20 danske kurdere – herunder 10 tiltalte i sagen om økonomisk millionstøtte til den terrorstemplede PKK-bevægelse – har torsdag indledt en sultestrejke for at protestere over Islamisk Stats overgreb i Irak og Syrien.
Torsdag formiddag den 25. september har 20 kurdiske mænd og kvinder startet fire dages sultestrejke i Dansk Kurdisk Kulturcenters lokaler i Valby.
Det sker for at gøre den danske offentlighed opmærksom på den desperate situation, som befolkningen i det nordlige Irak befinder sig efter, at gruppen Islamisk Stat har intensiveret deres angreb i området.
Særligt i de kurdiske byer Kobané og Shingal er der akut behov for ikke bare humanitær hjælp, men også militære forstærkninger i form af våben og oprettelse af en FN-sikkerhedszone.
Læs artiklen »Kobanê under siege: Kurds resist fierce IS attack« hos ROAR Magazine.
Sådan lyder det fra en talsperson for de sultestrejkende.
– Byerne er omringet og dem der ikke er flygtet kæmper lige nu en ulige kamp mod terrorbevægelsen Islamisk Stat. Det er en meget alvorlig situation. De civile kæmper imod en modstander, der har store og nye våben. Og hvis terroristerne indtager området, så ved vi, at de vil voldtage, halshugge og dræbe folk, fortæller Sores Koyuncu til Modkraft.
Læs artiklen »Dansk lektor sultestrejker for kurderne« hos Nudem.dk.
Han er selv én af 10 tiltalte i en sag om økonomisk støtte til den terrorstemplede kurdiske seperatistbevægelse PKK, der deltager i sultestrejken.
– Vi har heldigvis fået mulighed for at blive frataget personligt fremmøde ved retten for at deltage i forskellige støttekampagner for det kurdiske folk i Syrien og i Irak. At vi tilslutter os sultestrejken er blot et af de flere initiativer for at gøre omverdenen opmærksom på at kurdere i Syrien og i Irak har brug for akut hjælp både humanitært og militært, siger Sores Koyuncu.
Han mener, at udviklingen i Irak og Syrien viser, at PKK skal fjernes fra de internationale – og dermed også den danske – terrorliste, da bevægelsen har sammenfaldende interesser med USA og Vesten i kampen mod Islamisk Stat (IS).
Læs artiklen »Kurdere vil frifindes for terrorstøtte« hos Arbejderen.
Ifølge talspersonen er PKK central i den igangværende kamp.
– Vi tiltalte, som flere andre mener, at kurdere og kurdiske sikkerhedsstyrker i Syrien og i Irak er nøglen til at nedkæmpe en terrororganisation som IS. Kurdere har siden syrisk borgerkrig brudte ud kæmpet mod islamistiske radikale grupperinger heriblandt IS. På trods af ringe ressourcer har det kurdiske folk vist at de godt kan stå imod en terrororganisation med højteknologiske udstyrer. Derfor skal alle kurdere også dem i Syrien skal have adgang til militært støtte fra Vesten, siger Sores Koyuncu.
Læs artiklen »Tiltalte i PKK-sag: Hvis I dømmer os, dømmer I alle kurdere« hos Berlingske.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96