Annonce

Aktivisme
4. august 2015 - 14:07

Århus: Massivt politiopbud ved SIAD-demonstration

Politiet var massivt tilstede med betjente og biler, da gruppen 'Stop Islamiseringen Af Danmark' mandag aften demonstrerede i Århus. Trods tilråb fra flere moddemonstranter blev det dog ved de verbale sammenstød.

Omkring 15 mennesker fra den anti-islamiske gruppe Stop Islamiseringen af Danmark, SIAD. demonstrerede mandag aften på Rådhuspladsen i Århus. Overfor dem stod omkring 100 moddemonstranter. Omkring 20 politibetjente med tre politibiler og en hollændervogn holdt de to grupper adskilt.

En time inden havde gruppen Århus for Mangfoldighed samlet omkring 150 mennesker til en moddemonstration, der gik fra Mølleparken til Store Torv.

En del af de, ønskede dog en mere direkte konfrontation. Så da SIAD's demonstration startede, var omkring 100 moddemonstranter dukket op på Rådhuspladsen og råbte slagord som: »Ingen fascister i vores gader!«

»Dem der ikke går nu er nogle skvat!«

Ikke alle var dog tilfredse med, at moddemonstrationerne fortsatte. Et medlem fra 'Århus fra Mangfoldighed', som arrangerede den første moddemonstrantion, bad i en megafon folk om at gå hjem:

– Vi har vist dem, hvad vi synes om dem, lød det fra medlemmet, hvilket affødte protester fra moddemonstranterne.

– Dem der ikke går nu, er nogle skvat!, endte Mangfoldighedsmanden med at konstatere, hvorefter han forlod Rådhuspladsen.

»Har du husket haglgeværet, Michael?«

Uden at have forsøgt at overdøve slagordene og holde taler, bevægede den lille flok SIAD-demonstranter sig derefter ned af Strøget, fulgt af moddemonstranter, der fortsatte med at råbe, mens politiet holdt de to grupper fra hinanden.

Tættest på egentlig konfrontation kom det, da moddemonstranterne råbte: »Har du husket haglgeværet, Michael?« En hentydning til, at formanden for Frit Danmark, Michael Ellegaard, der deltog i SIAD's demonstration, tidligere er dømt for at affyre et luftgevær mod politiet.

– De truer os med haglgevær! råbte SIAD-talsmand Anders Gravers til politiet, der dog tog tilråbet ganske roligt.

Rådhuspladsen ryddet

Tilbage på Rådhuspladsen bad politiet alle, der ikke tilhørte SIAD-demonstrationen om at forlade pladsen - herunder Modkrafts udsendte, der ikke har pressekort.

SIAD gennemførte derefter en række taler - en enkelt gang afbrudt af moddemonstranter, der forsøgte at komme tilbage på pladsen. Det blev dog forhindret af politiet, der først trængte dem tilbage til Rådhusparken og derefter også forviste dem herfra.

SIAD gennemførte herefter de sidste taler og afsluttede den lille demonstration i god ro og orden.

Truet med baseballbat

En anonym moddemonstrant har i en mail til Modkraft skrevet, at det efter demonstrationen kom til et efterspil, da fire personer fra SIAD befandt sig i en bil på en parkeringsplads.

Fem moddemonstranter råbte efter dem og en spyttede på bilen, som SIAD-folkene befandt sig i.

Det fik ifølge aktivisten føreren af bilen til at springe ud og forfølge moddemonstranterne med et baseballbat.

Inden det kom i brug, lagde politiet sig dog imellem, og SIAD-tilhængerne fik lov til at køre  videre, uden at politiet ransagede bilen for våben.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce