Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
3. oktober 2005 - 15:23

Kommentar: Israel-apologeter mellem skam og racisme

For venner og kritikere af Israel kan det fra tid til anden virke som om, vi ikke bebor samme planet.

Der er en stor kløft mellem de konklusioner der drages om israelere og palæstinenseres rettigheder i forhold til de omstridte områder, og i forhold til rimeligheden af forskellige politiske (freds-) initiativer, og de interesser som disse initiativer udtrykker.

Tag for eksempel spørgsmålet om selvmordsterrorismen, som i det ene perspektiv forstås som årsag til den israelske besættelse, og i forlængelse deraf som legitimerende for alt fra israelske ødelæggelser af palæstinensiske huse til ”målrettede drab” på palæstinensiske politiske ledere.

I det andet perspektiv er selvmordsattentaterne – uforsvarlige og amoralske som de er – en konsekvens af besættelsen, husødelæggelserne, snigdrabene og den generelle elendighed, som den israelske besættelse medfører for palæstinenserne.

De respektive perspektiver betragtes med gensidig vantro, af dem, der anlægger dem. Det glædelige er, at der formentlig findes noget, vi er enige om. Nemlig at det faktisk gør en forskel, om palæstinenserne har ret til at bo i det omstridte område, og om de kan siges at være berøvet denne ret.

Det er denne rent implicitte enighed, der giver anledning til det, som er det væsentligste omdrejningspunkt for mange af de uenigheder, som der i øvrigt er mellem os.

Det handler om, hvorfor de palæstinensiske flygtninge er flygtninge. Den hurtige formulering af de betingelsesløse Israel-venners indstilling til dette spørgsmål er, at de selv er skyld i deres ulykke, eller at magter der i nutid og fortid har hævdet at repræsentere dem er det.

Palæstinensernes flugt, eller Nakhba (katastrofe), som de kalder den på arabisk, er ifølge de tro Israel-støtter ikke noget, Israel bærer ansvar for. Det gør palæstinenserne selv eller deres ledere, som under krigen i foråret 1948 truede og lokkede palæstinenserne til at flytte sig ”midlertidigt”, så de ikke stod i vejen for de fire arabiske hære, som skulle ”drive jøderne i havet”.

På det israelske udenrigsministeriums hjemmeside findes en liste over ”ofte stillede spørgsmål” og deres officielle, israelske svar.

Et af dem beskæftiger sig med de palæstinensiske ”flygtninges ret til vende tilbage”, og svaret lyder blandt andet, at flygtningeproblemet er en konsekvens af den arabiske afvisning af FNs delingsplan, resolution 181 fra 1947, at flygtningene flygtede på opfordring af de arabiske ledere for ikke at stå i vejen for de arabiske hære.

Og med ”få undtagelser har de bortrejste arabere forladt [området] frivilligt og ignoreret opfordringerne (inklusive dem, der optrådte i den israelske uafhængighedserklæring) om at blive i Israel” (http://www.mfa.gov.il, min oversættelse).

Såvidt den officielle israelske politik, som man vel på en måde kan forstå. Det er selvfølgelig nemmere at håndtere det palæstinensiske flygtningeproblem som ”humanitært” problem end som et, man bærer politisk ansvar for.

Anderledes bemærkelsesværdigt er det, at man, når man går ind Dansk Zionist Forbunds hjemmeside (www.zionist.dk) og trykker på deres FAQ for at finde deres selvstændige, og sikkert uafhængige mening om sagen, ender på - ja, gæt selv – det israelske udenrigsministeriums hjemmeside.

Dansk Zionistforbunds officielle svar på ofte stillede spørgsmål, er de samme som den israelske regerings. De har end ikke gidet at oversætte dem, og skulle den israelske udenrigstjeneste finde på at ændre teksten, ville de ubetingede Israel-venner i DZF næppe opdage det.

To Narrativer

Blev palæstinenserne fordrevet af israelerne, eller ”flyttede” de, fordi deres ledere sagde, at de skulle?

Det har i udstrakt grad været spørgsmålet, og blev det i foråret igen i form af et længerevarende læserbrevsskænderi i Politiken og Information.

Således argumenterer Ulrik Joensen for, at fortællingen om palæstinensernes frivillige flytning er en løgn, ”der er blevet fortalt så mange gange, at man er kommet til at tro på den”.

En Uffe Nissen fra Odense modsiger ham: Det er løgn, at det er løgn at araberne ikke flyttede frivilligt. Han husker, hvordan han som 14årig i biografens ugerevyer (sic!) så hvordan araberne skrækslagent flygtede, mens de arabiske højtalere ”buldrede løs” med løfter om i palæstinensernes fravær ”at rense landet for jøder” og med trusler om, at de som blev regnedes for forrædere og ville blive ”behandlet derefter”.

Hvor Uffe Nissen har en slags personlig erfaring, ganske vist på anden hånd, trækker Arne Melchior, kendt for sit utrættelige forsvar for tortur, på en anden kapacitet indenfor den proisraelske poesi, nemlig afdøde Peter P. Rohde.

Denne citeres for, at stormuftien af Jerusalem havde organiseret flugten, for derved at ”skabe et psykologisk krigsberedskab ved den ophidselse, som flugten ville fremkalde i de lande, flygtningene søgte ind i, at bevise over for omverdenen, at jøderne fór frem mod araberne med umenneskelig grusomhed, så de ikke kunne blive i deres hjem, samt at rydde grunden, så araberne kunne slå ned for fode, hvor de rykkede frem” (Politiken 27. marts 2005).

Det er karakteristisk, og lidt synd, at Nissen og Melchior må argumentere med film, de har set i biografen eller med Peter P. Rohde, der selv var begejstret for Israel, og meget lidt forstående overfor de arabere, der stod eller stillede sig i vejen for det israelske projekt.

Rohde havde, set i bakspejlet, dog det fortrin at leve i en tid, hvor adgangen til information om forholdene i Mellemøsten var langt mere begrænsede end de er det i dag, og hvor kritik af Israel var langt mere omkostningsfuld. Peter P. Rohde havde i hovedsagen vinden i ryggen, når han som tidligere DKPer skosede andre partimedlemmer for ikke, som han selv, at begejstres over det israelske projekt.

Melchior, Nissen og de andre relativt talrige Nakba-nægtere forsømmer at raffinere deres midler i forhold til det politiske mål.

Det kan gøres langt mere ”elegant”.

Nyttige løgne og ubrugelige sandhed

Mens palæstinenserne selv har fastholdt, at de blev fordrevet, og at det var meningen, at de skulle fordrives, har man i Israel, som det fremgår ovenfor, fastholdt den version, der lægger ansvaret på de palæstinensiske flygtninge selv. Og med henvisning til flygtningenes eget ansvar, har man nægtet at lade dem vende tilbage.

Dette på trods af de relativt enslydende vidnesbyrd fra de palæstinensiske flygtninge selv, og fra grundige mennesker, der omkring 1960 gjorde sig den umage at undersøge, om der faktisk var empirisk belæg for de israelske påstande om den ”frivillige” eller arabisk initierede flugt.

Sagen var nemlig den, at de lokale palæstinensiske ledere ikke skulle have ladet sig nøje med de højtalervogne, som Uffe Nissen havde set i biografen. Opfordringerne var, ifølge det israelske og proisraelske narrativ, i vid udstrækning blevet sendt i radioen.

Både den britiske statsradiofoni BBC og det amerikanske efterretningsvæsen overvågede og optog radiokommunikationen i området, og det foranledigede i 1959 den palæstinensiske historiker Walid Khalidi og i 1961 den irske journalist Erskine Childers til at gennemgå de optegnelser og optagelser, der jo, hvis det med de æterbårne arabiske opfordringer var sandt, måtte rumme eksempler på sådanne opfordringer.

De fandt ingen.

De fandt tværtimod flere eksempler på, at arabiske radiostationer varskoede palæstinenserne om de israelske troppers fremrykning, ledsaget af opfordringer om at blive (Khalidi: 1987).

Narrativet har, trods de mange palæstinensiske vidner, og trods fx Childers og Khalidis påvisning af manglende dokumentation for påstanden om æterbårne opfordringer, holdt stand i Israel og blandt Israels sympatisører i Vesten.

De, der i vesten har anfægtet narrativet, er i vid udstrækning blevet skammet ud som antisemitter eller som ofre for arabisk eller venstreorienteret propaganda.

I Israel fejrer man hvert år Uafhængighedskrigen der, som navnet antyder, forstås som en forsvarskrig. Man fejrer heltene og heltemodet. Og sådan har det også været med historieskrivningen, der, som den israelske historiker Avi Schlaim skriver, har været karakteriseret ved i hovedsagen at bestå af individuelle beretninger fra dem, der så tingene ske, eller som detaljerede redegørelser for militære slag.

Og det der har bundet de forskellige bidrag sammen har været, at de ikke antastede fortællingen om frivillig flugt. Der har, skriver Schlaim, selvfølgelig været undtagelser, men så få, at de har bekræftet regelen (Schlaim i Pappe 1999).

Højere formål

Senere har de såkaldt nye historikere føjet til undtagelserne. Fx Benny Morris, der med sit pionerarbejde fra 1987, The Birth of The Palestinian Refugee Problem for alvor slog sprækker i den officielle israelske historieskrivning.

Og Morris kunne ikke beskyldes for at løbe med palæstinensiske løgnehistorier.

Hans konklusioner baserer sig på israelske dokumenter og har dokumenteret adskillige israelske massakrer ud over den mest kendte i Deir Yassin, og eksistensen af en israelsk militær plan, Plan Dhalet (Plan D), hvis ordlyd peger i retning af en politisk intention om at fordrive palæstinenserne.

Skønt Morris selv i begyndelsen var varsom med at tolke en sådan intention ind i Plan Dhalet, har andre historikere peget på, og senest Morris selv, at når planens ord sammenholdes med de ideologiske og politiske klima, så er det ikke en overfortolkning at konkludere at der var tale om en masterplan for palæstinensernes fordrivelse.

Nu skulle man tro om Morris, at han var radikal antizionist og måtte være den værste torn i øjet på Nakba-nægterne og deres politiske projekt. Al vrøvlet om frivillig flugt, inklusive det som DZF, Melchior og co. får revet af sig på hjemmesider og i de hjemlige avis-spalter, er effektivt pillet fra hinanden.

Men Nakba-nægterne behøver ikke at fortvivle, for Morris selv leverer dem en udvej, omend den må siges at være problematisk for mennesker, der som Arne Melchior fremturer som selvudråbte moralske fyrtårne.

I bogen The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited (Cambride University Press 2003) skuffer Benny Morris, hvis histografiske dygtighed ingen betvivler, dem der måtte tænke, at han var drevet af humane motiver om retfærdighed eller af et ønske om politisk korrektion af de uretfærdigheder, der historisk har behøvet narrativet om frivillig flugt.

I et interview til Haaretz Magazine (8. Januar 2004) uddyber han sit synspunkt: Der er, erklærer han, ikke noget at skamme sig over; ”man ikke kan lave omelet uden at knuse æg”; at Ben Gurion ”måske skulle have gjort arbejdet helt færdigt”, dvs. ”gennemføre en fuldstændig fordrivelse og rense hele Israel, så langt som til Jordanfloden”; at det stadig kan vise sig at være en ”fejltagelse” at han afstod fra at gøre det.

Morris ser ingen grund til at lyve om fordrivelser og andre grusomheder. ”End ikke det store amerikanske demokrati kunne være skabt uden udryddelsen af indianerne. Der er eksempler at det største gode retfærdiggør hårde og grusomme gerninger begået i historiens løb”.

Morris demonstrerer en politisk udvej for overvintrede Nakba-benægtere med Israels gode rygte på sinde, der altså ikke længere behøver at opleve en modsætning mellem deres ønske om at legitimere Israel på den ene side, og deres moralske og liberale sindelag på den anden. Fordrivelse, massakrer og andre ”hårde og grusomme” gerninger er acceptable, hvis de begås med henblik på opnåelsen ”af det højeste gode”.

Og Israels fordrivelse af palæstinenserne er såmænd ikke værre (sic!) end de amerikanske kolonisters fordrivelse og udryddelse af de amerikanske indfødte. Vi skal bare huske at fordrivelsen tjente et højere formål, og at de problemer, som vi pt. slås med i Palæstina skyldes, at ”arbejdet” ikke blev gjort færdigt.

For folk, der har kampen mod antisemitisme og anden racisme på sinde, er det imidlertid en betændt logik.

Ikke fordi Morris ræssonnement er ulogisk. Alle mulige konflikter kan selvfølgelig løses (på det korte sigt) ved at udrydde eller ”fjerne” en af parterne; territoriale konflikter kan ”let” løses ved at fordrive den svage part fra det omstridte territorium.

Og måske har han ret: Måske ville Mellemøsten have været et fredeligere sted, hvis araberne i Palæstina var blevet drevet over Jordan floden, og hvis Israeler kunne have holdt dem dér med militær magt.

Men synspunktet åbner en moralsk ladeport for nazister og andre antisemitter, der vil gøre de israelske jøders jødiskhed til problemet.

For ud fra samme betændte og racistiske logik, ville man kunne sige, at problemet i Mellemøsten ikke ville være der, hvis nazisternes endlösung faktisk var lykkedes.

Igen, for os der bebor det normale moralske univers, er den slags løsninger ikke attraktive, for nu at sige det mildt.

Men Morris løser Nakba-nægternes problem: Der er ikke noget at skamme sig over, og derfor ingen grund til at benægte noget som helst.

Den gode nyhed med hensyn til Nakba-nægterne er, at de trods deres skamløse omgang med historien og med millioner af menneskers vanskæbne faktisk har skam i livet.

Fabrikeret kompleksitet

Vi hører ofte, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er umådelig kompliceret.

Massemordet på jøderne, fordrivelsen af palæstinenserne og den strid og uforsonlighed og fanatisme hos begge parter, som denne fordrivelse har ført med sig, gør det svært at forestille sig, hvordan stridbarhed og uforsonlighed kan afløses af gensindig freds- og velvilje, fanatismen af gensidig empati.

Men skønt det er tilfældet, er det jo ikke sådan at vi – det internationale samfund - er helt lost, når det gælder om at tage skridt i den rigtige retning.

Der findes en etableret formular, en international konsensus i FN, om Land for fred, om israelsk tilbagetrækning til de områder staten besatte i 1948, en palæstinensisk stat med hovedstad i Øst-jerusalem, afviklingen af ulovlige bosættelser osv.

Det er ikke kontroversielt, og det er kun USA, Israel og et par (i international politisk forstand) marginale småstater, der stiller sig imod en sådan løsning.

I sin nyligt udkomne bog Beyond Chutzpah (Verso 2005) skriver den amerikanske politolog Norman G. Finkelstein, at kontroversen om Israel-Palæstina konflikten er fabrikeret, og at ”fabrikanterne” har tre strategier.

For det første mytologiseres og mystificeres konfliktens årsager. Enten som en romantisk ’blut und boden’-ideologi, der lægger vægt på den jødiske tusindårige kulturelle og religiøse tilknytning til området, en ideologi der fuldstændigt negligerer palæstina-arabernes faktiske beboelse af området i mellemtiden.

Eller som en zionistisk ideologisering af palæstinensernes modvilje overfor kolonisering og fordrivelse. Den skulle være motiveret af et antijødisk sindelag hos palæstinensere. Som om de ikke havde andre og bedre grunde…

For det andet strategien med at skyde israel-kritikere antisemitisk sindelag i skoene. Den tredje strategi er forfalskning, eller misrepræsentation af, grundlaget for fortolkningen af historien.

Heldigvis har de hjemlige Israel-apologeter ikke samme succes, som deres amerikanske kolleger, fx i Anti Defamation League, der trods sit sympatiske navn har gjort det til en af deres opgaver at bagvaske kritikere af Israel med anklager om antisemitisme og lægge dem, der anfægter det nu længe udløbne narrativ om ”frivillig flugt,” for had.

Og jeg tror ikke om de hjemlige Nakba-nægtere, at de er sendt i byen af andre end dem selv (selvom man jo kan have sine tvivl i forhold til DZF).

Snarere har de, som man kan have det med nogen ting, et stålsat sympatisk billede af Israel, som de næsten fanatisk afviser at korrigere uanset hvad, der måtte blive lagt på bordet af dokumentation foran dem.

Men de løser i det mindste ikke deres moralske dilemma som Benny Morris gør det, ved at forfalde til åbenlys herrefolksmentalitet. Og det er da en begyndelse.

Lars Ploug er medlem af redaktionen for Kontradoxa. Artiklen er en bearbejdet og udvidet udgave af en artikel, som tidligere været bragt i tidsskriftet Palæstina Orientering.

Læs også Lars Plougs anmeldelse af Norman G. Finkelsteins bog: Beyond Chutzpah på Kontradoxa

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce