Der var nok en del, som oplevede verden før Reykjavik-topmødet i 1986, der ikke tænkte særligt meget på udsigten til, at NATO og Warzawapagten afsendte deres atomvåben mod hinanden. Men det gjorde jeg. Jeg havde allerede i 1971 – dengang var jeg otte år - indledt et liv med forestillinger om menneskehedens undergang i eksplosioner, ild og strålesyge, da en ung soldat, som var på besøg hos familien, i beruset tilstand fortalte, hvad han vidste om atomvåbnenes rolle i den kommende krig. Som andre magtesløse børn fortrængte jeg det meste af tiden min rædsel, indtil jeg i 1977 fik muligheden for...