Magt og demokrati på norsk og dansk

Om sider er der ved at komme gang i en diskussion om den danske magtudredning, en diskussion som ofte referer til den norske udredning. Og der er meget at diskutere. Den norske og den danske magtudredning forholder sig nemlig som nat til dag. De synes at skildre ikke blot hver sit land, men to helt forskellige verdener. Og dog er Norge og Danmark to nabolande med en lang fælles historie og en efterfølgende historie med mange lighedspunkter. Der er videre tale om to lande med omtrent samme økonomiske udviklingsgrad og erhvervsfordeling samt samme sæt af politiske institutioner.

Uenige om demokratiets tilstand

Den danske magtudrednings hovedkonklusion er som bekendt, at demokratiet har det godt. Det danske demokrati er, konkluderer man, et ”ganske levende demokrati”, hvor afstanden mellem borgere og politikere er blevet mindre, og hvor såvel den politiske deltagelse som pluralismen er øget (se danske rapport kapitel 4 samt konklusionen s. 365-405). Omvendt konkluderer den norske rapport, at ”den parlamentariske styringskæde” er blevet indsnævret og endda brudt i flere led, at den demokratiske infrastruktur er i forfald, og at folkestyret er ”forvitret” (norske, s. 89, s. 141, s. 291ff).

Forskellige teorier

Forskellen mellem de to rapporter fremkommer først og fremmest gennem valget af teori og grundbegreber, igennem de forskellige vægtninger, tolkninger og vurderinger samt ved, at den danske rapport udelader eller underbehandler nogle spørgsmål og problemer, som er behandlede i den norske rapport. Denne forskel udspringer igen af de to forskergruppers helt forskellige forholden sig til den politiske og økonomiske magt samt tidens dominerende ideologi.

Man savner grundlæggende i den danske rapport en inspiration fra den komparative kapitalismeforskning, der har været under stærk udvikling gennem de sidste årtier. Den norske rapport taler om den norske kapitalisme-model, om den skandinaviske model og om den internationale kapitalisme samt kapitalistisk udvikling gennem flere faser. I den danske rapport indgår begrebet kapitalisme slet ikke som et operativt begreb.

I stedet bygger den danske rapports gennemgående argumentation på en modstilling af politikken i ”industrisamfundet” og politikken i ”informationssamfundet”: I det nye ”refleksive informationssamfund”, hedder det, stemmer vælgerne primært efter holdninger og værdier, til forskel fra det gamle industrisamfund, hvis konflikter primært var økonomiske (s. 74-75).

Tesen er udbredt i den nye politologiske litteratur, men er ikke desto mindre forkert. ”Industrisamfundet” (som man kalder det) var i høj grad gennemsyret af også kulturelle og ideologiske konflikter, og de store folkelige bevægelser var bestemt ikke rene ”økonomiske” bevægelser. Den europæiske arbejderbevægelse, f.eks., var ikke bare en økonomisk, social og politisk bevægelse, men også en kulturbevægelse.

Omvendt kan man betvivle, at nutidens vælgere er så helt frigjorte fra deres økonomiske egeninteresser, som tesen postulerer. Meget tyder faktisk, som påpeget i den norske rapport, på det stik modsatte: Politiske deltagere er blevet forvandlede til egocentrerede her og nu aktører, borgere til forbrugere (norske s. 147-151). Samtidig er den kulturelle forædling, der foregik i folkelige bevægelser, forsvundet. Interessekampen er i dag mere rå og uformidlet, men også mere atomiseret og øjebliksbetonet, end i de demokratiske massebevægelsers tid.

Afviser magtelite i Danmark

Den danske rapport afviser meget kategorisk, at der i Danmark skulle være en magtelite. Efter en hastig og nedladende kommentar til C. Wright Mills, der, til trods for egne udtalelser herimod, får skudt en konspirationsteori i skoene (s. 94), går man videre med Robert Dahls gamle pluralismeteori. Gennem nedgørelsen af Wright Mills får man ikke blot ryddet vejen for en genoplivelse af 1960’ernes dominerende politologiske tilgang og ideologi, pluralismen, men får samtidig også elimineret hele den Mills’ke problematik, herunder også afskærmet sig fra den omfattende internationale forskning i og diskussion om elite-strukturer.

Hovedkonklusion er så den, at der ikke er nogen sammenhængende magtelite i Danmark (s. 110). Denne konklusion er ikke overraskende. Hvis man i begrebet og teorien om magtelite indbygger kriterierne fuld bevidsthed, totalt sammenhold og konspiration, så kan man hurtigt nedlægge enhver magtelite teori. Den øvelse mestrede allerede 60’ernes pluralister. Men det var jo netop graden af fælles bevidsthed, sammenhold og samstemt politik blandt eliterne, magtudredningen skulle have undersøgt. Nu fejer man i stedet gennem en begrebsmæssig jongleren hele problemstillingen til side.

Enighed om bevægelsers sammenbrud

Ikke blot den norske, men også den danske udredning peger på sammenbruddet af de store folkelige bevægelser som noget centralt i det sidste halve hundrede års udviklingsforløb. Men hvor den norske rapport lader afmobiliseringen og borteroderingen af det folkelige grundlag for demokrati være helt afgørende for helhedsvurderingen og konklusionen, foretager den danske rapport en række ”modregninger” strækkende sig fra betydningen af økonomiske bidrag og underskrifter over det ”politiske forbrug” til det, der kaldes ”det lille demokrati” dvs. brugerdeltagelse i offentlige institutioner, medbestemmelse på arbejdspladser og ”hverdagsmageri” (s. 55-57, s. 62 ff).

Gennem en sådan ”modregning” og ved hjælp af et udvidet deltagelsesbegreb når man så, til trods for den konstaterede historiske folkelige afmobilisering, alligevel frem til rapportens hovedkonklusion om det ”ganske levende demokrati” (s. 70, s. 402). Omvendt advarer den norske rapport eksplicit mod netop en sådan sidestilling og modregning (s. 298) og den er utvetydig klar i sin modstående konklusion: folkestyrets ”forvitring” (s. 291, s. 295 ).

En anden afgørende forskel fremkommer gennem den helt forskellige vurdering af betydningen af tabet af den samfundsmæssige magtbalance. De skandinaviske samfund udviklede fra slutningen af 20’erne en helt særegen social og politisk magtbalance: Kapitalens magt var stækket og holdt i skak af en demokratisk stat ledet af den politiske arbejderbevægelse. Arbejdsgivernes økonomiske magt og organisering var modbalanceret af arbejdernes stærke faglige organisering. Arbejdsmarkedsforhold og økonomisk politik var i vidt omfang reguleret gennem en demokratisk korporatisme. Kapitalistiske grundholdninger og værdier var imødegået af arbejderbevægelsens modstående kultur.

Kun nordmændede bekymrede

Denne særegne skandinaviske ligevægt er i dag gået tabt. Den grundlæggende forandring i den sociale og politiske magtstruktur bekymrer stærkt den norske magtudredning, og den er en af dens begrundelser for tesen om det svækkede demokrati. Omvendt deler den danske rapport slet ikke denne stærke bekymring og lader sig ikke et øjeblik anfægte, når det gælder konklusionen om nutidens ”ganske levende demokrati” (s. 70). Arbejderbevægelsens politiske og kulturelle nederlag og sammenbrud er for de danske politologer et fænomen, der lige nævnes i forbifarten, inden man går videre med historien om det postindustrielle ”informations- og netværks-samfund” med dens ”refleksive individualitet”, ”medborgerskab”, øgede pluralisme (sic!), øgede deltagelse og formindskede afstand.

Den danske rapport fører nemlig individualiseringstesen igennem til en konklusion om individernes frie udfoldelse i medborgersamfundet, hvor individerne frit vælger deres ”livsstil” (s. 49) og hvor den klassiske repræsentationsteoris idealbillede af den rationelle, uafhængige vælger næsten synes at være blevet til virkelighed (s. 368). Denne argumentation gennemføres ikke ved sidestilling og modregning, som i tilfældet med deltagelsesformerne, men ved abstraktion fra den altomfattende og altgennemtrængende kommercialisering og markedstænkning, der præger alle udviklede vestlige samfund og i høj grad også de to her undersøgte.

Individualisme over for konformitet

Omvendt er denne vældige kapitalistiske transformationsproces sat i centrum i den norske analyse. Tendensen til individualisering konfronteres i den norske analyse med kommercialiseringens og markedstænkningens stadige pres i retning af konform identitetsskabelse. I denne proces bliver grundholdninger, værdier, opfattelser, målsætninger og rollemodeller mere og mere ens. Hvor den danske rapport ser virkeliggørelsen af et medborgersamfund af frie individer, ser den norske rapport to hinanden modgående processer, hvor tendensen til individualisme brydes med den stærke modgående tendens til konformitet.

Magtdistance

En anden af den danske rapports hovedkonklusioner er, at befolkningen ikke oplever afstanden mellem politikere og befolkning som værende voldsom stor (s. 111). Senere, i den afsluttende konklusion, strammes denne tese yderligere: Magtdistancen i det danske samfund er også rent faktisk, hævder man, blevet mindre (s. 369). Det er måske dog en diskussion værd. Rapporten fremhæver selv i et tidligere afsnit, at intet har kunnet erstatte de politiske partier som forbindelsesled mellem befolkning og de politisk eliter (s. 59). Man skildrer også politikkens professionalisering (s. 96ff), altså politikernes overgang fra rollen som folkerepræsentanter til rollen som professionelle udøvere af et bestemt erhverv: politik. Alt andet lige må dette vel, set i det længere historiske perspektiv, have øget afstanden.

Massemedier

Et betydningsfuldt led i prægningen af det moderne samfund har været udviklingen i massemedierne. Den danske Rapport skitserer her udviklingen i massemedierne fra den klassiske partipresse situation, over det man kalder ”omnibus”-stadiet til den nutidige situation, hvor medierne er kommet til at spille en selvstændig rolle (s. 213ff). Generelt er nyhedsformidlingen præget af ”meget stor ensartethed” (s. 217, s. 218). Denne konklusion fortryder man dog nogle sider senere, hvor det pludselig hedder at ”der er intet, der tyder på at udviklingen er gået i retning af større ensartethed” (s. 227) og endelig hævdes det så sammenfattende, at pluralismen er blevet større (s. 227 ).

Altså: Socialdemokratiet og LO har ikke længere nogen presse overhovedet, størstedelen af den trykte presse støtter den borgerlige regering, der er sket en voldsom aviskoncentration, og ensartetheden i nyhedsformidlingen er, siger man selv, ”meget stor”. Dertil kommer afhængigheden af stadig mere konformitetsprægede og topstyrede internationale nyhedsbureauer og den internationale medieudvikling i det hele taget. Og det hele er indlejret i et samfund, der er gennemsyret af den altomfattende kommercialiserings grundholdninger og –opfattelser. Dette er, skulle man synes, en virkelighed præget af stærkt øget konformitet. Men i den danske magtudrednings optik er pluralismen blevet større!

Demokrati for forbruger eller bruger

De to rapporter har endelig også en vidt forskellig vurdering af den offentlige sektors udvikling. Det, der i den norske rapport skildres som en tilbagetrængning af det politiske demokrati, den demokratiske borgers forvandling til forbruger, betegnes i den danske rapport som ”brugerdemokrati” (s. 146, s. 156). Og det, der i den norske rapport er en skildring af markedstænkningens og den dominerende neo-liberalistiske ideologis gennemslag i også den offentlige sektor, bliver i den danske fremstilling til modernisering (s. 140ff). Den danske rapport forsvarer godt nok den universalistiske velfærdsstats model, men forsvaret drukner i den helt overvældende begejstring for ”hverdagsstat”, ”brugerdemokrati” og ”New Public Management”.

Dansk systembekræftelse

De norske politologer er simpelthen mere samfundskritiske end de danske, der i højere grad synes at have søgt systembekræftelse. Trods flere kritiske og bekymrende pointer i den danske rapport, f.eks. vedrørende EU’s demokratiunderskud og faren for at etniske minoriteter tillige skal udvikle sig til en økonomisk underklasse, er helhedsindtrykket dog de stadige modregninger, beroligelser og udglatninger. En tendens der understøttes af harmoniserende grundbegreber som informationssamfund, netværkssamfund, medborgerskab og hverdagsstat. Resultatet er det meget kritiserede idylliserende billede af det danske samfund og det danske demokrati.

Konformitetspres fra samfundet

I årtier fremefter vil den danske magtudrednings rapport komme til at stå som den politologiske videnskabs autoritative kendelse vedrørende magt og demokrati i Danmark. Og dog er denne videnskab tydeligvis selv stærkt influeret af tidens dominerende ideologi og begreber. Der er her tale om en almindelig bevægelse i den danske statskundskab gennem den sidste halve snes år.

Samtidig med denne bevægelse er konformitetspresset ude i det omgivende samfund blevet helt overvældende. Vi befinder os i dag stort set i et éndimensionalt samfund, hvor den sociale fantasi er sat ud af spil, og hvor enhver systemanfægtende analyse og kritik er enten undertrykt eller marginaliseret. Behøver den politologiske videnskab virkelig yderligere at forstærke denne massive konformitet? Den norske udredning tilkendegiver et klart nej til dette spørgsmål. Den danske følger den danske norm.

Curt Sørensen er professor, dr.scient.pol. ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Artiklen kommer i en trykt udgave i tidsskriftet Grus 71. Den har også været bragt i internettidskriftet kritiskdebat.dk

Litteratur:

Øyvind Østerrud, Fredrik Engelstad, Per Selle: Makten og demokratiet. En sluttbok fra Makt- og demokratiutredningen, Oslo: Gyldendal Akademisk 2003

Lise Togeby, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Signild Vallgårda: Magt Og Demokrati i Danmark –Hovedresultater Fra Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag 2003.