Mordechai Vanunu – historien om en ukuelig fredsaktivist

Det var den unge atomfysiker Mordechai Vanunu, der midt i 1980’erne afslørede, at den israelske stat besidder et omfangsrigt atomvåbenarsenal. Da han gik til britiske medier med sine oplysninger, blev han bortført og dømt af de israelske myndigheder som landsforrædder.

Onsdag den 21. april blev han løsladt efter 18 års fangenskab i israelske fængsler. 12 års totalisolation og utallige chikaner og overgreb kunne ikke nedbryde hans identitet. Straks efter løsladelsen lovede han ved en pressekonference foran fængslet, at han ville fortsætte kampen for, at Israel undertegner den internationale overenskomst for kontrol og begrænsning af nuklear våbenteknologi og andre masseødelæggelsesvåben.

De israelske myndigheder har pålagt Vanunu en række forbud: I et år må han ikke rejse ud af Israel, han må ikke opsøge ambassader, og det er strikt forbudt ham at tale med journalister. Bryder han et af disse forbud , vil han atter blive anholdt og fængslet.

Mordechai Vanunus historie tager sit udgangspunkt i nuklearforskningscentret Dimona, hvor han blev specialuddannet som atomingeniør. Samtidigt hermed læste han filosofi og geografi på Ben-Gurion-universitetet i byen Beer-Sheva i udkanten af Negev-ørkenen.

På universitetet begyndte han at engagere sig samfundspolitisk. Han gik ind for ligeberettigelse mellem israelere og palæstinensere, han støttede kravet om israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, og han gik ind for oprettelse af en suveræn palæstinensisk stat i fredelig sameksistens med Israel.

I denne periode gjorde han desuden op med sin jødisk-ortodokse socialisering som barn af strengt troende forældre. Således engagerede han sig for religionsfrihed og for adskillelsen mellem den jødiske trosretning og staten.

Problemerne, der fulgte i kølvandet af dette engagement, førte ham til en konsekvent afvisning af Israels militære adfærd overfor palæstinenserne og landets arabiske naboer. Disse aktiviteter tiltrak efterretningsvæsenets interesse og overvågningen af ham blev sat i gang. I november 1985 var han én af i alt 180 medarbejdere, der blev fyret fra deres arbejde hos Dimona.

Efter hans fyring tog Vanunu i januar 1986 ud at rejse for at finde nye arbejds- og levemuligheder. Dette førte ham efter nogen omflakken i Sydøstasien til Australien. I Sydney sluttede han venskab med den lutherianske præst John McKnight. I denne periode konverterede Vanunu fra sin jødiske tro til den kristne trosretning. I Sydney fik han kontakt med den colombianske journalist Oscar Guerrero og han besluttede sig for med hans hjælp at offentliggøre sine personlige og politiske erfaringer og viden fra arbejdet i atomcentret Dimona.

Opsigtsvækkende afsløringer i Sunday Times

Sommeren 1986 fløj Vanunu således til London, hvor han indgik en konkret samarbejdsaftale med Sunday Times(1). Avisens chefredaktion dannede en udvalgt gruppe af journalister og eksperter, som gennemarbejdede og tjekkede Vanunus fremlagte materiale, inklusive de medbragte 80 fotografier, som han hemmeligt havde optaget under sit arbejde på Dimona.

Den 5. oktober 1986 bragte Sunday Times en stort opslået artikel om Israels atomvåbenproduktion, illustreret med billeddokumentation og skitser, der i detaljer viste nuklearvåbencentrets bygningskompleks.

Ekkoet var over alle forventninger kolossalt. Artiklen beviste i tekst og billeder, hvad Israel hårdnakket havde benægtet, nemlig at staten i flere år havde fremstillet nuklearvåben af forskellige størrelser. Med et anslået arsenal på 200-500

atomvåben, placerede Israel sig med ét slag som den sjette største atommagt i verden.

Sunday Times forsvarede artiklens forfattere mod en stormbølge af mere eller mindre målrettede beskyldninger om falskneri og løgnagtige påstande. Disse beskyldninger kom blandt andet fra det konkurrerende blad Sunday Mirror (2).

Sunday Times henviste til de undersøgelser, som avisens chefredaktion lod udarbejde af to kendte atomfysikere: Den amerikanske atomfysiker, professor Theodor Taylor, der deltog i fremstillingen af den amerikanske brintbombe, og den britiske atomvidenskabsmand professor Frank Barnaby, der på dette tidspunkt var direktør for Det Internationale Fredsforskningsinstitut SIPRI i Stockholm. SIPRI udgiver årligt en statusrapport om den globale kernevåbenproduktions omfang.

»Atom-moskeen”«

På basis af Vanunus skitsetegninger blev der lavet en rekonstruktion af atomcentret Dimona. Den viste en to-etagers bygning over jorden, som bestod af reaktorkuplen og luftfilteranlægget, samt kontorerne, kantinen, bade- og wc-området. Mens kontrolrummene, produktionshallerne, laboratorierne og selve kernevåbenproduktionsafdelingerne befandt sig i de seks etager, som lå under jorden.

Den forgyldte reaktorkuppel og de skorstenslignende luftfilteranlæg lignede ved første blik en moskebygning med minareter. Folk, der bor i nærheden af dette militært strengt afsikrede område kalder det for »atom-moskeen«.

Israel – verdens 5. største atommagt

Det anslås i dag, at Israel er i besiddelse af 200 til 500 atomvåben samt et højt teknologisk affyringssystem. Dermed har landet i løbet af 1990’erne fortrængt Storbritannien fra pladsen som verdens 5. største atommagt.

I spidsen af disse magter står USA og Rusland, efterfulgt af Frankrig og Kina. Skønt Israel i forhold til både USA og Rusland, der hver har mindst 10.000 nuklearvåben, kun udgør en miniature atommagt, så er landet de facto blevet en atomstormagt.

Efterforskninger har dokumenteret, at Israel har fået opbygget sit atomprogram med hjælp fra det tidligere sydafrikanske apartheidregime. Til gengæld leverede Israel våben i stort omfang til apartheid-Sydafrika på trods af FNs våbenembargo.

Der findes troværdige antagelser om, at Israel allerede midt i 1960’erne gennemførte atomprøvesprængninger i Negev-ørkenen i nærheden af den israelsk-ægyptiske grænse, og om at Israel har deltaget i lignende forsøg i Algeriet i samarbejde med Frankrig. Under »Jom-Kippur-krigen« i 1973 mellem Israel og dets arabiske naboer forberedte Israel anvendelsen af de omkring et dusin atomvåben, de dengang rådede over.

Det israelske kernevåbenprogram startede imidlertid langt tidligere, i slutningen af 1940’erne under ledelse af Ernst Bergmann, som i 1952 grundlagde den israelske atomenergikommission. På dette tidspunkt fik det israelske nuklearprojekt først og fremmest støtte fra Frankrig. I dette forløb blev atomproduktionsfabrikken Dimona bygget i nærheden af Bersheba i Negev-ørkenen. Fabrikken bestod af en nukleardrevet reaktor og et plutoniumsfremstillings-anlæg. I 1964 startede den egentlige produktion af Israels atomvåben.

Nedskydning af passagerfly

De israelske myndigheder har hele tiden hævdet, at Dimona-anlægget var henholdsvis et mangananlæg eller en tekstilfabrik. De praktiserede sikkerhedsforanstaltninger samt offentligt kendte hændelser fortæller imidlertid en helt anden historie.

Således skød israelsk militær, der bevogter Dimona-anlægget, i 1967 et af sine egne Miragefly ned, da det ved en fejltagelse fløj over Dimona. Det samme skete i 1973, da et libysk passagerfly ved en fejl afveg fra den officielle flyverute og nærmede sig Dimona. Flyet blev skudt ned og 104 civile mistede livet.

Vanunu sporløst forsvundet

Offentliggørelsen af Mordechai Vanunus oplysninger i Sunday Times den 5.oktober 1986 skabte furore i verdensoffentligheden. Men Vanunu selv var sporløst forsvundet. I første omgang troede man, at han var gået under jorden, indtil stormen efter afsløringerne havde lagt sig. Efterhånden som tiden gik, og Vanunu stadig væk ikke dukkede op, begyndte rygterne at løbe løbsk. Virkelighedens hændelser overgik dog de fleste af dem, da sandheden endelig kom frem.

»Motta«, som hans venner kaldte Vanunu, var tre uger tidligere kommet fra Australien til London for at få offentliggjort sin viden om den israelske kernevåbenproduktion. Som Sunday Times senere fandt ud af, var den australske efterretningstjeneste vel informeret om hans forehavende, og de gav deres oplysninger videre til deres engelske pendant samtidigt med Vanunus ankomst til Commonwealths metropol.

»Cindy« og kidnapningen i Rom

På en spadseretur i Londons city gjorde han bekendtskab med en attraktiv, blond kvinde. De gik sammen i byens caféer, grinte og svingede lige fra første øjeblik godt sammen. »Motta« var tiltrukket af den feminine sexappeal fra den kønne, høje kvinde ved navn »Cindy«. Efter et par intense dage med flirt og erotiske tilnærmelser, foreslog »Cindy«, at de tog en tur sammen til Rom, hvor de kunne bo i hendes bortrejste søsters romantiske lejlighed, og hvor hun havde tænkt sig at opfylde alle hans ønsker og længsler.

Vanunu, som ikke kendte nogen personligt i det regnkolde London tog lykkelig imod dette eventyrlige tilbud. Nogle dage efter drog de hånd i hånd fra Heathrow til Leonardo-da-Vinci-Airport. En taxi kørte dem til den angivelige kærlighedsrede i udkanten af Rom. Ved deres ankomst viste det sig, at den tomme lejlighed allerede var optaget. En specialkommando fra Mossad – Israels efterretningstjeneste på udenrigsplan – overmandede Vanunu og bedøvede ham med æter. »Cindy« gav ham en indsprøjtning med stærk bedøvelsesmedicin. Derefter pakkede Mossad-agenterne deres offer ned i en transportkasse til appelsiner og bragte ham ombord på et fragtskib, der sejlede under israelsk flag.

Da Vanunu kom til bevidsthed igen, befandt han sig allerede i Tel Aviv. Politiets forhørsleder fortalte ham, at »Cindy« var hemmelig agent for Mossad, og hendes mission havde været at få ham lokket til Rom. Senere fandt journalister ud af, at »Cindys« virkelige navn var Cheryl Bentov. Hun stammede fra den nordisraelske by Naunya, og hun var gift med en major fra forsvarets efterretningstjeneste. I dag lever hun under navnet Cheryl Goodman i USA.(3)

»Jeg blev bortført i Rom«

For den internationale offentlighed forblev Mordechai Vanunu sporløst forsvundet, indtil myndighederne i Tel Aviv bekendtgjorde hans »anholdelse« umiddelbart før processen mod ham startede i december 1986.

Han befandt sig i isolationsafdelingen i Askelon-fængslet og havde ingen kontakt til andre end politiet. Enhver kontakt til omverdenen var strengt forbudt. Retsbygningen, hvor processen fandt sted, lignede en fæstning, og Vanunu måtte på vejen frem og tilbage fra retsbygningen bære motorcykelhjelm og håndjern.

Dog lykkedes det for Vanunu i starten af processen at overliste hans fængselseskorte. Han nåede at råbe ordet »Rom!« til de forsamlede journalister foran retsbygningen og det lykkedes ham at fremvise sin håndflade, hvorpå han havde skrevet: »Jeg blev bortført i Rom, Italien, den 30.september 1986. Fly fra London BA 504.«

Fra dette tidspunkt af måtte Vanunu bære en sæk over hovedet og sirener blev sat i gang ved ankomst og afgang fra retsbygningen for at overdøve eventuelle tilråb til de ventende journalister udenfor.

Men skandalen var allerede en realitet. Det var en let sag for journalisterne at undersøge Vanunus oplysninger. Således fik de hurtigt bekræftet, at han var med som passagerer på det nævnte fly, og at der var der bestilt returbillet med åben dato.

Skandalen, som Israels statsterroristiske akt udløste, bredte sig straks til mulige medansvarlige på højeste politiske plan.

Italiensk domstol fordømmer Israels handling

Den 24. december 1986 bekendtgjorde Italiens daværende ministerpræsident Craxi, at en italiensk domstol ville klarlægge omstændighederne omkring Vanunus bortførelse. Domstolen under ledelse af dommeren Demenico Sica konkluderede, at de israelske myndigheder stod bag Vanunus bortførelse. Dette ansås som en grov tilsidesættelse af såvel italiensk som international retsopfattelse.

Indtil i dag er det uklart, hvilken rolle den engelske efterretningstjeneste spillede i denne affære. Den engelske dagsavis London Financel Time fra den 9. november 1986 chokerede offentligheden med påstanden om, at den daværende israelske ministerpræsident Simon Peres i en telefonsamtale forud havde informeret den tidligere konservative premierminister Margaret Thatcher om »den forestående hjemføring af Vanunu«. Fra Downing Street kom omgående en skriftlig tilbagevisning af påstanden.

Vanunu skulle likvideres

Mange år senere kom det frem, at den colombianske journalist Oscar Guerrero, som formidlede Vanunus insidehistorie til Sunday Times også i al hemmelighed tilbød historien til konkurrenten Sunday Mirror. Avisens udgiver, Robert Maxwell, blev senere afsløret som medarbejder for Mossad. Han gav straks kopier af Vanunus fotografier og informationsmateriale videre til den israelske ambassade.

Som svar på Sunday Times’ afsløringer fremstillede Sunday Mirror i bladets titelhistorie Vanunu som notorisk løgner. Maxwell, der stod for artiklens redaktionelle udformning, druknede under uafklarede, mystiske omstændigheder i 1991.

Umiddelbart før den forestående medieafsløring af Israels atomvåben, nedsættes på foranledning af den israelske premierminister Simon Peres en krisestab, bestående af politikere og efterretningsfolk.

Her diskuterede man bl.a. en eventuel likvidering af Vanunu. Dette skridt blev dog forkastet , da man var overbevist om, at den britiske og amerikanske efterretningstjeneste allerede vidste besked om Vanunus afsløringer.

Sensorisk deprivation

Vanunu tilbragte 18 år i fængsel. Af dem var han 12 år i totalisolation. Ifølge Guinness rekordbogen, den længste isolation, en fange har været udsat for. De første år af hans isolation var Vanunu underlagt forhold, som Amnesty International tilbage i 1970`erne har klassificeret som »hvid tortur«.

Denne form for tortur blev oprindeligt indført af den tyske stat mod de politiske fanger fra Rote Armée Fraktion. I dag anvendes disse metoder, der har til formål at nedbryde fangers identitet og helbred uden synlige tegn på voldanvendelse, mod bl.a. politiske fanger i tyrkiske fængsler.

For Vanunu betød det, at hans celle døgnet rundt var badet i neonlys og konstant blev video-overvåget. Der fandtes ingen vinduer i hans sterilt designede celle. Denne akustiske og optiske afskærmethed, den såkaldte »sensoriske deprivation«, fratager fangen enhver fornemmelse af tid og rum, af smag og lugt. Vanunu led ifølge hans pårørende under konstante psykiske og fysiske lidelser, så som permanent hovedpine, manglende koncentrationsevne og rastløshed.

Efter to år gik han i en 33-dages sultestrejke. Derefter blev hans situation minimalt forbedret. Han fik bl.a. lov til at skrive breve til sine nærmeste. Efter isolationsårene fik han tilladelse til at modtage besøg fra pårørende hver anden uge.

Ifølge den israelske spionage-ekspert Jossi Melmann skulle denne behandling af Vanunu tjene det formål at afskrække andre fra at afsløre statshemmeligheder.

»…den næste krig vil ikke være af konventionel art«

Der hersker ingen tvivl om, at eksistensen af et kæmpe arsenal af masseødelæggelsesvåben i et område med store konfliktflader som Mellemøsten, indebærer uoverskuelige konsekvenser.

Seymon Hersh, forfatter og Mellemøst-ekspert, mener, at hvis der igen skulle udbryde en væbnet konflikt i Mellemøsten, eller hvis en arabisk nabostat affyrer en raket mod Israel, sådan som det irakiske militær gjorde, er en nuklear eskalation højst sandsynlig.

Noget som ifølge Hersh tidligere har været utænkeligt og kun blev anset for at være den »allersidste udvej«. Dette bliver indirekte bekræftet af Israels præsident Ezar Weissmans udtalelse om samme spørgsmål:

»Den nukleare krigsførelse får uden tvivl større betydning, idet den næste krig (i Mellemøsten) ikke vil være af konventionel art«.

Mordechai Vanunu fik for hans ukuelige engagement for en verden uden masseødelæggelsesvåben tildelt blandt andet den alternative nobelfredspris.

Skrevet af Alfred Lang

Noter

1) Sunday Times er søndagsudgaven af Times, den konservative presses flagskib. Oplaget ligger på omkring 1,1 millioner.

2) Sunday Mirror er søndagsudgaven af boulevardavisen, den såkaldte yellow press, »The Mirror« med omkring 3,3 millioner i oplag.

3) Kilder: Peter Hounam: Woman from Mossad. The Torment of Mordechai Vanunu. London 1999. Mark Gaffney: Dimona. The Third Temple. The Story Behind the Vanunu Revelation.Brattleboro,1989

Solidaritetsaktiviteter og aktuelle infos på najmanweb.com

Solidaritetsaktiviteter og aktuelle infos på peacelink.nu

Dokumentations – og billedmateriale

Alfred Lang er født i Wien i 1952, og var i sin tidlige ungdom aktiv i det østrigske kommunistparti. Fra 1969 aktiv i forskellige venstresocialistiske grupper. I Danmark bl.a. i RSF, VS, Vesttysklandskomitéen, gruppen Autonome Revolutionære og autonomi-kollektivet. Arbejder som freelance-journalist.