Annonce

Tillykke
7. december 2012 - 12:08

Modkraftblogger bliver næstformand i SF

Medstifter af tænketanken Cevea og blogger på Modkraft, Peter Westermann, overtager næstformandsposten i SF, efter at Mattias Tesfaye har trukket sig fra posten.

SF's landsledelse besluttede torsdag den 6. december enstemmigt at vælge Peter Westermann som næstformand i det hårdt prøvede regeringsparti.

Det sker, efter at Mattias Tesfaye dagen inden trak sig fra posten i protest mod den politiske linje, som partiets nyvalgte forkvinde Annette Vilhelmsen står for.

Udskiftningen på næstformandsposten bliver af politiske iagttagere tolket som det seneste eksempel på, hvordan partiet - om end med små skridt - bevæger sig væk fra et meget tæt parløb med Socialdemokraterne, som tidligere formand Villy Søvndal og hans fløj i partiet stod for.

Således blev Annette Vilhelmsen valgt som partiformand, fordi hun ønskede at styrke SF's selvstændige profil, mens Peter Westermann er en loyal støtte til hendes projekt. 

Læs analysen »Et skridt tilbage mod det gamle SF« hos Politiken.

Læs artiklen »Arbejderisterne stempler ud« hos Information.

Modkraftblogger

Valget af Peter Westermann som næstformand er interessant af flere grunde.

Det 27-årige landsledelsesmedlem er erklæret antikapitalist og har tidligere ytret sig positiv overfor en demokratisering af økonomien ved etablering af kooperative virksomheder.

Han er medstifter af centrumvenstre tænketanken Cevea, hvor han var vicedirektør i 2008-10, og han er i dag ansat som konsulent i den kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark, Kooperationen.

Og så har Peter Westermann en blog på Modkraft.dk.

– Min nye stilling bliver mest organisatorisk, understreger han.

– Men jeg vil da stadig forsøge, at sætte overordnede og langsigtede venstreorienterede temaer på dagsordenen, når jeg deltager i ministermøder og i den daglige ledelse i SF, forsikrer Peter Westermann overfor Modkraft.  

Besøg Peter Westermanns blog på Modkraft her.  

Læs artiklen »Ny SF-profil ønsker opgør med kapitalismen« hos Ekstra Bladet.

Læs analysen »Kooperation - brikker til en demokratisk økonomi« af Peter Westermann hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce