Den europæiske fagbevægelse står bag strejker og demonstrationer over hele kontinentet onsdag i protest mod nedskæringer. Men hvorfor sker der ikke noget i Danmark?
Den Europæiske Faglige Sammenslutning (ETUC) har udnævnt onsdag den 14. november til »European Day of Action and Solidarity«, og siden midnat har faglige aktivister i særligt Sydeuropa taget opfordringen op.
Strejker har lammet dele af den offentlige sektor og ramt flytrafikken i Spanien, Grækenland, Portugal og Italien, mens der er annonceret demonstrationer i Tyskland, England, Belgien og Frankrig i løbet af dagen.
– I nogle lande er folks harme ved at nå et højdepunkt. Vi har brug for akutte løsninger for at få økonomien tilbage på sporet, ikke kvæle den med besparelser, mener generalsekretær Bernadette Segol fra Den Europæiske Faglige Sammenslutning.
Læs »Anti-austerity strikes and protests across Europe - live« hos The Guradian.
Læs artiklen »Anti-austerity strikes erupt across Europe« hos Al Jazeera.
I Danmark derimod kommer der ikke til at være højlydte protester i gaden.
Landsorganisationen i Danmark (LO) og Forbundet for Tjenestemænd og Funtionærer (FTF), der organiserer 450.000 offentligt og private ansatte, nøjes med at udsende støtteerklæringer og har ikke annonceret nogen form for aktiviteter i anledning af aktionsdagen.
Derimod opfordrer LO til at lægge kræfterne i at påvirke valget til Europa-Parlamentet om to år.
»Dansk fagbevægelse støtter fuldt og helt op bag den europæiske fagbevægelses aktionsdag den 14. november. Dagen markerer første skridt i en lang kampagne for at sikre, at der ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 vælges et parlament, som kan medvirke til at skabe en bedre fremtid for Europas lønmodtagere. (...) LO vil derfor sammen med vores europæiske kolleger opfordre alle til at deltage aktivt i valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet i 2014 for at få sammensat et parlament af progressive politikere, der er ikke er fastlåst i neoliberalistisk tænkning,« skriver LO.
Læs pressemeddelelsen »LO støtter europæisk aktionsdag den 14. november« hos LO.
FTF holder onsdag kongres, hvor nedskæringspolitikken i Europa er på dagsordenen, og forbundet deler bekymringen over udviklingen i Europa.
– FTF mener, at sparekniven er svunget for voldsomt i store dele af EU. Det har ført til stor ledighed og specielt de unge har holdt for. Løsningen er ikke at fortsætte i samme spor, men at skabe bæredygtige job i et tæt samarbejde mellem politikere og arbejdsmarkedets parter, siger FTF's formand Bente Sorgenfrey, der selv sidder i ledelsen af Den Europæiske Faglige Sammenslutning.
Læs artiklen »Europæisk fagbevægelse aktionerer for job og vækst« hos FTF.
At der alene kommer verbal støtte fra Danmark er under al kritik, mener Sørens Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
»Det er ikke bare kritisabelt ud fra et solidaritets-synspunkt. Men det er også utrolig snæversynet i forhold til at forsvare deres medlemmers umiddelbare interesser her og nu,« skriver Søren Søndergaard på sin blog på Modkraft og fortsætter:
»Derfor var der al mulig grund til, at LO og FTF havde sat fulde sejl til for at følge opfordringen fra ETUC’s ledelse om at gøre den 14. november til en virkelig europæisk aktionsdag. Nu bliver det i stedet i Danmark en aktionsdag uden aktioner. Det er bare for sølle!«
Læs hele Søren Søndergaards blog »Aktionsdag uden aktioner« hos Modkraft.
Læs artiklen »Alternativt topmøde kickstartet i Firenze« hos FMU.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96