Hvid uvidenhed: om epistemisk racisme og social forandring

Dominanssystemer påvirker os ikke blot i form af materielle fordele og ulemper, men også i forhold til sandsynligheden for at få fat i tingene rigtigt eller forkert. [Dette] fordi uretfærdige sociale privilegier til dels reproducerer sig selv gennem mennesker, der lærer at se og føle verden på bestemte måder der tilgodeser uretfærdighed.

»Uvidenhed« bliver aktivt reproduceret og er modstandsdygtig over for afskaffelse. (Charles Mills, Lost in Rawlsland. Oversat)

Mills taler ikke om enhver slags uvidenhed, men om den uvidenhed, der understøttes af samfundets institutioner, og som favoriserer en bestemt social gruppe. Han taler om epistemisk racisme som den uvidenhed, hvide dels har opbygget gennem historien, dels holder fast i af alle kræfter. Også i Danmark.

Hvide museumsfolk som hovedpersoner

Statens Museum for Kunsts beslutning om at ændre nogle få—men meget stigmatiserende—navne på nogle få værker, der afbilder ikke-hvide mennesker, har affødt diskussioner, der i sidste ende handler om sprog, historie, racisme og social forandring.

Diskussionerne har især haft diverse hvide museumsfolk som hovedpersoner. Den mandlige samlings- og forskningschef for SMK citeres for eksempel for at fastslå, at »man« må følge med sprogets udvikling, og derfor ændre navnene.

Læs artiklen »Museum fjerner ordene neger og hottentot fra kunstværker« hos Politiken

Til gengæld påpeger blandt andre nogle af hans kvindelige kollegaer, at det er noget værre noget sådan at lave om på navnene, for dermed laver »man« jo om på historien, og på den måde risikerer »man« at glemme den.  

Sidste sommer opstod en lignende diskussion i kølvandet på Everyday Racism Projects underskriftsindsamling mod Djurs Sommerlands tema-by »Afrikaland«, der gengiver klassiske koloniale stereotyper og karikaturer.

Den hvide mands historie

Hele fremstillingen af debatten vidner i den grad om hvid uvidenhed. Den vidner også om, hvordan racisme også vedrører idéer om tænkning, ræsonnement, saglighed, og nuance.

Det er via epistemisk racisme, at den konkrete historie om den hvide mand som social gruppe, der opstår via erobring, kolonisering, patriarkat, imperialisme og udbytning bliver til en abstrakt historie om menneskehedens kamp for frihed og retfærdighed.

Det er via epistemisk racisme, at diskussioner om bestemte gruppers dominans over andre bliver til en abstrakt diskussion om denne »mans« sprog og historie: hvem er »man«? Hvem må følge med i hvis sprogs udvikling?

Hvem laver om på historien, hvem har skrevet den historie »man« risikerer at lave om på, og hvis historie er det at museumsfolkene er bange for at glemme? Var det virkelig sådan, at de ansatte på SMK helt selv og ud af det blå fandt på at tænke over det problematiske i titlerne? Havde det ikke noget med blandt andre Afro Empowerment Centers vedholdende arbejde med at tage magten til at definere sig selv?

Mit ærinde her er ikke direkte at besvare disse spørgsmål, eller at gengive ovennævnte diskussioner. Jeg er heller ikke ude på at »oversætte«, hvad de forskellige kan have sagt og ment. I stedet vil jeg påpege nogle tendenser hos en bestemt social gruppe, som ofte overser sig selv, men som samtidig er den, der har magten til at definere, hvad der diskuteres i offentligheden, hvordan det diskuteres, hvem der diskuterer, og indenfor hvilke rammer diskussionerne foregår.

Det er de hvide, ofte også kaldt »»man« på dansk. Det er først, når vi kan tale om denne sociale gruppe og de problemer den er en del af, at vi kan nå i dybden i forhold til det, der egentligt er på spil når diskussioner som de ovennævnte blusser op.

Blindhed for kolonial dominans

Der er det specielle ved denne sociale gruppe, at den dels ikke ser sig selv, dels er den ikke vant til at blive set. Endnu mindre er den vant til at se sig selv blive gjort synlig, analyseret, tiltalt og kritiseret.

Medlemmer af denne gruppe ser i stedet sig selv som selvstændigt tænkende, frie individer, som har demokratiske værdier i rygmarven. De ser sig selv som ahistoriske væsner, væsner der opstår ud af et knald—eller et æg og en sædcelle—og som sidenhen via selvstændige og fornuftige valg skaber sig et liv med de rigtige værdier.

Denne sociale gruppe anerkender ikke, at deres sociale, økonomiske og kulturelle arv er formet via kolonial og racemæssig dominans. Det er blandt andet denne arv, der har givet dem eneret over at bestemme, hvad det betyder at være menneske, hvad demokrati er for noget og hvem der »er« demokratisk.

Deres historiske arv giver dem også monopol på at bestemme, hvad der er ret og uret, hvad der i det hele taget kan sættes sprog på, og hvordan. Uanset om de er fra venstrefløjen eller højrefløjen, kalder de deres arv for »saglig«, »nuanceret«, »dybdegående« viden.

Nogle af dem vil endda kalde det objektiv og universel viden. I virkeligheden er der tale om hvid normativ viden, en viden der kredser om den hvide mands selvbillede, hans værdier, hans organisationsformer.

Det har ikke noget med fornuft at gøre. I stedet betyder det, at folk som ikke er som han, som ikke tænker som han, der ikke lever som han, bliver set og behandlet som undermennesker, som dyr. De hvide karakteriseres altså blandt andet ved epistemisk racisme—hvad Fanon kaldte epistemisk vold. 

Den hvide mands behagelige løgnehistorie

Når andre italesætter den hvide mands historie—den faktiske historie om hans opståen, hans forestillinger, hans handlinger og hans arv—er reaktionen ofte afvisende.

Jeg har oplevet alt fra nedladenhed og bemærkninger om, at jeg er »normativ«, til decideret aggressivitet. Det er komisk i det omfang, at det er forudsigeligt.

Det er tragisk fordi, at den hvide mand har magten til at definere: siger han, at det du siger er ubegrundet, subjektivt, fordrejet, irrelevant, nærtagende, ja, så har han strukturerne med sig.

Han har de historiebøger, videnskabsteoribøger, professorer, eksperter, mediefolk, lovtekster, og økonomiske og politiske rammer, der skal til for at fratage ikke-hvide magten til at forme den måde, de bliver set, behandlet eller kategoriseret på.

Han har opbakning fra størstedelen af sin magtfulde sociale gruppe til det: når den hvide mand konsekvent banaliserer, ignorerer eller affejer den virkelighed, som den ikke-hvide påpeger, beskriver, analyserer, og teoretiserer, så forsvarer han sin koloniale magt, sin arv: strukturel dominans over ikke-hvide.

Han forsvarer en løgnehistorie om sig selv og andre, der er behagelig for ham, blandt andet fordi den tillader ham at forstå sig selv som alt andet end den sociale gruppe han er.

Racismen er global

Men uvidenhed er ikke uskyldig, den er et valg. Epistemisk racisme er svær at komme af med fordi mange vælger uvidenheden på trods af, at den er uforsvarlig.

Epistemisk racisme reproduceres, fordi de mennesker, der vælger den til har strukturerne med sig, enten er de allerede en del af strukturerne, eller de får adgang til dem.

Eksempelvis har lærere, forskere, og museumsdirektører et job at miste, hvis de skulle vælge epistemisk racisme fra—specielt i disse nedskæringstider. Til gengæld har de meget større chancer for at fortsætte deres behagelige liv som eksperter ved at lade som om, at ikke-hvide ikke producerer viden, teorier, analyser, eller social forandring.

Racisme er global, og det er hvidhedens dominans også. Det betyder jo selvsagt, at den også er at finde i Danmark. Dermed skulle det være klart, at det at spørge, hvorvidt der er racisme i Danmark siger mere om den hvide mand, end det er udtryk for en dybdeborende bekymring om de problemer, vi står overfor. Det er næsten som at spørge, om der er klimaforandringer i Danmark.

Sproget har magt til social forandring

Det betyder, at det er svært at nå dertil, hvor vi begynder at diskutere hvad det betyder at blive opfostret i en dominanskultur af dem, der dominerer. Vi kan ikke engang tale om, hvad det betyder at blive gjort til et problem af dominanskulturen.

Endnu mindre kan vi undersøge, hvordan vi—i al vores forskellighed—kan begynde at ødelægge racismens dominans, eller hvordan racismen er knyttet til klimaforandringer.

At racismen er global, at den er strukturel, at den har en lang historie, og at den er nedarvet betyder også, at diskussioner om hvorvidt noget er racistisk eller ej ofte rammer ved siden af. De diskussioner hindrer os i at gå i dybden med spørgsmålet om, hvorvidt en handling, et billede, et ord, en person, eller en lovtekst forsvarer og forstærker racismen og de hvides dominans, eller hvorvidt de angriber og svækker den.

Styrker ændringen af titlerne på værkerne i SMK hvid dominans?

Nej. Selve det, at hvide ændrer disse titler er et lille tegn på, at hvid dominans kan svækkes og bliver svækket—på trods af den hvide mand. Som nogle af museumsfolkenes bekymringer om, at »man« ved at ændre titlerne på værkerne ændrer på historien viser, så ved selv den hvide mand, at det at forvandle sproget er at forvandle virkeligheden.

Hvad de til gengæld ofte glemmer er, at sprog fordrer et udgangspunkt, et perspektiv: sprog er i virkeligheden af kød og blod.

Sproget tildeler også betydning, og det har et formål. Det betyder, at en sproglig ændring er en ændring i kød og blod, altså en forandring i sproget er samtidig en forandring af sprogbrugerne.

Når n-ordet såvel som trykning af afbildninger af Profeten Mohammed på forskellig vis forsvares af bestemte personer, så er det fordi disse personer med vold og magt holder fast i uvidenhed og beskytter sig selv og en kulturarv, der fortæller dem, at andre mennesker er uvidende, uproduktive, barbariske, voldelige, og udemokratiske. At ændre på sproget er ikke at være »politisk korrekt«.

Det er i stedet at være med til at skabe social forandring.

Julia Suárez-Krabbe er aktuel med bogen Race, Rights and Rebels. Alternatives to Human Rights and Development from the Global South (Rowman & Littlefield International) og er lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. 

Læs kommentaren »Utænkelige frigørelser« hos Modkraft