Besættelsens glemte helte

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der trængte ind over grænsen og besatte byer, havne og kaserner, mens flyvemaskiner i stort tal fløj ind over landet.

Befolkningen blev vækket af brummende motorstøj, der snart gik over i et infernalsk spektakel, da tunge transportfly og hurtige jagereskadriller i endeløse formationer passerede i trætopshøjde på vej mod nord.

Efter et hasteindkaldt møde hos kong Christian 10. på Amalienborg blev den danske regering, kongen og rigsdagen i de hektiske morgentimer enige om, at egentlig væbnet modstand kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse taget til efterretning under protest.

Statsradiofoniens udsendelser begyndte dèn dag som vanligt med morgengymnastik for mænd og derefter for kvinder. Efter en lang pause oplæstes derefter den tyske besættelsesmagts memorandum efterfulgt af kongens og regeringens proklamation.

Mørklægning og alkoholforbud

Befolkningen kom straks til at mærke situationens alvor, da der blev påbudt total mørklægning over hele landet gældende fra kl. 19,00 samme aften, ligesom der blev indført forbud mod udskænkning af øl og spiritus på restauranter og et forbud mod privat bilkørsel.

På denne den mildeste aprilsmorgen i mands minde stod den 17-årige Gerner Christensen, elev i den lokale bank i Frederikssund i Nordsjælland, ved vinduet og betragtede tavst de mange fly på vej mod fjerne mål. I stationsbyen stimlede folk sammen i små grupper for at høre nyt, og der blev diskuteret på livet løs.

Børnene ilede til skolen, hvor man samledes for at høre lærerne fortælle om de dramatiske begivenheder. Til dagligt blev der terpet bibelhistorie, salmevers og kongerække med udenadslære og streng disciplin som bærende undervisningsprincipper, men denne 9. april 1940 blev der sunget danske sange og givet tidligt fri …

I årene op til tyskernes besættelse var to ungersvende med hver deres drømme og håb i bagagen flyttet til Frederikssund.

Den ene havde fået læreplads i byens lokale købmandsforretning på Østergade. Bent hed han, kæk og uforfærdet med et drenget smil, uskyldige øjne og flammende røde krøller, altid med på den værste.

Han boede til leje i et værelse ovenpå det gamle Rådhuskonditori på Torvet i Frederikssund, hvor han om natten flittigt øvede sig på at skyde ud gennem vinduet med en pistol til måls efter lygtepæle på torvepladsen.  

Han skulle få god brug for sine skydefærdigheder senere under besættelsen, hvor han blev en legendarisk modstandsmand under dæknavnet Flammen alias Bent Faurschou-Hviid.

Den anden var netop den to år yngre Gerner Christensen, mere stille og genert, der med sine tre søskende havde haft sin opvækst i et købmandshjem, hvor alt åndede nærvær og tryghed. Men 1930'ernes massearbejdsløshed, fattigdom og sociale nød kom til at præge ham for livet. Efter at have taget realeksamen startede han til forældrenes udelte glæde som elev i den lokale bank i Frederikssund.

Befolkningen så til fra sidelinjen

De to unge mænd kendte ikke hinanden, men da Bent dagligt kom i banken med købmandens omsætning, kom de hurtigt på bølgelængde med hinanden.

Tidligt under besættelsen så langt den største del af befolkningen passivt til fra sidelinjen og sluttede op om politikernes formaninger om ro og orden. Efterhånden spirede modstanden dog og viste sig i illegale aktiviteter, der tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.

Senere under besættelsen blev Bent Faurschou-Hviid som medlem af modstandsgruppen Holger Danske efterhånden landets mest eftersøgte modstandsmand, og Gestapo udlovede en kæmpedusør for hans tilfangetagelse.

Den 18. oktober 1944 blev han overrasket af tyskerne i en villa på Strandvejen i København, og ubevæbnet og uden mulighed for flugt valgte han at begå selvmord ved at tage cyankalium – 23 år gammel.

Også Gerner Christensen sluttede sig til dèn lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen i kampen mod tyskerne. Inden længe sagde han sin stilling op i banken og rejste til København for at læse teologi ved universitetet.

En stærk politisk bevidsthed fik ham til at lægge studierne til side. Han sluttede sig til modstandsgruppen Frit Danmark, og han tog ivrigt del i en række illegale aktiviteter. Han var med til at duplikere og fordele løbesedler og tryksager i tusindvis og bistod ved flere af gruppens aktioner.

Undslap KZ-lejr

Den 21. august 1944 blev han taget af tyskerne, smidt i en celle i Vestre Fængsel og i flere måneder underkastet barske afhøringer. Men Gestapo kunne ikke knække ham, og i november 1944 blev han overført til Frøslevlejren, der lå gemt bag pigtråd og vagttårne nær den dansk-tyske grænse. Deportation til nazistiske KZ-lejre truede ...

I alt blev godt 1600 Frøslevfanger deporteret til KZ-lejre, 220 af dem døde, men Gerner Christensen undgik under sit månedlange fangeophold deportationen sydpå.

Om aftenen den 4. maj 1945 nåede frihedsbudskabet Danmark. Hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. Men glæden var iblandet sorg over de mange, der mistede livet i modstandskampen. Man tænkte på dèm, man savnede – dèm, der ikke klarede den …

Tiden efter befrielsen blev svær for Gerner, der mærket på liv og sjæl måtte forlade teologistudiet. Han følte sig svigtet af dè politikere med den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl i spidsen, der først havde føjet tyskerne under besættelsen og derefter ved list og taktisk snilde fik fralagt sig ansvaret for samarbejdspolitikken.

Resten af sit liv levede han i mindet og mareridtet fra kampen mod Gestapo. Han fik job i en hjælpeorganisation og blev senere rejsesekretær for Dansk Fredskonference.

I 1958 blev han ansat som lærer på Grindsted Kost- og Realskole, hvor han blev en engageret lærer igennem 25 år.

Stemplet som kommunistisk medløber

Efter at være gået på efterløn helligede han sig frivilligt arbejde i Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty International, Kirkens Korshær og Care – som han sagde: der er mere freds- og fremsidsperspektiv i de nævnte organisationer end i atombomber og økonomisk dominans.

Få år før sin død så han med et glimt i øjet tilbage på sit liv, hvor han følte at have været hele registret igennem: "From ung mand, i 1945 fejret som modstandshelt, i 50érne stemplet som kommunistisk medløber … Så kan der vist ikke være flere stadier tilbage."

Gerner Christensen levede igennem 50 år en stille og tilbagetrukken tilværelse i Grindsted og døde i oktober 2010 på byens plejehjem, 87 år. En sand ildsjæl, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og livet igennem forenede stort socialt engagement med mod og tolerance.

Han blev begravet ved en enkel ceremoni som èn af besættelsestidens glemte skikkelser. Èn af de frihedskæmpere, der med livet som indsats trodsede tyskerne og var med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side - for så at glide ud i glemslens tusmørke …

Ukendte helte

Den nationale historieskrivning og kollektive erindring om besættelsen levnede ikke plads til modstandskampens ukendte helte som Gerner Christensen.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl beskrev dem i sin bog Night Mail: ”dem der døde under besættelsen, dem der begik selvmord i årene efter befrielsen, og dem der bare gled ind i en borgerlig tilværelses anonymitet uden nogensinde at gøre væsen af, hvad de foretog sig dengang ...”

I stedet blev fokus sat på anstændighedens uantastelige sokkelhelte, som Grøndahl kaldte de mere berømte frihedskæmpere

Vilhelm Buhl, der under besættelsen fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive modstandsfolkene, kunne ved befrielsen i 1945 krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen.

Og han fik to år efter Gerner Christensens død opkaldt en gade efter sig: den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge Vilhelm Buhls Gade.

I dag vidner kun en beskeden notits i Frihedsmuseets modstandsdatabase om Gerner Christensens indsats og ofre i kampen mod tyranni og undertrykkelse.