Annonce

21. december 2016 - 12:20

Kan du huske, hvordan vi elskede på barrikaderne? 200 års oprørshistorie er en kur mod venstremelankoli og undergangstænkning

ANMELDELSE: Tag med til Paris, hvor Foucalts sidste elev, den franske stjerneintellektuelle Didi-Huberman udstiller kunstens- og venstrefløjens oprørshistorie. Udstillingen viser, at politik er en citatkunst, og at når du rejser dig, er du er del af en fælles bevægelse, om du vil du eller ej. 

 

Intet begær uden hukommelse. Citatet, som er et af Freuds psykoanalytiske slagord fra starten af det 20. århundrede, banker rundt som et ekko mellem værkerne på udstillingen »Soulèvement« (Opstand) på muséet Jeu de Paume i Paris.

Det var herinde i museet, over for den egyptiske obelisk på Place de la Concorde, at Hermann Göring under anden verdenskrig gik svinketur i læderstøvler og skrårem, mens han inspicerede det tredje riges konfiskerede kunst.


Fortiden er farlig, særligt hvis den optræder i billeder. Hellere tage kontrol over den, så man selv kan opfinde en ny. Det er børnelærdom for diktatorer. Men hvordan ser det ud fra den anden side? Hvordan skal venstrefløjen forholde sig til sine egne billeder og historie?

Når nu Göring ikke længere er her til at lege kurator over de »degenerede« – og når højrefløjen i det hele taget efterhånden er svær at chokere med maling og celluloid – hvad kan man så hænge op på væggene? Hvordan sætter vi igen strøm til vores historie?

En kurator i tråd med Benjamin og Warburg

På Jeu de Paume-museet er det kunsthistorikeren George Didi-Huberman, kommisær på udstillingen, der har taget udfordringen op. Det er han godt stillet til. På den intellektuelle scene i Frankrig er han en stjerne. Hans årlige forelæsninger er propfyldte, og hans stemme strømmer jævnligt ud af radioen. 

Teoretisk indskriver han sig i linjen fra de tyske litteratur- og kunsthistorikere Walter Benjamin og Abby Warburg. I en vild produktion, der har rytmen af en bog om året, driver han på med en særlig blanding af engagement og sensualitet.

Hos Didi-Huberman er intet forbi. Verden og dens repræsentationer – historien – kan forstås på samme måde som en konstellation af stjerner på nattehimlen.

Afhængigt af øjets fokus, indfinder stjernerne sig i nye stjernebilleder – ligesom de billeder, vi laver her på jorden forandrer sig alt efter hvilke stamtræer, vi tegner dem ind i. Det gælder i kunst, politik og filosofi. Meningen med den franske revolution forandrede sig afgørende i 1917, ligesom Nietzsche blev en anden, da først Michel Foucault gav sig til at læse ham. 

Historikerens opgave er at lave den collage, der bringer fortiden i bevægelse igen. At udfri fortiden for dens potentiale.

På Jeu de Paume er det venstrefløjen, som er sat i centrum. Det kunne nemt have være blevet en selvtilfreds billedbog. Det er det ikke. Det er 200 års visuel opstandshistoire præsenteret som et stort dynamisk stridsatlas.


 

Soulèvements, Léon Cogniet, Les Drapeaux, 1830

Elskeren og akademikerens blik

Jeu de Paume er opdelt i fem dele med hver sin titel: elementer (løsslupne), fagter (intense), ord (udbrud), konflikter (flammende), begær (uforgængelige). Det er hverken tematisk eller motivisk, men et sted midt imellem, der viser hvor kunstig den opdeling egentlig er.

Der er kroppe der danser, næver der knyttes, hamre der banker på barrikader, munde der åbnes, til tider fortrukne, til tider frådende, men altid anfægtede – billeder der ikke bare viser opstande, men stiller sig op, stiller sig imod.

Didi-Huberman viser gestikkens, ikke begrebernes historie. På den måde opnår han, at værkerne ikke flyver bort i hver sin retning. Det bliver konkret, nærværende. 

Det er elskerens og akademikerens blik – en særlig fransk force – der her blander sig. Akademikeren, der vil vende vores opmærksomhed mod gentagelserne: Se denne arm, dette løft, det er også her, og her og her, 1792, 1871, 1968 – samme fagter, nye kroppe der fægter; der didaktisk instruerer os: når du rejser dig, er du er del af en fælles bevægelse, om du vil du eller ej.

Ken Hamblin, Beaubien Street, 1971

På den måde viser udstillingen, at politik er en citatkunst. Vi har bare brug for den rigtige kunst for at få øje på det. 

Og derpå elskeren, ovenpå og i samme billede, ligeglad med sammenhængen, bare forelsket i øjeblikket. Som dette øjeblik, hvor den franske fotograf Gilles Carons linse fanger en bobbet dreng i Londonderry og brostenskast bliver til gadeballet. 

Soulèvements, Manifestations anticatholiques à Londonderry, 1969 Gilles Caron

Eller her, i et videoværk af Denis Adams, Patriot, hvor en rød pose på en blå himmel, stille, stille, stille, hvirvler i vinden. Stop op og se, siger kunsthistorikeren, hvordan skal du ellers kunne vide, hvad du vil ændre, og hvad du vil beholde? Opmærksomhed er menneskets måde at være solidarisk med virkeligheden på.

I strømmen blander Goyas krigsskitser sig med plakater fra den europæiske avantgarde, Henri Michaux, Asger Jorn, Guy Debord. Fotografier af psykiatriske patienter forvredet i smerte på Paris’ Saltpêtrière hospital i slutningen af 1800-tallet minder om Didi-Hubermans egne begyndelser som Michel Foucaults sidste elev, og hans arbejde med at dokumentere psykiatriens æstetik. Hvad er forbindelsen? Kroppe og ord, der ikke vil lade sig tæmme, der kæmper for (og imod) deres tid og tidens sindssyge.

Soulèvements, Germaine Krull, Die Tänzerin Jo Mihaly, 1925

I den forbindelse spiller repræsentationer af kvinder en særlig rolle på udstillingen. Hvordan den feminine krop i sig selv bliver genstand og metafor for den politiske kamp. Det sublime fotografi af Rose Zehner, oprejst og oprørt over mængden, der kalder til strejke på Citroën-fabrikken i 1938 har noget mytisk over sig. Det er måske ikke et tilfælde : Historiens første oprører hed som bekendt Antigone.

Et ophold i revolutionsromantikken

Det mest kontroversielle valg finder man i næstsidste kammer med titlen »Fangen på dødsgangens håb«, efter et maleri af Joan Miró. Fire små fotografier for første gang fremvist i rigtig størrelse. Taget i 1944 af fangerne i Auschwitz-Birkenaus Sonderkomando, der havde til opgave at rense ovnene mellem gasningerne.

Hvorfor er det her? For at markere et ophold – for at forhindre det selvtilfredse forbrug af fortiden, revolutionsromantikken der altid lurer i fløjene.

Og selvfølgelig for at vise, at det at vidne, på trods og mod alle odds, også altid er at bære vidne om håbet, selv når håbet er spinkelt og blot handler om at blive husket. Det er at få billederne til at tage position. 

I 2016 er det at bede om hjælp blevet et oprør

I 10’erne er oprøret kommet tilbage på scenen. Vi har fået pladsbesættelser fra Kairo over New York til Madrid, en parade af forår og fald af diktatorer, der så igen forvandlede sig til borgerkrige og nye strenge fædre.

Imens fortsætter de mindre medialiserede dagligdagskampe, som man kan få øje for i Taysir Batnijs videoværk »Gaza Journal intime«, hvor diasagtige billeder fra lejren, tillagt byens lyd, skæres over af repetitive klip af en kødhakker. Med sin overtydelighed stiller værket spørgsmålet: Hvordan kan kunsten agere og reagere i en tragedie, der bare gentager sig?


Et svar på det problem antydes i udstillingens sidste rum. Det drejer sig om et videoværk af Maria Kourkouta, filmet på grænsen mellem Makedonien og Grækenland.

På den kolde mark passerer flygtningene med deres kufferter og frakker pakket med avispapir, et sidste værn mod vinden. Nogle vender sig mod kameraet som europæeren har opstillet, kigger træt, går videre. De fleste fortrækker ikke en mine. De er vant til, at folk ser på dem uden at gøre noget. Kuratoren har ret i at stille dem til skue. I 2016 er alene det at bede om hjælp blevet et oprør. 

Hvor er kontrarevolutionen?

Men det er som om, en ting mangler. Hvor er kontrarevolutionerne? Om noget har det forgange år, med Trumps, Le Pens, Mays og Thulesen-Dahls drømme om en ren og stærk fortid, vist os, at Freud havde ret: intet begær uden hukommelse (eller måske snarere synsbedrag).

Men hvorfor så holde sig tilbage fra at vise os det? Hvorfor ikke også tage livtag med nyracismens og reaktionens æstetik? Som den tyske collagekunster John Heartfield (»Benütze Foto als Waffe!«) viste i 30’erne, klipper man bedst sin modstander over, hvis man har gjort sig umage for at forstå, hvad han siger.


Det er et smukt udvalg, der findes på Jeu de Paume. Og et godt kontrapunkt til venstremelankoli og undergangstænkning. Didi-Huberman minder os om, at historien først slutter, når vi stopper med at se på den. 

Soulèvements, Roman Signer, Rotes Band, 2005

Et fotografi kan blive til en filmstrimmel, hvis man kigger længe nok. Ligesom en protest kan blive til en revolution. Pludselig finder man bevægelser, hvor man før så stilstand – pludselig ser man ikke, men handler. Det skal være en opfordring til den danske venstrefløj: Tag til Paris for at se, hvor I kommer fra, og hvor vi skal hen. Sæt ild til hukommelsen.


Soulèvement, kan opleves på Jeu de Paume, Paris, indtil den 15/1-17. 

Matthias Dressler-Bredsdorff er lektor på L'Université Caen Normandie i Frankrig. Han skriver essays, klummer og anmeldelser for flere skandinaviske medier.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce