konspirationsteorier.

Omkring retssagen og David Irving i The Guardian (på engelsk)