Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
14. marts 2016 - 15:46

Donald Trumps løgne afslører den herskende ordens manipulation

Donald Trumps manipulerende kampagne for at bliver republikanernes præsidentkandidat er den ultimative konsekvens af den politiske elites ophævelse af skellet mellem sandt og falsk. 

Republikanerne erobrede i 1999 adgangen til Det hvide Hus og præsidentembedet i USA efter demokraten Bill Clinton på grund af en afgørelse i USA’s højesteret.

Overgangen markerede begyndelsen på enden for anstændigheden i det politiske liv, ikke bare i USA, men også i Danmark, hvor Fogh-regering med medier lagde sig fladt for den særligt politiske tilgang til »sandheden«.

En stemme i Højesteret, nemlig Antonin Scalias’, republikaner og netop død under et jagtorgie i en frimureloges regi i Texas, afgjorde i år 2000, at Al Gore ikke blev præsident efter Bill Clinton. USA's højesteret sørgede for, at en million andre stemmer i Californien ikke fik betydning for udfaldet af præsidentvalget, og at Det hvide hus gik til Georg Bush den II.

Kristian Jensen, Venstres næstformand, frygter nu for den orden, som vort lille monarki har været et logrende vedhæng til siden, ved udsigten til, at Donald Trump kan indtage Det hvide hus efter valget i november.

Trump behersker den særlige form for italesættelse af den politiske dagsorden, som Bush den II og Rasmussen den II og III her til lands har praktiseret med stadigt stigende intensitet frem til i dag.

Metodens iboende nødvendighed har ført den helt derud, hvor den ophæver enhver mulighed for fremover at gøre en forskel. Der er sat Trump på ‘den kun politiske udtalelse’, hvor man ikke kan afgøre om noget er sandt eller falskt.

Integritet og respekt for realiteter forsvandt fra det politiske system op gennem 2000’erne på begge sider af Atlanten. Eller rettere: realiteter gik under for ‘den kun politiske realitet’.

Trump agerer i overensstemelse med sin egen realitet, når han nu bruger sin kommercielle magt til at sige præcist, hvad der passer ham, fuldstændigt uden skelen til, hvad the establishment har det godt med at høre.

Han går efter stemmerne, uden respekt for andet end hensynet til, hvad der giver stemmer, og han afslører på den måde de mange løgne, som den herskende orden lever på.

Det, der adskiller er ikke, at han lyver, men at han både overlagt og uforvarende afslører den herskende ordens løgne.

Som Paul Krugman har skrevet: »Som jeg ser det, så skulle vi i virkeligheden ønske Mr. Trumps fremkomst velkommen. Og ja, han er en løgner, men han agerer også effektivt som en whistle-blower i forhold til andres løgne. Det er, tro det eller lad være, et fremskridt i disse underlige og problematiske tider.«

Den praksis, som Bush den II og Rasmussen den II og III i særklasse behersker, repræsenterer bobleværdierne, nullernes og de store løgnes politisk epoke, og Donald Trump varsler afslutningen på den.

Den herskende orden ved det, og de herskende forstår ikke, at Donald, som andre ænder, blot er resultat af en dybere nødvendighed, som de selv har ageret i overensstemmelse med, i alt hvad de er og har gjort.

Når et udsagn alt for tydeligt afslører sig som usandt, så kan dets potentielle skadevirkning for kildens troværdighed efterfølgende annuleres med kategoriseringen af udsagnet som værende ‘kun politisk’.

Politiske udsagn har den særlige egenskab, at de hverken er sande eller falske. De er kun politiske.

Problemet for den, der forbeholder sig retten til pr. efterkrav at neutralisere sine udsagn med kategoriseringen af dem som værende ‘kun politiske’, er, at dennes udsagn på sigt mister udsagnskraft. Den synker ned til den rene forskelsløse skinværdi af et udsagn, til den værdi, der alene fremstår, ‘som om’ der var tale om et udsagn.

George Bush og Anders Fogh Rasmussen brugte løgn som begrundelse for den vigtigste beslutning, der blev truffet i perioden. Men kategoriseringen af løgn som løgn fandt ikke sted, hverken i medier eller blandt de af de folkevalgte, som havde noget at skulle have sagt.

Alle vidste, at det var løgn, når Fogh, Blair og Bush påstod, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Men kun de magtesløse fik lov at sige det.

Dvs. hele den herskende orden gjorde sig medskyldige i nedslagtningen af flere hundredtusind uskyldige irakere, og sandheden kom aldrig frem som andet, end »en kun politisk en af slagsen«, dvs. som sådan noget, der hverken er eller ikke er.

Krigen blev indledt for at få frigivet noget mere olie fra de gigantiske olielagre, som ligger i Iraks ørken.

En stor del af det amerikanske underskud på betalingsbalancen over for udlandet var dengang begrundet i import af dyr olie.

Siden er frackingteknologien blevet implementeret i USA, og man har postet gigantiske summer i produktionen af olie fra tjæresand. Alt sammen til ubodelig skade for det globale klima, livet på jorden.

Resultatet er, som vi ser, at det interntionale klimapanel IPCC's prognoser for stigningen i den globale gennemsnitstemperatur overhales af virkeligheden, isen omkring Nordpolen smelter med rekordfart, fødevareproduktionen svigter hyppigere rundt om i verden.

Sult, fattigdom, borgerkrig og folkevandringer er resultatet af den katastrofale politik, som især nullerne har ført via de semifeudale regimer på begge sider af Atlanten.

Løgnen om Irak-krigen stod i ledtog med løgnene om den globale opvarmning.

Jyllandsposten eksponerede sin totale mangel på respekt for sandheden om den globale opvarmning ved at formulere det budskab, som den daværende gruppeformand, nu formand for største regeringsbærende parti overtog i 2009: »Dansk Folkeparti gør åbenlyst grin med regeringens klimakamp. På Dansk Folkepartis årsmøde i Herning fremhæver gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at den globale gennemsnitstemperatur er faldet i de seneste 10 år.«

Partiet kan få lov at lægge sine stemmer bag regeringsmagten, men det har på forhånd, om end noget forvirret af sin gigantiske opbakning, erklæret, at det skam ikke vil i regering selv om det suverænt er det største parti ude på den fløj, der aldrig har tæret mere på fremmedfrygten end netop nu.

Den måde, som vi her til lands har ladet fremmedhadet og frygten for selvforskyldte folkevandringer slå igennem på politisk ved at lade Dansk Folkeparti få patent på hadet, for så at neutralisere stemmerne, ved at lade dem gå forskelsløst støtte op bag Rasmussens den III's regime, den måde, kan man ikke benytte sig af i USA.

Trump agerer i overensstemmelse med de paradokser, som han eksponerer eksplicit og let gennemskueligt for guds eget land og os andre.

Trump tærer på fremmedfrygten, EU truer med at gå i opløsning på grund af flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. Konsekvenserne af mislykket krigsførelse og indblanding fra Vestens side i regionen, global opvarmning og deraf følgende mangel på livsbetingelser, borgerkrige, et arabisk forår i 2011, som man også forsømte at hjælpe på vej, det er alt sammen udtryk for realitetens problemer, virkelighedens problemer, som kun er blevet større i kraft af Vestens egne politiske handlinger.

Trump er mod indvandrere. Han er gift med en.

Trump ved ikke hvad Ku Klux Klan står for. »Hvad der ikke findes for hans fattige forstand, det findes ikke for ham, og hvad der ikke findes for ham, det findes slet ikke« (Trump's realitet). Men konfronteret med det faktum, at en af klanens fremmeste medlemmer støtter op om ham, bliver han nødt til eksplicit, om end lunkent, at tage afstand fra klanen, racismen. Realiteten trænger sig på.

Trump går ind for, at arbejdspladserne, som er flyttet fra USA til Fjernøsten, skal flyttes tilbage igen. Selv får han primært produceret sine varer i fjernøsten.

Han er et levende paradoks, som realitetens politiske system selv.

Trump kan blive og bør blive afsløringen af realitetens politiske liv.

Kun på den måde kan rigtige problemer få sin stemme tilbage i det politiske liv.

Steen Rasmussen er cand. phil.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce