Annonce

Aktivisme
20. februar 2014 - 15:30

Israelsk ambassadør mødt af protester ved Aarhus Universitet

25 demonstranter demonstrerede torsdag den 20. februar i protest imod officiel israelsk deltagelse i studenterforeningsarrangement ved juridisk auditorium. Lige så meget israelsk sikkerhedspersonale og dansk politik var mødt op.

Boykot Israel økonomisk, kulturel og akademisk. Sådan lød budskabet fra aarhusianske demonstranter, der torsdag den 20. februar 2014 protesteret mod den israelske ambassadør i Danmarks besøg ved Aarhus Universitet.

Det var solidaritetsorganisationen Internationalt Forum, der havde indkaldt til demonstrationen, som fandt sted i forbindelse med et besøg arrangeret af studenterforeningen International Politik – NU, IP-NU, en non-profit-forening på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Demonstranterne uddelte løbesedler og en repræsentant for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening holdt tale.

Legitimering af menneskerettighedsforbrydelser

Demonstranterne mener, at invitationen legitimerede »Israels utallige brud på international lov og menneskerettigheder«.

– Når den israelske ambassadør i dag inviteres til at tale om Israels sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten, svarer det til, at vi i firserne havde inviteret officielle repræsentanter fra Sydafrika til at fortælle om det racistiske apartheidregimes sikkerhedssituation på det afrikanske kontinent, siger Asbjørn Nielsen fra Internationalt Forum til Modkraft.

– Staten Israel er skyldig i ulovlig besættelse af Palæstina og systematiske brud på menneskerettighederne og utallige internationale konventioner. Repræsentanter fra den slags lande skal mødes med protester og boykot fremfor åbne arme – ligegyldig om de kommer fra Israel eller Kina, siger han.

Arrangører: ikke en talerstol for propaganda

Arrangørerne i IP-NU var på forhånd klar over, at besøget ville blive opfattet som kontroversielt af mange. De har dog afvist, at arrangementet på nogen havde til formål at »blive en talerstol for israelsk propaganda eller lignende.«

Senere på måneden inviterer studenterforeningen til debat mellem Dansk-Israelsk Selskab og Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.

Forbilledet i kamp mod apartheid

Demonstrationen er et led i en international boykot-kampagne rettet mod Israel, den såkaldte BDS-bevægelse – Boycott, Divestments, and Sanctions against Israel – der siden 2005 har arbejdet for økonomisk, kulturel og akademisk boykot af staten Israel.

Kampagnen er inspireret af den internationale boykot af Sydafrika, der af mange anses som afgørende for omstyrtelsen af det racistiske apartheid-regime i starten af halvfemserne.

Den nyligt afdøde ANC-leder Nelson Mandela og nobelprismodtageren Desmond Tutu flere gange sammenlignet styret i Israel med apartheidstyret i deres eget hjemland.

International medvind

Boykot-bevægelsen har den seneste tid vundet en række sejre.

Forleden mistede det dansk-britiske sikkerhedsselskab G4S sin sidste kontrakt i Norge, som resultat af sit engagement i opretholdelsen af den ulovlige besættelse af palæstinensisk land.

Også Danske Bank har for nylig afbrudt økonomiske samarbejder med institutioner der er involveret i bosættelsesaktiviteter på palæstinensisk område.

Ifølge aktivisterne bag protesterne i Aarhus er en mere omfattende boykot-kampagne også undervejs i den jyske hovedstad.

Læs artiklen»Boykot af Israel på vej mod tipping point« på Modkraft.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce