Fossil kapital fyrer op under kloden

”2012 var det værste år for miljøet i mands minde,” skrev den britiske miljøjournalist George Monbiot i sin nytårskommentar.

”I 2012 vendte regeringerne ryggen til den levende klode og demonstrerede, at intet kronisk problem, hvor alvorlig det end måtte være, vil blive prioriteret højere end en umiddelbar bekymring, hvor triviel den end måtte være.”

Bemærkningerne faldt efter et år, hvor CO₂-udledningerne satte ny rekord, mens de selskaber, der sidder på kul-, olie- og gasudvindingen, fortsatte deres stræben efter at udnytte reserverne – vel vidende at klodens klima kun kan reddes, hvis ca. 80 procent bliver liggende i undergrunden.

Ingen af de alarmerende rapporter kunne formå regeringerne til at aftale konkrete tiltag ved klimatopmødet i Doha. Men en tidligere FN-klimachef regner med, at FN's kommende statusrapport vil få befolkningerne til at kræve effektiv handling.

Rekordår for CO₂

Ifølge FN's klimapanel, IPCC's seneste statusrapport fra 2007 skal de globale udledninger af drivhusgasser falde senest fra 2015 for at begrænse opvarmningen til mellem 2 og 2,4 grader. Drivhusgasserne er især CO₂ fra afbrænding af fossile brændsler og fra skovrydning, men også metan, lattergas og forskellige industrigasser.

"Der er teknisk og økonomisk mulige baner for udledningerne, som stadig vil kunne begrænse opvarmningen til 2 grader eller mindre," påpeger en rapport udsendt af Verdensbanken i november 2012.

Læs mere om klimaforandringerne i artiklen »Termostaten står på klimakaos« hos Modkraft

Men de seneste år er de globale udledninger steget med omkring 3 procent om året. Og trods økonomisk afmatning i mange lande satte udledningerne af CO₂ fra fossile brændsler ny rekord i 2012 med anslået omkring 35,6 mia. ton ifølge tal fra Global Carbon Project. Dermed er udledningerne fra afbrænding af fossile brændsler 58 % over niveauet i 1990, basisåret for Kyoto-protokollen.

Tryk på asiatiske skorstene

De største udledere i 2011 var Kina (28 %), USA (16 %), EU (11 %) og Indien (7 %).

CO₂-udledningen per person var i Kina nået op på 6,6 ton – næsten lige så meget som i EU (7,3 ton), men stadig under de 17,2 ton, som blev udledt per person i USA. Udledningerne i Indien var kun på 1,8 ton CO₂ per person. 

Nye tal viser, at Kina allerede overhalede USA i samlet udledning i midten af 00’erne. Kinas CO_2--udledninger steg i 2011 med 9,9 %, Indiens med 7,5 %, mens udledningerne i EU faldt med 2,8 % og i USA med 1,8 procent.

Opgørelsen indregner dog ikke udflytningen af CO₂-forurenende produktion fra Vesten til Asien.

"I omegnen af 30 procent af Kinas kulstofudledninger knytter sig til varer, som forbruges i andre lande," oplyser professor Jianmin Chen, direktør for Fudan Tyndall Centre.

Læs artiklen »Record high for global carbon emissions« hos Tyndall Centre for Climate Change Research

Læs om forbrugsbaserede udledninger hos Global Carbon Project

Kulforbrug eksploderer

Forbruget af kul – det mest kulstofholdige brændsel – burde være kraftigt på retur, men i stedet stiger det globale forbrug med omkring 200 millioner ton om året, oplyser det Internationale Energiagentur (IEA) i en rapport fra december 2012.

Det stigende kulforbrug drives især af væksten i Kina, der snart vil forbruge mere kul end resten af verden tilsammen. Desuden viser prognoserne, at Indien vil indtage pladsen som verdens næststørste kulforbruger og verdens største kulimportør.

Også i visse europæiske lande øges afbrændingen af kul. Det skyldes stigende priser på naturgas og en ubetydelig pris på udledning af CO₂ i EU's kvotehandelssystem. Spanien har øget forbruget af kul til produktion af elektricitet med 65 procent i år, Storbritannien med 35 procent og Tyskland med 8 procent.

Læs artiklen Miljøfolk: Skrot EU's kvotehandel hos Modkraft

Samtidig tyder intet ifølge IEA på, at CO₂-lagring (CCS) kommer til at spille nogen rolle foreløbig. Ifølge Global CSS Institute, en industrisammenslutning i Canberra, Australien, er der kun 8 større CO₂-lagringsprojekter i hele verden i dag. EU satser på CCS, men det er ikke lykkedes et eneste projekt at kvalificere sig til EU-støtte i EU-kommissionens første ansøgningsrunde.

Læs artiklen »Globalt kulforbrug løber løbsk (…og glem alt om CO2-lagring)« i Ingeniøren

80 procent må blive i undergrunden

Den amerikanske miljøjournalist Bill McKibben, som står i spidsen for klimakampagnen "350.org", har skåret det ud i pap i en artikel om "den globale opvarmnings forfærdende nye matematik":

"Forskere anslår, at menneskeheden kan hælde omkring 565 flere gigaton kuldioxid ud i atmosfæren frem til midten af århundredet og stadig bevare et vist rimeligt håb om at forblive under to grader," skrev han – og præciserede, at "rimeligt" her betyder 4 chancer ud af 5, dvs. lidt ringere odds end en omgang russisk roulette med en seksløber.

Over for dette maksimale budget på 565 gigaton står et andet og mere uhyggeligt tal, som er beregnet af Carbon Tracker Initiative:

"Tallet beskriver den mængde kulstof, der ligger i påviste kul-, olie- og gasreserver tilhørende de fossile energiselskaber og de lande (såsom Venezuela og Kuwait), der optræder på linje med de fossile energiselskaber. Kort sagt er det de fossile brændsler, som vi i dag planlægger at brænde af. Og pointen er, at dette nye tal – 2.795 – er højere end 565. Fem gange så højt."

Det er med andre ord afgørende for klodens klima, at 80 procent af disse reserver bliver liggende i undergrunden. Udfordringen er stor, for i økonomisk forstand er reserverne allerede hentet op: De indgår i aktiepriser, selskaberne låner penge med reserverne som garanti, og lande baserer deres budgetter på de forventede indtægter fra dem.

Samfundsfjende nr. 1

"Det forklarer, hvorfor de store fossile energiselskaber har kæmpet så hårdt for at forhindre regulering af kuldioxid – de reserver er deres vigtigste aktiv og det, der giver selskaberne deres værdi. Det er derfor, de har arbejdet så hårdt de seneste år for at finde ud af, hvordan de kan få fat i olien i Canadas tjæresand, bore kilometer ned under havet og [udvinde naturgas ved at] frakturere Appalacherne," skriver Bill McKibben.

Den skrumpende polaris søges udnyttet af olieselskaberne til at få fat i yderligere reserver af olie. For eksempel har Shell brugt over 4,5 mia. dollar i sin olieeftersøgning ud for Alaskas nordkyst. Efter en stribe uheld og voksende protester meddelte Shell i slutningen af februar, at selskabet holder borepause i 2013, men fastholdt, at "Alaska stadig er et område med stort potentiale for Shell på længere sigt".

De fossile energiselskaber må i dag betegnes som "samfundsfjende nr. 1 for vores civilisations overlevelse på Jorden", skriver McKibben og uddyber:

"De er åbenlyst vidende om den globale opvarmning; de beskæftiger trods alt nogle af verdens dygtigste videnskabsfolk, og de byder på alle de oliekontrakter, der er blevet mulige på grund af nordpolsisens chokerende smeltning. Og alligevel søger de benhårdt videre efter flere kulbrinter: I marts 2013 sagde Exxons administrerende direktør, Rex Tillerson, til Wall Street-analytikere, at selskabet vil investere 37 milliarder dollar om året frem til 2016 (ca. 100 millioner dollar om dagen) på at lede efter endnu mere olie og gas."

Læs Bill McKibbens artikel »Global Warming's Terrifying New Math« i Rolling Stone

14 CO₂-bomber

Alene 14 kæmpeprojekter, som er planlagt rundt om i verden, vil forøge CO₂-udledningerne med 20 procent, påpeger Greenpeace i en rapport fra januar 2013. Listen over disse "CO₂-bomber" toppes af Kina, som planlægger en massiv udvidelse af kuludvindingen i sine nordvestlige provinser.

Derefter kommer storstilede udvidelser af kuleksporten fra Australien, USA og Indonesien, udnyttelse af risikable ukonventionelle oliekilder i Canadas tjæresand, i det arktiske område, i havet ud for Brasiliens kyst, i Irak, i den Mexicanske Golf, i Venezuela og i Kasakhstan samt gasproduktion i Afrika og det Kaspiske Hav.

"Hvis disse projekter ikke bliver lagt på hylden, har vi udsigt til 300 milliarder ton ekstra CO₂ frem til 2050, hvilket vil gøre det meget vanskeligt at overholde 2-gradersmålet," sammenfatter Georgina Woods fra Greenpeace i Australien.

"Den enorme kløft mellem, hvad regeringerne siger de gør for at forhindre katastrofale klimaforandringer, og hvad de faktisk gør, fremgår med største tydelighed af disse 14 projekter," påpeger rapporten. "De regeringer, der har godkendt dem, har alle erklæret sig enige i, at den globale gennemsnitstemperatur skal holdes under 2 grader."

Hent rapporten »Point of No Return« hos Greenpeace

FLOP 18

Kløften mellem ord og handling blev ikke mindre ved COP 18-topmødet i Doha, Qatar, i december 2012. Ingen af de alarmerende rapporter om udsigten til 4-6 graders temperaturstigning i dette århundrede kunne formå regeringerne til at aftale konkrete tiltag.

Læs artiklen »Doha: Klimatopmøde med olieemirer for bordenden« hos Modkraft

Efter tolv dage nåede man til frem til et resultat, der var på højde med de mest pessimistiske forudsigelser. Det lykkedes lige akkurat at få forlænget Kyotoprotokollen til 2020. Men Rusland, Canada, Japan und New Zealand meldte sig ud at protokollen og sluttede sig dermed til USA og Kina, som aldrig er gået med. Tilbage i Kyoto-samarbejdet er lande, der tilsammen kun står for omkring 15 procent af de globale drivhusgasudledninger.

De reduktioner, deltagerne har forpligtet sig til, er langt under de nødvendige. Ud fra IPCC’s seneste statusrapport skulle i-landene reducere deres udledninger med 25-40 procent inden 2020 (i forhold til 1990) og med 80-95 procent inden 2050, for blot med en vis sandsynlighed at holde den globale opvarmning under 2,4 grader. De tilsagn, som Kyoto-landene har givet, beløber sig imidlertid til højst 18 procents reduktioner – hvilket de i øvrigt allerede havde nået i 2011 på grund af det økonomiske tilbageslag.

Varm luft

IPCC’s konklusioner var også, at udledningerne skal falde fra 2015 og inden 2050 skal reduceres med 50-85 procent globalt og 80-95 procent i i-landene. Flere u-lande, bl.a. de små østater i gruppen AOSIS, har i årevis krævet, at konklusionerne skal ratificeres af FN-topmøderne og omdannes til faste mål. Men det blev afvist endnu en gang i Doha.

Rusland, Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan fik lov til at beholde deres ”varme luft”, dvs. det store forråd af udledningskvoter, som de fik, ved at Kyotoprotokollen tog udgangspunkt i 1990 som referenceår og den sovjetiske økonomi brød sammen kort efter. De har stadig kvoter for 13 milliarder ton CO₂ tilbage at sælge af. Doha-topmødet gav lov til at sælge af dem i begrænset omfang, og Rusland m.fl. vil uden tvivl forsøge at øge salget senere.

U-landene må stadig kigge i vejviseren efter klimastøtte af betydning. Ved COP 15 i København i 2009 fik u-landene løfte om en støttefond, der skulle nå op på 100 mia. dollar i 2020, men disse penge har ikke materialiseret sig – heller ikke i Doha, hvor kun enkelte, europæiske lande forpligtede sig til konkrete beløb.

Fra Qatar til Polen

FN-konventionen om klimaforandringer (UNFCCC) fra 1992 fastslog princippet om ”fælles men differentieret ansvar”. De seneste år er det lykkedes især USA at få fjernet henvisningerne til dette princip. I Doha fik USA endda fjernet referencen til Rio+20-mødets konklusioner, fordi disse nævnte dette princip om fælles men differentieret ansvar.

I stedet for at lægge videnskaben til grund og lave bindende rammer har man siden det mislykkede COP 15-møde i København brugt den såkaldte ”bottom up”-metode: Hvert land meddeler blot de andre, hvor meget det har tænkt sig at reducere sine udledninger.

Siden COP 15 har over 80 regeringer meldt deres ”klimaplaner” ind – og en analyse viser, at de vil føre verden mod en temperaturstigning på mellem 3,5 og 4 grader inden århundredets slutning.

Efter Qatar, som bærer førertrøjen, når det gælder om at udlede mest CO₂ per indbygger, bliver værtslandet for den næste klimakonference Polen, som ved COP 18 gjorde sig gældende som EU’s argeste modstander af skærpede klimakrav…

Næste FN-rapport vil chokere

Der er efterhånden gået seks år, siden FN's klimapanel, IPCC, kom med den seneste officielle sammenfatning af klimaforskningens resultater, den fjerde statusrapport. Den femte statusrapport påbegyndes offentliggjort i efteråret 2013.

"Den rapport vil skræmme alle fra sans og samling," udtalte Yvo de Boer, FN’s tidligere klimachef, efter at have talt med videnskabsfolk, der arbejder på rapporten.

"Jeg er sikker på, at de videnskabelige beregninger vil skabe et nyt politisk momentum," tilføjede han.

Læs artiklen »Klimaekspert: Næste FN-klimarapport vil skræmme alle fra sans og samling« hos Politiken

Yvo de Boer, som nu er særlig klimarådgiver for revisionsfirmaet KPMG, mener, at det bedste vil være, om de enkelte lande indfører deres egne målsætninger i deres lovgivning i stedet for at vente på en bindende international aftale.

De Boer forventer, at de politiske ledere vil komme under voldsomt pres for at lægge kursen om. Under Doha-topmødet sagde han til DR's Orientering:

"Mange mennesker husker 2-gradersmålet, og hvis de får at vide, at chancen for at nå det mål er forpasset, og at det vil få meget alvorlige konsekvenser for os alle, så tror jeg, det vil chokere dem, og de vil sige til deres politikere: Hvad helvede sker der her, og hvad har I egentlig tænkt jer?"

Hør interviewet med Yvo de Boer i Orientering på DR P1, 23. januar 2013

Læs også forrige artikel: »Termostaten står på klimakaos« hos Modkraft