Boganmeldelse: At være bange for de bange

»Islamismen er en reel og alvorlig trussel. Ikke sådan at den på kortere sigt kan føre til samfundsomvæltninger i Danmark eller andre europæiske lande. Men dens muligheder for at påvirke udviklingen i de europæiske samfund er klart voksende.«

Det er omdrejningspunktet for de anklager, som Jespersen & Pittelkow fremsætter i bogen Islamister og naivister - et anklageskrift. 

Indledningsvist præsenteres islam som en troslære, der udstikker klare retningslinier for den enkeltes adfærd gennem islamisk lov, sharia og de praktiske forskrifter, der stammer fra den mundtlige overlevering af profeten Muhammeds ord, hadith.

Der skelnes mellem islam som religion og islamisme (der defineres som en totalitær politisk ideologi, der finder sin legitimation i religionen), og de to forfattere understreger, at der i det følgende tales om islamister og ikke muslimer generelt som en trussel mod de europæiske samfund.

Denne trussel er rettet mod de grundlæggende strukturer i europæiske samfund, såsom institutionaliserede principper om ligestilling mellem kønnene og respekt for den enkeltes ret til at forme sit eget liv. Der skelnes således mellem islamister af voldelig observans og de islamistiske ideologer, der tager afstand fra terrorisme, men påstår at tale muslimers sag i samfundsmæssige diskussioner.

Sidstnævnte identificeres som muslimer der ønsker at »vende tilbage til den oprindelige islam«, altså den gennemgående efterlevelse af sharia og hadith, og de er angiveligt farlige i kraft af den stigende muslimske indvandring til Europa.

Argumentet bygger på tesen: Jo flere muslimer, jo flere islamister.

De europæiske samfund – herunder særligt det danske – præges af en farlig form for politisk korrekthed, der afholder regeringer fra at håndtere mødet med disse fundamentalistiske stemmer med tilstrækkelig alvor. Den islamistiske påvirkning styrkes af den politiske korrektheds tro følgesvend, frygten, der manifesterer sig i en utilgivelig eftergivenhed over for særkrav.

Det er ifølge Jespersen & Pittelkow islamisternes erklærede mål at danne parallelsamfund i Europa, og som middel hertil tilstræber de en tilpasning af europæiske lovgivninger til sharia og hadith.

I Danmark mødes de islamistiske tiltag af naivisternes politiske korrekthed, der bunder i en ejendommelig skyldbevidsthed og »kulturel selvforagt« eller sågar et ditto »selvhad«.

Denne suppleres af en »nedladende holdning« overfor indvandrere med muslimsk baggrund, idet naivisternes relativistiske forståelse for en »muslims kultur« fritager dennes bærere for ethvert ansvar for de synspunkter de måtte fremsætte.

Godt to tredjedele af bogen handler om den islamistiske trussel mod den danske grundkultur, og kontroversen om Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed er den umiddelbare anledning til en betydelig del af de fremsatte betragtninger.

Det afvises blankt, at denne »skelsættende begivenhed« skulle være forbundet med problematiske tendenser i den offentlige og politiske retorik (naivisternes argument), at skylden skulle ligge andre steder end hos de tre imamer på tur og deres islamistiske bagland både herhjemme og derude.

Jespersen & Pittelkow afrunder anklageskriftet med at slå fast, at der er tale om en værdikamp, hvor forholdet til friheden er det helt centrale.

Bogen må betragtes som et indlæg i debatten fremfor en redelig beskrivelse af faktiske forhold.

Først og fremmest fordi overvejelserne baseres på selektivt og til tider rent ud mangelfuldt materiale.

For eksempel er adskillige sider dedikeret til opremsningen af de fundamentale grundpositioner i Koranen uden en eneste reference til ophavet, Koranen selv.

Netop det afsnit, der omhandler islams natur, har karakter af en oplysende gennemgang og burde derfor være baseret på originalteksten, eller i det mindste muslimers egne tekstuelle tolkninger, fremfor forfatternes subjektive opfattelser.

De to forfattere gør sig desuden skyldige i så simple fejlgreb som at tale om, hvad muslimer og islamister tænker, og der fortolkes på imamers »tvetungede tale«.

Det ses som en selvfølge at muslimer, islamister eller ej, mener noget andet end det, de siger, som når de udbeder sig »respekt for religiøse følelser« og i virkeligheden mener indførelse af sharialovgivning i Danmark.

Når muslimer føler sig udsat for verbal forfølgelse, er det i virkeligheden et strategisk kunstgreb for at opnå en offerposition, der tilgodeses af naivisterne.

Naivisterne, heriblandt Seidenfaden og Engelbreth, Uffe Elleman-Jensen og diverse erhvervsledere, fremstilles som godtroende og uansvarlige, idet de ikke forholder sig kritisk til de problemer, som det danske samfund står over for.

Her kunne man indvende at ’naivisterne’ først og fremmest er uenige i, hvori disse problemer består.

Trods den agtværdige intention om ikke at stille islamister lig muslimer generelt vikler forfatterne sig ind i et begrebsmæssigt kaos i den (trods alt sparsomme) behandling af integrationsspørgsmål.

Den øgede muslimske indvandring skaber større rekrutteringsgrundlag for islamisterne, og dermed gøres alle muslimer til potentielle islamister.

Hvor integrationen fejler vinder islamismen, idet vrede unge muslimske mænd »søger tilbage til den rene islam«, i et simultant oprør mod det samfund der omgiver dem og den traditionelle virkelighed fra oprindelseslandet, som forældrene har præsenteret dem for.

Men som altid afhænger en dom over integrationens succes af, hvad der menes med integration. Ikke overraskende er forfatternes holdning assimilatorisk. Det er ikke nok at muslimer (og andre indvandrere) taler dansk, tager en uddannelse og kommer i arbejde.

De skal endvidere tilslutte sig de illusoriske danske værdier og føle, at deres primære identitet kan defineres som dansk.

Uanset at det intetsteds tydeliggøres, hvad »danske værdier« eller »dansk identitet« er for nogle størrelser, må disse krav siges at »række meget langt ind i borgernes personlige og private liv«, et citat taget fra forfatternes primære indvending mod den islamistiske totalitarisme.

Sidst, men ikke mindst, er bogen alt andet end velskrevet.

Hele passager er uforståelige, citater er gengivet uden afsender, og man får fornemmelsen af at der ikke er læst korrektur på manuskriptet inden, det er sendt i trykken.

Det giver anledning til en del uklarheder og faktisk også morsomheder, som for eksempel:

»[D]er er i de fleste europæiske lande en stor gruppe indvandrere med muslimsk baggrund, som befinder sig i en gråzone mellem en kultur præget af islam og en kultur præget af danske verdslige normer«.

Undertegnede synes det er urimeligt at kræve af muslimer i Frankrig at de skal forholde sig til danske normer.

Denne anmeldelses titel er en formulering som Niels Hausgaard tidligere på året fremsatte om sin generelle sindsstemning i forhold til den politiske udvikling i dagens Danmark.

Han er bange for dem, der er bange for ’de andre’. Dette kunne være baggrundstemaet for undertegnedes læsning af Islamister og naivister – et anklageskrift, hvor ’de andre’ både er muslimer, islamister og naivister.

Jespersen & Pittelkows frygt for den islamistiske indflydelse på europæiske samfunds fremtid er reel og findes i store dele af den danske befolkning – men at frygten er reel betyder ikke nødvendigvis, at den forholder sig til noget virkeligt.

Bogen stadfæster, hvad man allerede ved, nemlig at billedet af bestemte befolkningsgrupper som fjender af samfundet gennem en konsistent social og diskursiv reproduktion opnår en grad af fakticitet, og tjener som tilsyneladende neutralt udgangspunkt, fremfor selv at blive gjort til genstand for analyse.

Sara Maria Sörensson læser Idéhistorie og er Master i Menneskerettigheder og Demokratisering.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté, nr. 1/2006.

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow: Islamister og naivister - et anklageskrift. Forlaget People´s Press 2006. 190 sider. 149.00 kr.

Besøg Kontradoxas debatforum