Annonce

Støtte-demonstration
14. august 2012 - 16:03

Dansk opbakning til russiske punk-feminister

Demonstranter vil samles foran den russiske ambassade og en kirke i København, når tre medlemmer af det feministiske punkband Pussy Riot får deres dom fredag.

Retten i Moskva forventes fredag den 17. august at afsige dom i sagen mod tre unge kvinder, der står anklaget for, at have gennemført en regeringskritisk happening i den russisk-ortodokse Frelseren Kristus-katedral i Ruslands hovedstad.

Kvinderne er alle medlemmer af den feministiske performance-punkgruppe Pussy Riot, og de russiske myndigheder kræver dem idømt tre års fængsel for »hooliganisme« og blasfemi.

Sagen mod de feministiske aktivister, der har siddet fængslet siden aktionen fandt sted i februar, er blevet mødt med protester og krav om øjeblikkelig løsladelse fra Amnesty International og fra en lang række kendte kunstnere og græsrodsaktivister over hele verden.

Og når dommen falder fredag, kommer det heller ikke til at gå ubemærket hen. Dagen er nemlig blevet erklæret for global protest-dag i solidaritet med Pussy Riot.

Besøg den officielle »Free Pussy Riot« hjemmeside.

Se interview med medlemmer af Pussy Riot.

Dansk protest ved ambassade

Der er allerede blevet annonceret demonstrationer i 42 byer i lande over hele verden i solidaritet med de fængslede aktivister og for retten til at protestere.

I København er der indkaldt til en demonstration foran den russiske ambassade under overskriften »Free Pussy Riot«, hvor folk opfordres til at tage farvestrålende tøj på og medbringe musik og instrumenter.

I invitationen til arrangementet står der blandt andet:

»De (fængslede, red.) har været igennem en skinretssag, hvor de ingen mulighed har haft for at forsvare sig ordentligt imod et forudindtaget pro-Putin retssystem og været holdt fra kontakt med deres nærmeste. Nu står de tre musikanter over for en dom helt ude af proportioner med deres Putin-kritiske event«.

Læs mere om begivenheden i Modkrafts kalender.

Læs mere om arrangementet på Facebook.

Se video fra protest i Canada.

 

Bag indkaldelsen til den danske demonstration står to veninder, der læser på universitetet og har en interesse for Rusland til fælles.

De er ikke en del af en organisation, og selvom det er første gang de holder en demonstration, så tror de, at der vil komme mange mennesker.

– Der her sag er meget speciel og rummer et potentiale til at få folk på gaden og skabe opmærksomhed omkring situationen i Rusland. Det skal udnyttes, og vi håber, at der vil komme mange forskellige folk, som er enige i, at kvinderne skal løslades og frikendes, siger arrangører Julie Boelslund Nielsen til Modkraft.

Hun fortæller, at demonstrationen vil gå fra den russiske ambassade til Den Russisk Kirke i Bredgade, hvor der vil være en tale.

Støttefest i Kødbyen

Allerede torsdag aften er der også mulighed for at støtte sagen. 

Det sker, når klubben Jessie, der samler »queers, seksuelle afvigere og de spirende subkulturer«, slår dørene op for en støttefest for Pussy Riot i Kødbyen på Vesterbro i København.

Denne aften spiller en række dj's gratis og sender deres hyre til de russiske rebeller og den aktuelle kampagne for deres frigivelse. 

Læs mere om støttefesten på Facebook.

Læs også Modkrafts tidligere dækning af sagen:

»Feministisk punkband giver Vladimir Putin fingeren«.

»Punk-feminister fængslet for kirkekoncert«.

»Kræver russiske punk-feminister løsladt«.

»Rusland: 30 anholdt ved femi-punk retssag«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce