Annonce

Udland
17. september 2013 - 16:05

Norsk venstrefløj i tænkeboks efter valgnederlag

Katastrofalt udfald af Stortings-valg udløser selvkritik og debat hos Sosialistisk Venstreparti og Rødt. Tænketanken Manifest efterlyser mere markant fagbevægelse.

Nordmændene var den 9. september 2013 ved stemmeurnerne for at vælge 169 repræsentanter til det norske parlament, Stortinget. For de rødgrønne partier var valget en katastrofe.

Det socialdemokratiske Arbeiderpartiet blev ganske vist landets største parti, men tabte ni mandater. Det er partiets dårligste resultat siden 1924.

Sosialistisk Venstreparti (SV), der politisk svarer til SF i Danmark, og som har været en del af regeringen sammen med Arbeiderparitet og Senterpartiet siden 2005, lå længe i opinionsmålingerne til at ryge helt ud af Stortinget. Men partiet nåede akkurat op over spærregrænsen. SV gik fra 11 til syv mandater.

Det tredje regeringparti Senterpartiet tabte et enkelt mandat.

Partiet Rødt (eller på nynorsk: Raudt), der ideologisk ligger på linje med Enhedslisten, fik blot 1,1 procent af stemmerne, hvilket ikke var nok til at komme ind.

Med 96 mandater til den borgerlige og 72 mandater til den rødgrønne blok, er der tale om en solid borgerlig sejr. Ingen af de to blokke har siden 2. Verdenskrig haft et så stort flertal bag sig.

SV: Kritiske røster vil muge ud i »regeringskåde tropper«

Valgnederlaget har udløst selvransagelse hos især SV og Rødt.

Mangeårigt medlem af SV Stein Ørnhøi efterlyser i et interview i den norske venstrefløjsavis Klassekampen efter valget en genrejsning af en egentlig venstreopposition i Norge. En genrejsning, der vel at mærke ikke kan ske fra regeringskontorerne.

Han argumenterer for, at SV bør udvikle en selvstændig profil – udenom den rødgrønne alliance. Ifølge Ørnhøi er det nu tid til et opgør med det, han kalder de regeringskåde SV-tropper,

Han ser også gerne en debat om, SV burde have trukket sig ud af regeringen tidligere.

Læs interviewet med Stein Ørnhøi i Klassekampen

En lignende analyse finder man hos venstrefløjsveteranen, den tidligere leder af det maoistiske parti, Arbeidernes Kommunistparti, Pål Steigan. I en blog erklærer han under overskriften »Det rødgrønne projekt er dødt«, at SV nu må søge mod venstre:

»SV, som har slugt kameler i karavanevis for at være inde i varmen, bliver nu nødt til at lægge sig til venstre for at overleve.«

Ligesom Ørnhøi revser han SV for partiets regeringsdeltagelse:

»Det, at SV har siddet i regering, har været en ulykke for fredsbevægelsen og miljøbevægelsen. SV har siddet som gidsel og garanti for Stoltenberg-regeringens krigspolitik og oliebonanza.«

Læs Pål Steigans blogindlæg

Stortingsrepræsentant for SV Heikki Holmås er dybt skuffet over resultatet, men afviser kritikken. Han mener ikke, at kursen for SV bør ændres.

Forelagt Ørnhøis kritik svarer han, at han har fået mere ud af tiden i regering end i opposition, og at SV fortsat skal søge magt.

Rødt-leder: Vi må forny os

Også hos det lille parti Rødt er det tid til refleksion.

Her advokerer partileder Bjørnar Moxnes for en oprydning i partiets principprogram. Formålet er en tættere alliance med Arbeiderpartiet og SV.

Moxnes peger i et interview med Klassekampen på en formulering, der bør ryge ud af programmet:

»Programmets påstand om, at fagforeningstoppen er en del af borgerskabet, giver også et indtryk af at Rødt kun har meget lidt kontakt med jorden.«

Moxnes forudser dog en del modstand imod ændring af principprogrammet på partiets landsmøde til foråret.

Læs interviewet med Rødt-leder Bjørnar Moxnes i Klassekampen

Analytikere: Fagbevægelsen er vigtigere end nogensinde

Mens norske venstrefløjspartier tilsyneladende skal i gang med interne opgør, sætter en række progressive debattører deres lid til fagbevægelsen.

Eksempelvis skriver Ali Esbati og Magnus E. Marsdal i en analyse i Manifest Tidsskrift:

»Med de rødgrønne partiledere godt og grundig ude af regeringskontorerne, havner desto mere ansvar på fagbevægelsens skuldre. Stillet overfor det mest mørkeblå Storting i mands minde, vil andre magtcentre for modstand og politikudvikling spille en endnu større rolle. Fagbevægelsen vil have en særstilling.«

Samme toner kommer fra Pål Steigan, der på sin blog påpeger, at venstrefløjen i fagbevægelsen allerede står stærkt, men bør skærpe kampen yderligere nu.

Læs analysen fra Manifest i tænketankens tidsskrift, Manifest Tidsskrift

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce