Europæisk Union

Det er alle kræfter, som vil have betydning på lang sigt, men de virker allerede tilpas kraftigt til at paralysere de europæiske institutioner ved på de indre linjer at underkaste kontinentet den firmastyrede globalisering og på de ydre det amerikanske lederskab, nu hvor Det Hvide Hus hævder sin imperie-rolle. Det er ikke det Europa, verden har brug for.

Eftersom den Europæiske Union for nuværende er den eneste globale størrelse med økonomisk vægt og politisk potentiale, der kan måle sig med USA, har den i princippet den bedste mulighed for at udfordre USA. Det handler ikke om at gøre Europa mere ligesom USA (den proces er allerede ført for langt), men om at sikre, at Europa repræsenterer en anden model, som bygger på social retfærdighed, og at det på den internationale scene frigør sig fra præsident George Bush’s erobringspolitiske dødskørsel.

Europa har mulighed for at komme med et kreativt svar på udfordringerne. Det amerikanske lederskab er i dybe vanskeligheder, først og fremmest i Irak og Mellemøsten. Og Europas grotesk-kaldede Vækst og Stabilitetspagts sterile formular er blevet brudt af EU’s to kernestater, der satte sig op mod Den Europæiske Centralbanks (ECB) overherredømme og katastrofale monetaristiske dogmer.

De europæiske lederes nuværende svar på den amerikanske blindgydestrategi i Irak og krisen i EU’s monetære styringsform står ikke mål med mulighederne, men svækker Europa og forråder håbene hos dem rundt om i verden, som ønsker sig, at USA sættes i skak. Washingtons allierede indenfor Nato protesterer offentligt eller privat over USA’s unilateralisme, men godkender efterfølgende dens konsekvenser. Disse stater stemte i FN for at give USA’s besættelse af Irak en tidsubestemt post facto legitimitet.

I takt med, at USA kommer i større og større vanskeligheder, vil det atter forvente, at dets tilbageholdende, men ydmyge allierede sender tropper, tilsidesætter deres vrede befolkninger for at inddæmme en farlig situation og hjælper med at få Bush genvalgt til november.

Der hjemme vil ECB’s overherredømme blive reddet ved at udbrede de implicitte privatiseringer endnu mere og dermed degradere offentlig service og beskyttelse, så borgerne forpligtes til at blive kunder hos rovlystne finans- og forsikringshuse.

Men modstanden vil genopstå. Antikrigsbevægelsen, som kulminerede 15. februar 2003, må få fornyet vind i sejlene, når Iraks besættelses sande natur bliver tydeligere. Lignende mobiliseringer til forsvar for uddannelse og velfærd vil udfordre de, der vildledte Europa, og åbne konflikter i den ekstraordinære alliance, som nu forener Gerhard Schröder og Jean-Pierre Raffarin, Romano Prodi og Jacques Chirac, Sylvio Berlusconi og Tony Blair.

Det er ikke gået op for Europas ledere, at det amerikanske lederskab, som de bøjer sig for, taber folkelig opbakning i USA. Bushs popularitet var faldet betragteligt før Saddam Husseins tilfangetagelse. Indenfor det Demokratiske Parti havde en radikal bølge bag Howard Dean en chance for at erobre nomineringen. Deans styrke var, at han modsatte sig krigen, men han blev forhindret i at komme i mål, fordi Europa ikke krævede en tilbagetrækning af de amerikanske tropper og i stedet tillod at lade sig blive trukket ind i rolle som lejesvend.

Hvis Europa kom frem med en plan for evakuering af besættelsesstyrkerne – måske i regi af Den Arabiske Liga eller FN – ville det vinde genklang hos millioner af amerikanere, som ønsker at se deres soldater bragt hjem.

Den europæiske elite nægter også at se i øjnene, at den amerikanske økonomiske model langt fra er værdig som forbillede, men er forbundet med store problemer. Enrons kollaps startede en serie af skandaler, som involverede samtlige førende finansielle institutioner på Wall Street. New Yorks statsadvokat, Eliot Spitzer, er fremkommet med undersøgelser og sigtelser, som antyder, at store amerikanske banker og fonde tillod skinfonde at løbe af sted med pensionsopsparinger for mere end 90 millioner opsparere – en konsekvens af dereguleringen.

Den amerikanske offentlighed er med bekymring klar over, at det kommercielle understøttelsessystem, som udelukker en femtedel af befolkningen, i løbet af de næste to årtier vil svigte selv dem, som det dækker. Private pensioner og sygesikring lider en alvorlig ”omkostningssyge”, fordi konkurrencedygtig markedsføring forbruger store pengesummer, samtidig med at tilpasning af understøttelse til individer er dyrt og besværligt.

Mange på den amerikanske venstrefløj ser mod Europa for et alternativ, men skuffes når de gør det. Social beskyttelse er stadig langt bedre i Europa. Men selv regeringer på venstrefløjen, som den rød-grønne i Tyskland, mangler mod og fantasi: I stedet for at finde bedre måder at finansiere velfærd skærer de i understøttelsen.

At Europas evne til at beskytte sine borgere åbenlyst smuldrer, svækker dets stemme i verdenspolitiske anliggender. En beslutsom indsats for at redde dets kollapsende sociale model kunne lykkes, hvis EU i det mindste finansierede en række nye sociale goder for sine borgere. Dette var præsident Franklin Roosevelts tilgang i 1930’erne, da USA stod overfor sin mest alvorlige sociale krise. Loven om Social Sikkerhed fra 1935 dækkede alle, og det sociale sikkerhedskort blev borgernes identitets-emblem.

EU bør overveje lignende programmer. For nuværende har det strukturfonde og en udviklingsfond (1) samt den fælles landbrugspolitik og projekter for nye medlemslande. Men disse går til lande, regioner og bønder – ikke til almindelige mennesker på en måde, der kan skabe forbindelser mellem borgere i de europæiske stater.

Tre økonomer, James Galbraith, Pedro Conceicao og Pedro Ferreira, har argumenteret for en ”egentlig europæiske velfærdsstat med et kontinentalt pensionsprogram”, ”skabelsen af store nye universiteter … i smukke lavindkomst-regioner i den europæiske periferi”, og ”en fuldstændig finansiering af de studerende, som går der” (2). Et europadækkende velfærdssystem bør organiseres sådan, at alle borgere fra alle lande modtager visse fordele. Dette må være et tillæg til, ikke en erstatning af, de nationale velfærdspolitikker, som om nødvendigt også kunne trække på nødhjælp fra en europæisk fond.

Den europæiske sammenslutning af fagforeninger har længe argumenteret for skabelsen af en egentlig europæisk socialfond (3) med ressourcer at investere for at generere produktiv beskæftigelse og godkende fremtidige velfærdsudgifter. I 1959 etablerede det daværende EF den europæiske investeringsbank (EIB) med henblik på at virke som modvægt til nationalbankerne. Med skrotningen af vækst- og stabilitetsbanken har EIB fået sin største rolle nogensinde. Tre Cambridge-økonomer har argumenteret for, at den bør opbygges som en modvægt til ECB (4).

Sociale fonde vil i lige så høj grad skulle producere velstand som distribuere det. På et kontinent, hvor aktiemarkedet har stor betydning, kunne sådanne fonde hjælpe med at beskytte produktive foretagender mod finansiel udnyttelse, fremme socialt ansvarlige forretninger og indsætte en vis offentlig kontrol over velstandsakkumulationen.

Europa ville i højere grad være i stand til at lægge kræfter i at redde og forbedre sine velfærdsordninger hvis det nægter at lade sig trække med i USA’s militære pusten sig op. Den amerikanske stridslyst drives af ønsket om at aflede de amerikanske borgeres opmærksomhed fra alvorlige sociale problemer og en eksploderende ulighed der hjemme. Europa må stræbe efter en mere lige og ansvarlig model overfor sin egen befolkning og sine forbindelser til omverdenen. At udvikle en europadækkende velfærdspagt ville hjælpe med at skabe det fælles statsborgerskab, som kunne underbygge en mere uafhængig europæisk udenrigspolitik.

Robin Blackburn er professor på New School University, New York. Han er redaktør af New Left Review og forfatter til ’Banking on Death or Investing in Life: the History and Future of Pensions’ (Verso).

Artiklen blev første gang bragt i Le Monde diplomatique, februar 2004. Oversat af Anders Hassing/Kontradoxa.

Noter

(1) Strukturfondene dækker en tredjedel af EU’s budget og kommer alle medlemmerne til gode, om end ikke lige meget. De knytter sig til udvikling, landbrug, fiskeri og sociale midler. Udviklingsfonden dækker de fire mindst udviklede medlemmer, Portugal, Spanien, Grækenland og Irland.

(2) James K Galbraith, Pedro Conceicao and Pedro Ferreira, "Inequality and Unemployment in Europe", New Left Review, London, September-October 1999.

(3) Den nuværende europæiske socialfond, der blev skabt i 1957 med Romtraktaten, investerer sammen med medlemsstaterne i programmer til støtte for EU-borgernes uddannelse og muligheder. Men dens budget, en tredjedel af strukturfondene (udviklingsfonden ikke iberegnet), er kun på 62.5 mia. euro. 2000-2006, langt fra de virkelige behov.

(4) Philip Arestis, Kevin McCauley og Malcolm Sawyer, "An Alternative Stability Pact for the European Union", Cambridge Journal of Economics, vol 25, n° 1, 2001. (En pdf-fil (48 kb) af denne artikel kan downloades på http://ideas.repec.org/p/wpa/wuwpma...)