Hvad Noora og en morder har til fælles, og hvad vi kan bruge skam til

Han havde været træls igennem en længere periode. 

»Han var træls/ og det havde han været i en længere periode / og så stod jeg med et haglgevær i hånden / og så sad han og så irriterende ud / og så jeg kom sgu til at skyde ham.« Sådan siger youtube-stjernen og morderen Nikolaj. Helt roligt og uden snerten af skam, redegør han for sin morderiske logik.

Vi forstår godt, at videoen er blevet et hit. Logikkens absurditet - og Nikolaj, som fremstår så grotesk apatisk, og skamløs, at man næsten må grine.

At grine sig gennem videoen er i hvert fald lettere end at forestille sig en skam så skamfuld som morderens. Og vi køber også præmissen om TVSyds »hyggeprogram«, da vi ikke rigtig mærker uhyggen. Vi kan bedre forestille os skammens totale fravær end dens totale tilstedeværelse.

Skammens fravær er måske årsagen til at videoen virker så besnærende, at den er kommet op på imponerende 224000+ visninger. Nikolaj viser os, at morderen er skamløs, og derfor behøver vi ikke at skamme os med ham.

I stedet kan vi læne os tilbage, og nyde, at vi er udstyret med en skam, som velvilligt melder sig, så snart vi får lyst til at skyde alle dem, vi har fundet træls i en længere periode.

Skam i SKAM

At skammen også har gavnlige og positive funktioner - som Nikolaj viser os - bryder med en common sense forståelse af skam som en negativ affekt, vi helst vil undgå. At skammen netop har flere muligheder, indeholder den norske tv-serie SKAM gode eksempler på.

I 1. Sæson føler hovedpersonen Eva sig fx som en drittsekk, der har ‘stjålet’ (ex-)bedstevenindens Ingrid kæreste Jonas. Bruddet på veninde-kodekset nr. 1 sanktioneres ikke med hjul og stejle, men med skældsordet slut og Evas egen nagende samvittighed.

Om Eva egentlig burde skamme sig er en historie for sig, men idet at hun gør det, kommer hun til at fremstå sympatisk: hun er ikke ligeglad, men forholder sig til de følelsesmæssige konsekvenser hendes valg har haft for andre. 

Skam kan som følelse derfor fungere som en opfordring til selvrefleksion - som når Noora tager Vilde i forsvar og spørger William om »Hva har skjedd som gjør at du har så store mindreverdighetskomplekser, at du må pisse på følelserne til en førstisjente for à føle deg kul?«. 

Noora prøver altså at få William til at skamme sig og dermed indse, at det var en rimelig føkboy-agtig ting at sige til Vilde, at hun ikke var fin nok. Hvis Noora til gengæld havde valgt at ty til slutshaming og påpeget, at William øjensynligt har hooket med halvdelen af skolen, havde vi nok ikke siddet derhjemme og klappet i hænderne af begejstring af al den girlpower.

Hvad der opfattes som skamfuldt påvirker og afretter folks sociale ageren. Det, der måske i sidste ende gør Nooras forsøg på at lave et verbalt glædesdrab på penetratorboys’ hegemoniske position i skolegården så drittkul, er netop, at hun med skam formår at problematisere det usympatiske og sexistiske i at afmærke ‘erobringerne’ til offentligt skue på ryggen af en hættetrøje.

Mødet med morderen i »Han havde været træls igennem en længere periode« er et skrækeksempel på skamløshed, mens SKAM viser de forskellige måder skam er tilstede blandt en gruppe teenagere, der netop er i gang med at lære at navigere mellem det lystfulde og det sociale. Skam bliver deraf en strukturende følelse for det sociale, noget som for seriens karakterer lykkedes, men som hos morderen fremstår som en mangel. 

Freud vs. Kant

Skammen er et udslag af Over-jeg’et, der er samvittighedens sæde i psyken. Om den har kulturpessimisten Sigmund Freud engang skrevet, at »Stjernerne er ganske vist storslåede, men hvad samvittigheden angår, har Gud præsenteret et uharmonisk og nonchalant arbejde«, og kan derfor kun erklære sig halvvejs enig med Kant.

Samvittigheden er ikke faldet ned fra himlen. Den er et produkt af den socialiseringsproces, hvor de kulturelt betingede forestillinger om hvad, der er godt og dårligt, læres. Over-jeg’ets opgave er netop at få os til at handle samvittighedsfuldt, og ikke nødvendigvis altid gøre det, vi har mest lyst til.

Om skam er godt eller dårligt kan vi ikke sige noget konkluderende om. Det er derimod de bagvedliggende strukturer, der afgør hvordan skammen optræder, der må diskuteres.

Olivia Kretzschmar og Rebecca Sparre Wandall studerer psykologi på Københavns Universitet, og vil hver måned psykoanalysere populærkulturelle fænomener for Modkrafts læsere.