Faglig mobilisering fra forsommeren føres videre med landsdækkende tillidsmands- og fagforeningsmøde den 28. september. Sikring af arbejdsløse og unge uden praktikplads vil stå i centrum.
De faglige mobiliseringer imod planerne om forlængelse af den ugentlige arbejdstid i forsommeren ruller nu videre efter en sommerpause.
Seks lokale faglige organisationer har taget initiativ til at indkalde til et landsdækkende tillidsmands- og fagforeningsmøde den 28. september i København, umiddelbart op til Folketingets åbning.
Initiativet udspringer af opfordringer fra tillidsmænd og fagforeningsrepræsentanter, som i forsommeren samledes til faglige møder imod regeringens og LO-toppens planer om at forringe arbejdsvilkår under de såkaldte »trepartsforhandlinger«.
Forhandlingerne mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere blev, blandt andet som resultat af mobliliseringen, aflyst af finansminister Bjarne Corydon i starten af juni måned.
På et landsdækkende fagforeningsmøde i juni, umiddeltbart efter trepartsforhandlingernes forlis, opfordrede omkring 150 fremmødte tillidsfolk og fagforeningsrepræsentanter til indkaldelse af et tillidsmandsmøde efter sommerferien. Det er den opfordring, som LO Storkøbenhavn, Byggefagenes Samvirke, LO Aarhus, BUPL Hovedstaden, LO Horsens-Hedensted samt Metal Horsens nu følger op.
I indkaldelsen til mødet henviser initiativtagerne til en udtalelse fra fagforeningsmødet den 15. juni, der slutter:
»Vi ser frem til, at regeringen ved den kommende finanslov justerer og øger indsatsen for at sætte yderligere gang i beskæftigelsen, så vi kan få bugt med arbejdsløsheden både for de langtidsledige og de mange tusinde unge, som i dag står uden job og praktikplads.«
Selv om regeringen nu har fremlagt et finanslovsforslag, som initiativtagerne siger har flere gode elementer, skriver de samtidig, at de »synes, at der mangler en hel del, især for dem, der står til at miste dagpengeretten og de mange unge, der mangler en praktikplads«.
Sted og program for tillidsmandsmødet er endnu ikke fastlagt, men det vil blive afholdt i København, erfarer Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96