INTERVIEW: <b>De sidste vilde</b>

Lars-Henrik Schmidt skitserer en grundlæggende konflikt mellem forældrenes opfattelse af børnehaven som en forlængelse af deres eget hjem og pædagogernes syn på børnehaven som et sted, hvor samfundet traditionelt har haft ansvaret for børneopdragelsen.

»Det handler om ansvarsfordelingen i daginstitutionen. Sammenligner man med skolen, ved forældre godt, at de ikke selv kan undervise i geografi eller matematik. Derfor forstår de skolen som det sted, hvor de overlader ansvaret for deres børn til samfundet. Men de mener ikke, at de overlader ansvaret for børnene til samfundet, når de afleverer dem i en daginstitution. Daginstitutionen anser de for at være en nødvendig service, fordi de ikke selv har tid til at passe børnene,« siger Lars-Henrik Schmidt.

»Det svarer til forskellen imellem, hvorvidt man anser de professionelle for at være en stedfortræder, eller om man anser dem for at være en repræsentant. Når forældrene afleverer deres børn i en daginstitution, så mener de, at pædagogerne stedfortræder dem. Pædagogen er der, fordi forældrene skal på arbejde, og forældrene vil gerne have, at pædagogen opdrager barnet præcis, som de selv ville have gjort det, hvis de altså havde haft tid.«.

Spørgsmålet om ansvaret opstår, fordi forældrene sjældent accepterer pædagogens professionalitet og faglighed.

»Problemet er simpelthen, at forældrene ikke er parat til at give ansvaret for børnene fra sig,« mener Lars-Henrik Schmidt.

Stik piben ind

I gamle dage afleverede man børnene ved en skranke eller ligefrem en lem i døren. Det er selvfølgelig imod nutidens pædagogik på godt og ondt, men pointen er, at forældrene havde tillid til de pædagoger, de overlod deres børn til og til den pædagogik, der udfoldede sig i institutionen.

Idag er forældrene levende kontrollanter i daginstitutionen. Forældrene er simpelthen fysisk tilstede i børnehaven. De bliver hængende over morgenkaffen såvel som eftermiddagskaffen. De trækker morgenafskeden ud, til barnet hyler, så de selv kan føle sig vigtigere end pædagogen. Og de engagerer sig i forældrebestyrelsen og deltager energisk i festen på barnets fødselsdag. Lars-Henrik Schmidt mener, at forældrenes tilstedeværelse er overdreven.

»Forældrene skal stikke piben lidt ind og lade pædagogerne gøre deres arbejde,” siger han.

Han mener, engagementet blandt andet skyldes en ny type forældre, der i modsætning til tidligere tiders forældre selv har gået i daginstitution.

»Indsigten betyder, at forældrene har golden days, altså en klar forestilling om, hvad den gode daginstitution var og er, og derfor føler de, at de har ret til at blande sig. Og det har de også forvaltningsmæssigt,« påpeger han.

»Forældrebestyrelsen kom meget tidligt ind i daginstitutionen i forhold til skolen, og den betyder, at forældrene kan få indflydelse på pædagogikken og ansættelse af personale. Retten til at udpege lederen ligger dog stadig i socialforvaltningen, men forældrene har svært ved at forstå pædagogerne som repræsentanter for samfundets børneopdragelse. De betragter i stigende grad pædagogerne som stedfortrædere for dem selv og mener, at pædagogen skal varetage deres private ønsker og behov,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Fremtidens tyende

I sin nytårstale i år talte statsminister Anders Fogh Jensen om et mere fleksibelt arbejdsliv for børnefamilierne, og i det hele taget har regeringens neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik indflydelse på børnehavens rolle i samfundet. Fremtidige daginstitutioner i form af børnehuse, hvor forældrene kan etablere "hjemmearbejdspladser" i samme hus, som barnet bliver passet, vil for eksempel øge forældrenes kontrol af pædagogernes arbejde i børnehaverne. Andre politiske udspil om frit valg af børnehave og frie tilkøbsordninger er ligeledes skabt ud fra forældres behov for en daginstitution, hvor de ikke bare kan få passet børnene, men også vasket tøj, foretaget indkøb og smurt madpakke af pædagogerne.

»Hvor daginstitutionen tidligere handlede om at give alle børn lige vilkår, handler den idag om at give forældre frie valg. Daginstitutionen har ændret sin rolle i samfundet fra at stå for den kollektive opdragelse af næste generation af børn til at blive et serviceorgan for børnenes forældre,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Pædagogen bliver, hvad han kalder fremtidens tyende.

»Forholdet mellem forældre og pædagoger risikerer at blive et herre og tjener forhold. Forældrene betaler godt for eksempelvis tilkøbsordningerne, der skal reparere på skattestoppet, men i princippet anser mange forældre ikke pædagoger for andet end en ung pige i huset,« mener han.

Ønskebørn

Med til forældrenes store engagement i børnenes daginstitution hører, at børn idag er ønskebørn.

»Da jeg var barn, kom vi dumpende tilfældigt ind i verden. Vi var heldige, fordi der var nogen, der holdt af os. Idag er hvert et barn det, der kaldes the token of love, altså forældrenes personlige livsprojekt og bevis på kærlighed. Netop derfor er det vigtigt for forældrene at familisere sig med pædagogen, som er så mange timer sammen med og kan øve indflydelse på barnet,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Problemet er bare, at børnene med forældrenes indtræden i institutionsrummet mister et vigtigt frirum, som de tidligere havde på gaden.

»Daginstitutionen er et fait accompli. Den er kommet for at blive for vi har brug for kvinderne på arbejdsmarkedet, og ligesom den første, der satte et hegn op, blev efterfulgt af flere, er det også naturligt, at ni ud af ti forældre sætter deres børn i daginstitution. Der er jo ikke nogen børn tilbage på gaden at lege med. Problemet er bare, at der idag er for mange øjne, der ser på barnet i daginstitutionen,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Zoologisk have

Lars-Henrik Schmidt mener, at børnene har brug for det, han kalder vildskabens rum, som giver børnene vigtige udfordringer.

»Det er et rum, hvor børn er frie for forældres overbeskyttende øjne. For eksempel er det langt lettere for et barn at prøve kræfter med at gå armgang over en grøft, mens pædagogen kigger på, end hvis mor er tilstede. Hun vil bekymre sig for, om barnet skulle falde og slå sig eller svine de nye bukser til, mens pædagogen, der er båret af omsorgsrelationer mere end kærlighedsrelationer og iøvrigt er ligeglad med bukserne vil tænke, at legen er en fed udfordring for barnet,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Han mener at daginstitutionens vigtigste opgave er at lære barnet to ting.

»For det første er børnehavens opgave at forvalte en kollektiv opdragelse af børnene så de indretter sig efter samfundets regler og respekt for den anden. Og for det andet skal barnet udfordres for at forstå sine egne begrænsninger og for at udvikle en robusthed over for verden. Den robusthed, kan barnet ikke udvikle derhjemme, fordi forældrene bekymrer sig for meget,« siger han.

»Tilsammen giver de to aspekter barnet en duelighed senere livet, og derfor er det vigtigt at overveje, hvilke værdier, der styrer vores institutionssystem, og jeg kan da godt blive bekymret, hvis man i regeringens nye læreplaner overdriver fokus på barnets kognitive udvikling og glemmer den sanseligt, motoriske udvikling,« fortsætter han.

»Selvfølgelig kan der foregå læring i børnenes leg i børnehaven, men med fare for at være bagstræberisk, mener jeg, man børe reservere børnerummet til den sociale læring og den personlige dannelse i højere grad end den boglige dannelse,« siger han.

Hvor forældrene på den ene side vil udstrække det private hjem i børnenes institution, vil politikerne på den anden side udnytte de mange timer i daginstitutionen til at lære børnene kontante færdigheder. Lars-Henrik Schmidt mener, at begge parter tager fejl. Han beskriver børnehaven som en zoologisk have og børnene som de sidste vilde dyr eller naturfolk.

»Børnenes tilværelse er så reguleret på alle mulige andre måder, så jeg går klart ind for vildskaben og det lidt kaotiske i en daginstitution. Man skal ikke civilisere de sidste vilde, men bruge dem som et udstillingsvindue for, hvad tilværelsen også er,« siger han.

Interviewet er tidligere bragt i tidsskriftet SALT; nr.1, februar 2004.

Trine Vinther Larsen er medredaktør af Kontradoxa.