Fredsaftale i Colombia: Jagerfly afbrød fredsceremoni

I mandags deltog jeg i underskrivelsesceremonien for den fredsaftale, der markerer afslutningen på 52 års borgerkrig i Colombia.

Det er jo ikke hver dag man får den slags muligheder, så det var også med stor spænding at jeg huhej i lørdags besluttede at hoppe på et fly om søndagen med retning mod den colombianske kystby Cartagena, hvor det stort anlagte arrangement skulle afholdes.

Jeg var helt ærligt ikke klar over, hvad jeg var på vej til, og det første der slog mig, da jeg ankom lige omkring midnat søndag aften, var, hvor fuldstændigt urimeligt varmt og fugtigt det var.

Mandag morgen skulle jeg ud og hente min akkreditering til arrangementet og observerede, at de smarte lokale ikke går i sort t-shirt og denim bukser, men derimod bærer lette hvide gevandter.

Så efter at have modtaget mit badge gik jeg også ud og købte mig et sæt hvidt tøj, så jeg ikke skulle have det så varmt. Smart træk – af helt andre årsager.

Jeg har været i Colombia et par gange og har ofte en oplevelse af, at når man lander her, træder man ind i en parallel virkelighed. Denne gang var den parallelle virkelighed, at byen var fuld af mennesker, der ligesom jeg skulle til det store arrangement om eftermiddagen, og at de i deres invitation havde fået besked på at tage hvidt tøj på som symbol på freden.

Heldigt for den årvågne antropolog, at han valgte at prøve at blende ind ved at investere i den lokale klædedragt, når han nu ikke havde læst invitationen.

Når jeg i dag stikker hovedet ud af døren på mit hotel, kan jeg dog se, at de lokale i byen typisk går i sorte t-shirts og denimbukser. Men i går var det altså anderledes.

Omkring klokken tre om eftermiddagen drog jeg sammen med et par andre hen mod pladsen, hvor underskrivelsesarrangementet skulle finde sted.

Grupper af hvidklædte mennesker drev ligeså stille hen imod adgangsområderne med sikkerhedstjek, hvor køerne hobede sig op.

Arrangementet afholdtes på en stor plads foran byens smukke konferencebygning. Efterhånden som de omtrent syv tusinde inviterede deltagere ankom, blev pladsen til et lille hvidt hav af mennesker.

Efter konferencieren havde budt delegationerne af fredsforhandlere og diverse facilitatorer op på scenen og et bredt udsnit af latinamerikanske statsledere, ankom også Colombias præsident Santos.

Egentligt ankom han ved lidt cheasy at låse en stor port op bagfra ind til scenen, som skulle symbolisere, at han havde knækket nøden på borgerkrigen og nu kunne åbne døren for den colombianske fred. Det fungerede egentligt fint, og stemningen var høj, da den første taler, FN’s generalsekretær Ban-Ki Moon, begyndte.

Mens han talte, begyndte en svag, meget dyb rumlen over himlen.

Ban-Ki Moon taler ikke særlig godt engelsk, og den spanske tekstning af talen på storskærmen var helt ude af sync, så jeg havde rig mulighed for at hengive mig til at blive bekymret over lyden.

Hvad hvis der nu skete noget her? Er der styr på sikkerheden? Hvem var manden på taget af bygningen bag scenen? Man kunne ikke se noget på himlen, og jeg har ikke så meget erfaring med krig, men den der lyd var helt præcist sådan, som jeg forestillede mig at et par kampfly eller en bastion tanks lyder.

Efter generalsekretæren var færdig, var det FARC’s leder, Timochenkos, tur til at tale.

At dømme efter den stak papirer, han havde med op på talerstolen, var han stærk inspireret af Fidel Castros legendariske marathontaler. Desværre uden helt den samme patos.

Timochenko talte først og fremmest om, hvordan FARC vil aflevere sine våben og omforme sig til et politisk parti, som vil arbejde på linje med de andre politiske partier i landet. Men dette vil komme til at kræve store forandringer i hele samfundet, for i Colombia er det rigtig farligt at være politisk aktiv. For at få fredsprojektet til at blive en succes, kræver det altså, at staten kan garantere sikkerheden for det nye politiske parti. 

Stemningen var god, og da Timochenko på et tidspunkt på vegne af guerillaen bad det colombianske folk om tilgivelse for deres part i de historiske overgreb, rejste den hvidklædte menneskemængde sig i jubel.

Efter noget tid inde i talen vendte rumlen tilbage.

Men denne gang tiltog den i styrke. Og pludseligt ud af det blå bag fra scenen dukkede et jagerfly op med retning mod pladsen.

Larmen blev øredøvende, og Timochenko afbrød sin tale.

Jeg var ikke den eneste, der var chokeret. Tankerne racede gennem mit hoved. Jeg var sikker på at nu var det slut.

Det er ikke alle i Colombia, der er tilhængere af denne her fredsaftale, og særligt i dele af militæret er der modstand.

Ville dette smukke øjeblik blive revet i stykker om et par sekunder? Var jeg vidne til, at mit sidste minut ville blive raseret af et øredøvende voldsom iscenesat militærkup?

Det tog måske ti-tyve sekunder. Flyet passerede pladsen i et par hundrede meters højde, og umiddelbart efter kom der ét til.

Folk omkring mig var bange – virkeligt bange, men der var ingen, der bevægede sig. Indtil bagefter hvor enkelte begyndte at græde.

Timochenko genoptog tydeligt rystet sin tale.

Efter hans tale var det præsident Santos tur.

Præsidenten virkede selv lidt paf over effekten af flyene. Men han jokede med, at de var en hilsen til FARC og for at vise, at man kunne bruge dem til andet end bomber.

Skæg lille hilsen dér.

Flyene viste sig at være fra hæren. Og var en hilsen fra Santos til guerrilllaen. En reminder om hvem der bestemmer.

Præsidenten er en god taler, og - måske i kraft af at de fleste af publikummerne var hans tilhængere - evnede han at løfte den anspændte stemning igen og sluttede talen af med nogle bevingede ord og en tåre over storheden i projektet.

Kontrasten mellem truslen fra jagerflyene og præsidentens tårevædede indlevelse var total.

Endelig kom det til selve underskrivelsen, som ikke tog mere en et par minutter. Som et lidt mærkeligt symbol på pennens magt, blev dokumentet underskrevet med en geværpatron der var støbt om til en kuglepen. Efter underskrivelsen blev der fulgt op med nationalsang.

Jeg trængte til en kold øl til at dulme nerverne, der stadig var godt lasede.

Desværre var der udsted præsidentielt dekret om, at der ikke måtte serveres alkohol i byen på dagen for underskrivelsen, så vi endte med at marchere en del rundt før, vi til sidst fandt en bar, der overgav sig og ville servere for os.

Nu bliver jeg her i Cartagena et par dage og prøver at komme mig over jetlag-forkølelse-tømmermænd-manflu inden næste kapitel i denne tur.

Der vil i kunne læse om folkeafstemningen på søndag, hvor det colombianske folk vil vedtage/forkaste aftalen.

Det bliver spændende, for der er en stor nej-side, der vinder frem for tiden.

Jeg har dog endnu ikke mødt nogen, der rigtig kan fortælle, hvad der sker hvis aftalen bliver forkastet.